Frans af Assisi Inspirerer
Ted Harris er forfatter og hjælpepræst i Stockholm, har flere bøger bag sig og er bl.a. ekspert i Søren Kierkegaard. Carolina Johansson er journalist, forfatter og foredragsholder. De har sammen skrevet en bog, hvor Frans af Assisi bliver brugt som et unikt eksempel på et kristent menneskes åndelige vækst og udvikling.
Jeg tror derfor, bogen vil have god relevans for mennesker, som ønsker at arbejde med åndelig udvikling og fordybelse i sjælens indre liv. Også søgende mennesker, og ikke mindst mennesker, der har haft åndelige erfaringer uden for et kristent miljø, vil have udbytte af bogen.
Bogen har fire hovedafsnit, med overskrifterne Livets frø – At vokse i Guds have – Blomstringens faser – Tilvækst. Vi hører om Frans’ opvækst, hans ungdomsliv, hans ridderdrømme, hans længsel efter svar på, hvad Guds plan er for hans liv, og hvad det fik som konsekvenser.
Efter den åbenbaring eller det kald, Frans får i San Damiano klostret, træffer han et radikalt valg. Han bryder med sin velhavende far, opgiver sit ”gamle” liv og vælger at leve som tiggermunk. Han genopbygger egnens forfaldne kirker, plejer syge og spedalske.
To år senere modtager Frans endnu et kald, da han lytter til ordene fra Matt 10,7-10. Han begynder at prædike, han får tilhængere, og bevægelsen vokser i løbet af få år med eksplosiv kraft.
Vandring med radikale valg
Frans’ vandring med Gud indebar, at han traf nogle radikale valg. Han valgte at leve enkelt, ydmygt og i fællesskab. Budskabet bliver til os læsere: ”At vandre med Gud er en indre rejse, som leder direkte ind i sjælens centrum. Det kan lige så godt handle om at vælge ting fra (…) at skifte fokus for at give plads til noget andet” (s. 81).
Indimellem forfatternes egne input uddybes bogens anliggende løbende med, hvad andre har sagt og skrevet om emnet. Indimellem synes jeg, at Frans næsten forsvinder i mængden af andre referencer og citater.
Men bortset fra det er der meget at hente i bogen. Dens sigte er helt klart at vise en vej til at leve nær Gud og i Guds kærlighed efter Frans’ forbillede.
Vi kan lære noget af Frans’ liv, af den forvandling, der skete med ham og de konsekvenser, det fik. Vi kan lære noget af hans livsholdning og hans kærlighed til mennesker.
Som der står: ”Frans’ liv bliver en ledestjerne, der lyser og peger på en vej for mange. Det siger til os: ’Vi er ikke alene. Der findes en kærlighed, der kommer fra evigheden. Den slipper aldrig op, og den vil noget med ethvert menneske’” (s. 146).