Jørgensen og nådegaverne i Folkekirken

Præsten Jørgen Jørgensen fra Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa ønsker, at nådegaverne kommer i brug i Folkekirken. Nu har han skrevet en bog om det.

Helligåndens nærvær mærkes også i Sct. Nicolai Kirke i Sønderjylland. Her har en sindig præst sammen med menigheden i årevis gjort en stor indsats for at byde den varmt velkommen gennem bøn og åbenhed. Vel at mærke uden at det kammer over, så det bliver for meget…dét er der lagt vægt på, understreger sognepræst Jørgen Peder Jørgensen.

Nu har han også skrevet bogen ”Nådegaver i brug…”
– Begrebet nådegave har i en del år været taget lidt til fange af det karismatiske. Mange ”almindelige” kristne har ikke helt vidst, hvad de skulle gøre med det. De har derfor nærmest undgået det ord.
– Her i menigheden i Aabenraa har vi et sted, hvor vi kan være sammen under den form – uden at det løber af med os. Helligånden er her. Her er også karismatikere…dog uden at vi kalder os det. Og det er lykkedes uden, at det bliver til kirkepolitik, fortæller Jørgen Jørgensen.
I bogen, som er på 300 sider og udkommet på forlaget ProRex, skriver han i indledningen:
”Nådegaver skal ikke bare være et emne for foredrag og i bøger, men være et levet liv. Det handler om tjeneste; om at lade Åndens frugter vokse frem til velsignelse for mennesker i og uden for menigheden”, og ”det bør være lige så enkelt for et kristent menneske at kunne sætte ord på sine nådegaver som at kunne sit telefonnummer – eller sit personnummer”.
Du skriver også i bogen, at du selv bl.a. har nådegaven til lidelse. Hvad mener du med det?
– Jeg taler selvfølgelig om småting i forhold til det, kristne tidligere blev udsat for. Men det handler om evnen til at tage nogle ”klø” uden at flytte sig og uden at miste modet. Det betyder ikke, at jeg ikke kan knækkes. Nogle gange er kristenlivet op ad bakke og i modvind. Nogle står af cyklen eller kører en anden vej. Jeg har en evne til at geare ned, så jeg kan fortsætte ad den vej, jeg skal…selvom det går langsommere, fordi modstanden er massiv. Jeg fortsætter på trods af passiv og aktiv modstand. Nogle har et specielt ansvar for at træde i karakter og stå frem, siger han.

Ånden i Aabenraa

Bogen fortæller om udviklingen i nådegaveforståelse. Også på hjemmebanen.
– Her i Aabenraa er vi måske ikke ligefrem en højborg for Helligånden endnu, men det kommer nedefra og indefra, og vi er åbne for Ham. Vi er trådt ud af den teoretiske skygge.
– Jeg er selv vokset op i den missionale del af kirkebilledet og glad for, at jeg har en god teologisk ballast med hjemmefra og fra min studietid på Menighedsfakultetet. Her er styrker, vi skal værne om, men også begrænsninger, vi skal undgå…fx ”dem og os–tænkningen”, der lukker inde bag trygge mure og holder andre ude, siger Jørgen Jørgensen.
Han har været sognepræst i Sct. Nicolai Kirke siden 1990.
– De første ti år som præst i byen var jeg meget bevidst om at arbejde for en fornyelse af den aldrende menighed. I starten var det ligesom, når man som dreng bygger en fin drage og løber med den. Så snart man holder op med at løbe, så falder den ned, pointerer præsten.

Vendepunkter

I dag er målet for længst nået.
– Der kom nogle venner af kirken og foreslog, at vi prøvede at holde et Alpha-kursus. Det gjorde vi så i 2000, og det virkede. Efter at vi havde prøvet det første gang, holdt vi et års pause, hvor vi justerede kurset, så det passede til os. Lige siden har vi kørt to kurser hvert år. Det har fornyet vores menighed på alle måder. Og vi har fået en masse nye medlemmer.
– Det er lykkedes for os at implementere Alpha som et spor i menighedslivet, uden at det blev en trussel imod det, der var i forvejen. Jeg fik opbakning fra menigheden, selvom de forstod, at kurset ikke først og fremmest var rettet imod dem. Men så var der efterhånden en del af de kristne, der havde en ven, der gerne ville introduceres for kristendommen med det kristne grundkursus. Derfor tog nogle af dem senere alligevel på kursus sammen med en ven, forklarer han.

”En Alpha-menighed”

Tankegangen bag Alpha blev en måde at tænke på, som har bredt sig i menigheden:
– Det handler bl.a. om ikke at modsige mennesker og støde dem væk ved at være bedrevidende eller stille for store krav. Man skal rumme mennesker, som de er. Måske lære hinanden lidt bedre at kende ved bare at spise sammen og hygge sig med hinanden.
– Vi kalder os i dag ”en Alpha-menighed”, for filosofien har på mange måder præget os, fortæller Jørgen Jørgensen.
En anden skelsættende betydning fik det, da kirken i 2007 ansatte Torben Kallesen som kirke- og kulturmedarbejder. Han var lovsangsleder i Karlslunde Strandkirke og underviste i musik på Køge Private Realskole. Sognepræsten kalder ham ligefrem ”en inkarnation af Alpha-tænkning.”

Åndelige oplevelser

I dag er menigheden og præsten blevet meget mere fortrolige med, hvordan Helligånden arbejder og virker i og igennem mennesker.
– Efterhånden føles det nærmest, som om vi hele tiden går lidt i åndelige oplevelser her i Aabenraa. Der sker så mange små og store ting. Det var en særlig stor oplevelse, da jeg i 2012 sammen med Torben Kallesen og ti frivillige ledere var i England. Vi var sammen med 5500 kirkeledere i Royal Albert Hall.
– Undervejs skete der to ting, som var ret afgørende: Vi fik en grundlæggende vision om, at vi skulle hjem og profilere, at vi skulle til at være mere aktive i bøn. Det resulterede i, at vi lod os inspirere af den internationale bevægelse ”24-7 Prayer”, der har sit udspring i Holy Trinity, Brompton, hvor Alpha stammer fra. Vi indrettede et bederum i menighedshuset, hvor der skulle bedes konstant i syv dage. Vi har gjort det en til to gange om året lige siden. Det har kostet noget og er en stor berigelse og velsignelse for vores kirke, fortæller han.
Nu er der et rum i kirken, hvor der står ”Bederum”, som næsten kun bruges til bøn. Fordi, som præsten forklarer; ”det blev lagt som et kald på os, da vi var i London”.

– Det var en stærk åndelig oplevelse, da kirkeledere fra hele verden sang med på lovsang med nogle af de bedste lovsangere i verden. Alle var helt oppe at ringe. Samtidig oplevede jeg midt i det hele, at der på en måde blev varslet ”modgang hjemme. Det bliver sejt”. Jeg havde sådan en forudsigende fornemmelse af ”Palle alene i verden…bliv klar til strid for det her!”
– Når man står midt i en stor gave, kan man også stå foran en stor modstand. Og det blev til tider hårdt, da jeg kom hjem. Der har været åndskampe…med folk der har haft det svært – og mistænkeliggørelse og modstand udefra.
– Men det er lykkedes! Vi har i dag 200-300 gospelsangere. De fleste er uden kirkelig baggrund. Og vi har 50 Gospel-teens, der beder sammen og deler liv med hinanden. TV-udsendelsen af vores gudstjeneste på DR K Pinsedag er en anden manifestation heraf, afrunder han.
For dem, der ikke så udsendelsen, kan tilføjes: En virkelig fin og musikalsk manifestation.
Jørgen Jørgensen er født i 1960, gift med Annette og har fire voksne børn og fem børnebørn. Han er vokset op på landet i Vestjylland og har altid haft en god jordforbindelse: Forældrene havde en bondegård.
En god jordforbindelse er bestemt en velsignet egenskab, når man er en vigtig brik i Helligåndens plan. Som han skriver i bogen:
”Det er Guds plan med os, at vi skal fylde vores plads i verden ved at stræbe efter at fyldes af Helligånden, så vi på hver vores måde kan gøre det, vi er udrustet til. Som brikker i et puslespil – alle er forskellige, men i deres forskellighed udgør de et samlet billede”.

Kristne bør stå sammen

Graham Tomlin-citat fra bogen ”Nådegaver i brug” (Forlaget ProRex) – oversat af Jørgen Jørgensen:
”Den katolske kirke bevarer vigtigheden af kirkens synlige enhed som Kristi nærvær i verden; en forlængelse af inkarnationen og et sted at vokse i helliggørelse. Den ortodokse kirke minder resten af kirken om det grundlæggende mysterium om Gud og frelse som en genskabelse af gudsbilledet i menneskeheden. De lutherske minder os om, at vi er retfærdiggjorte for Gud, ikke i kraft af vore egne bestræbelser, men ved Guds nåde, som vi har modtaget ved tro alene. Anglikanerne tjener som påmindelse af behovet for tålmodig teologisk efterprøvelse, vigtigheden af at holde forskellige kristne sammen under samme paraply af righoldig kristen ortodoksi, særligt i katolske og reformerte traditioner. Baptister påpeger vigtigheden af den lokale kirke som et udtryk for livet i Kristus og behovet for en moden voksen tro; ikke bare en andenhånds tro nedarvet fra forældrene. Pinsekirkerne er en påmindelse om behovet for den dynamiske tilstedeværelse og erfaring af Gud i ånden og en levende forventning i gudstjenesten. Hver især bevarer de på forskellig vis noget af rigdommen i den almindelige tro, og hver især behøver på en måde de andre.”