Hvornår er man dansk?

Hvornår er man dansk? Er det nok at være født her, eller skal man have danske aner langt tilbage i sit slægtstræ? Skal man kunne lide leverpostej eller blot have blå øjne og lyst hår? Debatten om danskhed har raset den sidste uges tid, efter at Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen i Debatten hos Clement på DR2 betvivlede, at elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus, Jens Philip Yazdani, er rigtig dansker.

Den efterfølgende meget ophedede debat om, hvad danskhed består i, har været meget afslørende, for ingen er i stand til at definere den. Det siger meget om, hvor vi som kultur befinder os.

Konklusionen på debatten er derfor blevet, at man selv kan vælge sin nationalitet, ligesom det nu også bliver almindeligt at vælge sit køn. Det beror alene på, hvad man føler sig som. Det hænger sammen med, at det multikulturelle handler om at opløse alle faste normer, al traditionel kulturel identitet og historisk tilhørsforhold, ja selv kønsbestemmelsen. Det skal bare være op til individet selv at afgøre.

Men forvirringen over hvad danskhed er, og hvem der kan kalde sig dansker, handler mest om vores tab af fælles kristentro. I forbindelse med pinseunderet beskrives det, hvordan forskellige folkeslag med helt forskellige sprog pludselig forstår hinanden. Ikke i en eller anden konstrueret multikultur. De bliver ved at tale deres eget sprog, men gennem Ånden, Guds ånd, oplever de enhed i deres forskellighed.

Selvom middelalderen ikke kendte til moderne kommunikation og sociale medier, var Europa en meget stærkere enhed end i dag. Der var tale om én civilisation. Det var kristendommens værk. Og fordi der var en fælles tro, der stod over det nationale. 
Tidens største problem – også i mødet med islam – er, at der ikke noget, der står over det nationale.

Og det nationale er endda under kraftig opløsning på grund af globalisering og indvandring. Det er derfor, denne debat om danskhed overhovedet opstår – hvor vi krampagtigt, men forgæves prøver at udkrystallisere, hvad det vil sige at være dansk – eller helt opgiver begrebet.

Vores identitet, også som nation, må ligge i noget større end det nationale, nemlig i kristen tro, moral og værdier. Det vil gøre os meget mere sikre på, hvad det vil sige at være dansk.