Psykologen kender smerten fra sit eget liv

Psykolog Suh Jacobsen har selv haft et liv, der har gjort ondt. Som nyfødt blev hun efterladt på gaden som hittebarn…

Suh Jacobsen er hittebarn. Som spæd lagde hendes forældre hende ud på gaden og forlod hende…

Hvor længe Suh har ligget på gaden, ved man ikke, men – hun blev fundet. Og da hun var fem måneder gammel, blev hun adopteret af et dansk ægtepar. Hendes adoptivforældre gav hende den omsorg og pleje – og kærlighed, som var altafgørende for hendes overlevelse.

Tror du, at et spædbarn er i stand til at huske så grufuld en oplevelse?
– Ja, det er jeg overbevist om. Kroppens celler har en hukommelse og lagrer alle oplevelser. Nogle af disse oplevelser kan være så smertelige, at vi prøver at fortrænge dem, fordi vi ubevidst føler, at vi ikke vil overleve, hvis vi skal genopleve dem. Men kroppen erindrer det, og vi kan uden forvarsel risikere, at voldsomme følelser ”popper” op og næsten overmander os senere i livet, når vi oplever noget, der minder os om det oprindelige traume.

Har du selv oplevet det?
– Ja, jeg har af og til haft nogle oplevelser, hvor jeg har kunnet mærke en dyb, dyb sorg, tristhed og alenehed. Det er en tilstand, som jeg ikke har haft lyst til at dele med nogen. Det eneste, der har kunnet give mig en forløsning, har været at kigge op på himlen eller stirre ud over havet.
– Efter at jeg blev psykolog, og fik kendskab til, hvor vigtigt det er at blive bevidst om, hvor de svære følelser kommer fra og få dem bearbejdet, søgte jeg en ekspert. Vedkommende lærte mig, at jeg skulle give mig selv lov til at sørge og græde, også selv om jeg ikke præcis vidste, hvad jeg sørgede og græd over. På den måde fik jeg bearbejdet min sorg, og jeg fik det bedre med mig selv.

Har du haft lyst til at tage tilbage til Sydkorea og finde dine biologiske forældre?
– Nej. Det har aldrig sagt mig noget. Jeg er glad for, at mine forældre altid har været åbne om hele min adoptions-historie, at jeg er et hittebarn og alt det der, for på den måde er det blevet en naturlig del af min identitet. Den rastløshed, som nogle adopterede børn oplever – at de bare MÅ tilbage til deres hjemland og lede efter deres rødder, – har jeg heller aldrig oplevet.

Tænker du slet ikke på dine biologiske forældre. Hvordan de var, så ud, osv.?
– Sjældent – men efter at jeg selv har fået børn, melder der sig dog af og til en nysgerrighed i forhold til arvelighed. Jeg kan se nogle af generne fra min mands familie slå igennem hos vores børn, men jeg aner jo ikke, hvad de har med sig fra mine biologiske forældre. Det kunne også være rart at vide, hvilke sygdomme mine børn (og jeg selv) er disponerede for, om der er arvelige sygdomme. Men måske er det netop det, der holder os raske, at vi ikke véd noget og derfor ikke forventer at blive syge.

Hvordan har dit forhold til dine adoptivforældre været?
– Jeg har haft et godt forhold til min mor og far og elsker dem begge meget højt. Jeg er lykkelig for, at jeg igennem dem har fået kendskab til kristendom og selv er blevet troende.
– Igennem min opvækst så jeg meget op til min far. Han var en stærk, klog og passioneret mand, i særdeleshed i sit forhold til Gud. Det beundrede jeg ham for, og jeg delte på mange områder den måde, han definerede og udlevede sin tro på.
Men da jeg blev ældre, begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved hans opfattelser, hvilket gav anledning til uoverensstemmelser. Det var en stor sorg for min far, at vi efter hans opfattelse ikke længere delte samme tro, og han frabad sig derfor samvær med mig, indtil tingene ændrede sig.

Har de så ændret sig?
– Nej, det har de ikke. Min far og jeg har ingen kontakt til hinanden i dag. Jeg har ikke set ham i næsten tyve år…

Har du prøvet at genoptage kontakten til din far?
– Ja, en enkelt gang, men det endte desværre igen med et voldsomt sammenstød. Nu er jeg nået til den konklusion, at skal der ske en ændring på tingenes tilstand, så må det nok starte hos min far.
– Jeg sender ham dog en gang om året billeder af mine børn, som han desværre aldrig har mødt, bl.a. for at lade ham vide, at jeg er åben over for en eventuel ændring af tingenes tilstand.

Savner du ham?
– Ja, ind imellem savner jeg at have en ”far” i mit liv, og at mine børn kunne have en morfar. Rent praktisk har jeg også ofte savnet en ”far” i familien – én man kunne gå til med ”far-ting” – og jeg ville da også ønske, at min mand havde en svigerfar, og mine børn en morfar. Til gengæld har jeg en fantastisk mor, som bestræber sig på at repræsentere både mor- og far-rollen, så godt hun kan.

Er din mand så blevet en slags faderfigur for dig?
– Min mand minder slet ikke om min far, men han er af en støbning og personlighed, som giver mig den samme ro og tryghed, som jeg indtil bruddet fandt hos min far. Til gengæld er jeg opmærksom på ikke at lave overføringer fra min far til min mand – altså, at forvente, at min mand også ”svigter” mig, ligesom min far gjorde. Der sker nemlig ofte sådanne ubevidste koblinger hos kvinden i forholdet til hendes mand.

Hvad får man ud af at gå til psykolog? Kunne man ikke nøjes med at tale med en god ven?
– Hvis alle mennesker havde mindst 1-2-3 fortrolige, som de reelt snakkede med alt om, også det svære, så tror jeg, at hele menneskeheden ville have det langt bedre. Men der er visse ting, som en psykolog bedre kan byde ind med, fx konfrontation med uhensigtsmæssig adfærd – det er ofte noget, man tager mere til sig, når man hører det fra en psykolog end fra en ven/slægtning, hvor man måske har mere tendens til at slå det hen eller reagere følelsesmæssigt på det og i stedet gå i forsvar.

Har du selv haft brug for at gå til psykolog?
– Ja. Jeg har oplevet, hvor smukt og befriende det kan være at turde lytte til sig selv og tage sine første spæde skridt ud i verden – som sig selv, som den, Gud egentlig har skabt os til at være. Jeg har ligesom mange af mine klienter været igennem den proces, det er at få ryddet op i kaos, smerte og sorg, og efter oprydningsarbejdet mærke den styrke og kraft, man nu har fået til at tage kampen op med resten af livet.

Hvad kan gøre dig ked af det?
– Når jeg tænker på, hvor mange børn, der bliver svigtet i deres opvækst, og som på grund af utilstrækkelige rammer har det svært med sig selv og andre. Al den ulykkelighed, der følger i kølvandet på det. Det gør mig virkelig bedrøvet at tænke på.

Hvad kan gøre dig rigtig glad?
– Når jeg i et øjeblik pludselig bliver meget bevidst om, hvor rigt velsignet jeg er med en dejlig og kærlig familie, gode venner og mange muligheder. Så fyldes jeg af stor taknemmelighed og fryd over alle de muligheder, det giver. Eller når min søn kommer med en kærligheds-erklæring til mig – så tænker jeg, at jeg må have gjort et eller andet rigtigt. Og at grine rigtig godt og meget sammen med gode venner – det er fantastisk og enormt livsbekræftende.

Hvad betyder Jesus for dig?
– Jesus og Gud er grundlaget for hele min måde at opfatte verden og relationer på, og jeg forsøger at lade min tro være udgangspunkt for alt, hvad jeg gør. Jeg oplever at mærke hans tilstedeværelse dybt i mit hjerte.
Selvom jeg har oplevet at være i tvivl om fortolkninger af Bibelen, kristen etik og moral osv., så har jeg aldrig tvivlet på hans eksistens. Det er mit store ønske, at mit psykologiske virke, min væren i min familie og i mine andre relationer må være et vidnesbyrd i sig selv om, at der findes en Gud. En god Gud.

Var Jesus en slags psykolog?
– Det kan man vel på en måde godt sige. Jesus gav personer sin udelte opmærksomhed og talte præcis ind i deres situation, satte krystalklart fokus på deres problemstillinger og gav dem dét, der skulle til, for at de kunne komme videre.
Psykologien er ganske vist en nyere videnskab. Men opfindelsen af vores forunderlige og komplicerede psyke – og forbindelsen mellem psyke og soma (kroppen) – er noget, Gud har skabt.
Flere af de psykologiske indsigter eller redskaber, jeg bruger i mit arbejde, kan man faktisk finde i Bibelen. Fx er grundlaget for psykologien netop, at man via det talte ord skaber struktur og overblik over kaos, og det er jo netop dét, der beskrives i 1. Mosebog, hvor Gud ved at tale ind i universet skaber orden.

Hvad har du lært af de svære ting, du har gået igennem?
– At det er enormt vigtigt at have orden på sine prioriteringer – på hvad, der egentlig betyder noget, når alt kommer til alt.
At det ikke altid er dét, jeg troede, der var vigtigst, som i sidste ende viste sig at være det. Det skærper min opmærksomhed på, hvad der skal have lov til at fylde i mit liv, og hvordan jeg vil prioritere min tid og min energi.

Hvad prioriterer du højest?
– Min familie. Jeg kan ikke leve uden dem og den kærlighed, de giver mig, og den kærlighed, jeg får lov til at give dem. For mig er det dét, der giver hele livet og eksistensen mening – at få lov at opleve sig elsket og at være med til, at andre oplever det samme.
Det er et grundlæggende behov, vi alle har, fordi vi er skabt i Guds billede af Gud, som er selve kærligheden og fællesskabets kerne.
Det ligger efter min overbevisning simpelthen i vores DNA.