Tag tid til at lytte til dit barn

Kære Suh.
Jeg har netop læst din brevkasse i Udfordringen om ”Den håbløst trætte Mor”. Det gør mig meget ondt at læse, både for moderen, men også for drengen, som måske slet ikke kan gøre for det. Der bliver skrevet og talt meget om mobning i skoler bl.a. og mange steder vil lærerne slet ikke tale om det, ej heller gøre noget ved det, desværre. Børnene tør ikke fortælle om det, da de skammer sig el. bliver sågar truet og derved siger de ikke noget. Klasselæreren aner måske ingenting om det.

Mit ene barnebarn fik det på et tidspunkt svært (vredesudbrud mv.). Han blev undersøgt bl.a. af en psykolog og blev diagnosticeret med Aspergers og ADHD, en diagnose son flest drenge får, piger ikke så meget. Der findes jo mange grader af disse diagnoser. Der blev taget hånd om det (uden medicin heldigvis) og han er i dag et velfungerende barn med støttelærer i skolen.
Mit hjerte bløder især for drengen men også for familien, og håber inderligt og vil bede om, at der må komme en forklaring så drengen og familien kan komme videre. Drengen kan også være et meget følsomt og sensitivt barn.
Må Jesus fortsat virke i din tjeneste og velsigne dig og dine kære.
Kærlig hilsen med Guds fred
G.

Kære G.
Tak for dit brev med dine kommentarer og erfaringer.
Du har desværre ret i, at der nogle steder ikke bliver taget nok hånd om problemerne med mobning – at nogle voksne (og også nogle gange pædagoger/lærere) kommer til at negligere mobningen som harmløst drilleri. Naturligvis kan det ikke undgås at børn driller hinanden, og det er heller ikke skadeligt. Men tager det karakter af decideret mobning – altså, organiseret drilleri rettet mod ét bestemt barn – så skal der gribes ind. Der er både hensynet til det barn, det går ud over, men så sandelig også hensynet til det/de børn, der mobber, for man mobber ikke andre, uden at man selv har problemer, man mangler hjælp til. Mobning kan sætte sig som sår i sjælen, der gør ondt langt op i voksenalderen. Det er derfor vigtigt, at man som forælder ikke tøver med at gribe ind, hvis man får mistanke om, at ens barn bliver mobbet. Og hvis klasselæreren mod forventning ikke er lydhør, så gå til skoleinspektøren.

Der ligger også en særlig udfordring for forældre, hvis barnet er særligt sensitivt, har Aspergers eller ADHD. Her er det vigtigt, at vi alle husker på, at diagnoser ikke fortæller hvem vi er, men hvad vi har særligt brug for – for at fungere! Alle børn (og voksne, for den sags skyld) har brug for forskellige rammer for at trives optimalt, og som der stod på døren til min ene søns 0.klasse: ”Man skal behandle børn forskelligt for at behandle dem ens!”.

Uanset problemstilling er det af afgørende betydning, at vi som forældre tager os tid til at lytte til vores børn og giver dem nok opmærksomhed til, at vi får et indtryk af, hvad der eventuelt plager dem. Dernæst, at vi tør handle på det og hvis nødvendigt beder om hjælp til det.
Tak for dine påmindelser og ekstra perspektiver.
Hilsen Suh} else {