Forfærdeligt at se sig selv i Guds lys

På bunden af sit livs nedtur fik Johannes Muhlig et møde med Gud, hvor han så sig selv med Guds øjne. Det fik store følger Johannes Muhlig fra Horsens er kendt af mange kristne i Danmark. Dels gennem forlagsvirksomheden Rhema Communikation og dels gennem menigheden Rhema Bibel Center.
Derudover har han været præst i Apostolsk Kirke i Silkeborg i otte år, ligesom han også oplyser, at han er manden, der lancerede organisationen Full Gospel Business Men i Danmark.
– Jeg har altid været med, hvor der skete noget. Tørre møder har aldrig sagt mig noget. Jeg har haft mange åndelige oplevelser, og for at sige det ligeud, så var jeg rimelig godt tilfreds med mig selv, forklarer han og tilføjer, at han dengang ikke forstod, når andre kristne talte om, at man skulle være „brudt“ for at Gud virkelig kunne bruge én.
I dag er det tre år siden, at Muhligs datter og svigersøn fusionerede Horsens Bibel Center (tidl. Rhema Bibel Center) med Pinsekirken i Horsens, det er to år siden, at Johannes Muhlig gik på efterløn, og det er et år siden, at Muhlig fik sit livs indtil nu mest betydningsfulde møde med Gud.
Altid dårlig samvittighed
– For 16 år siden stiftede jeg Rhema Bibel Center, som var et åndeligt hjem for 30-40 personer. Mange kom ind i fællesskabet, og mange forsvandt ud igen. En del mennesker blev hjulpet, men vi havde en stor gennemstrømning af mennesker, som var med i menigheden en periode, hvorefter de forsvandt igen, forklarer Johannes Muhlig.
– På et tidspunkt blev jeg involveret i det internationale, kristne mandearbejde „Christian Mens Network“ (CMN), hvilket medførte, at jeg ofte skulle på rejse rundt omkring i Europa. Det kunne mit helbred i længden ikke holde til. Jeg havde problemer med hjertet, jeg var overvægtig, og jeg havde gammelmandssukkersyge. I løbet af to år blev jeg indlagt 10 gange med hjerteproblemer.
Samtidig havde Johannes Muhlig konstant dårlig samvittighed, for når han var ude og holde møder i CMN-regi, havde han dårlig samvittighed over, at han ikke var hjemme og passe menigheden, og når han var hjemme i menigheden, havde han dårlig samvittighed over, at han ikke var ude at rejse.
Enden på dette blev, at han på et tidspunkt overlod ansvaret for menigheden til sin datter og svigersøn, som var vendt hjem fra Tyskland, hvor de havde været ungdomsledere i en sydtysk kirke.
På trods af at det nye lederpar ydede en god og ihærdig indsats, kunne man efter et par år konstatere, at menigheden var skrumpet ind til den halve størrelse, og derfor vurderede Muhligs datter og svigersøn, at det rigtige i den situation var at fusionere menigheden med Pinsekirken i Horsens.

– Jeg mente – og mener stadig – at det var en forkert beslutning, siger Johannes Muhlig.
– Min kone var medlem af bestyrelsen for menigheden og bakkede op om dette skridt, og det gjorde, at jeg følte, at mine nærmeste havde stukket en kniv i ryggen på mig. Jeg var både skuffet, såret og vred i tiden derefter.
Muhlig havde dog ikke nogen beføjelser til at stoppe sammensmeltningen af de to menigheder.
– Men jeg var alligevel forbavset over, at de ikke havde spurgt mig om min mening. Jeg havde trods alt været med til at stifte menigheden og var i nær familie med dem, fastslår han.
Menigheden blev dog aldrig formelt og juridisk nedlagt, men menighedens medlemmer gik ind i Pinsekirken, mens Johannes Muhlig overtog Rhemas juridiske rester, som han først definitivt begravede for fem måneder siden.
– De sårede følelser satte fjenden (djævelen, red.) turbo på, så jeg oplevede tingene som meget voldsommere, end de i virkeligheden var, erkender Muhlig.
– Jeg oplevede det næste halvandet år som et mørke, hvor jeg følte, at mine nærmeste ville jorde mig. Jeg var også vred på Pinsekirken, fordi jeg syntes, at de havde skubbet på beslutningen om at indstille aktiviteterne i Rhema Bibel Center.
Johannes Muhlig fandt dog ud af at leve videre med sit mørke, selv om han egentlig ønskede at dø.

– Jeg havde gennem tiden jævnligt hørt folk sige, at man skulle være brudt, for at Gud virkelig kunne bruge én, og det havde jeg aldrig forstået – jeg havde aldrig kunnet forholde mig til det. Og da det her skete, tænkte jeg: „Jeg har været en aktiv kristen i 30 år – skal jeg nu til at blive brudt?“.
– Men jeg skal love for, at jeg blev brudt. Jeg var så langt ude, at jeg følte, at jeg havde mistet alt: Mit åndelige liv, mit fysiske liv og mit ægteskab. Selvmord tænkte jeg ikke på, men jeg havde oprigtigt bedt Gud om at tage mit liv, og jeg havde i ramme alvor fortalt min kone, hvem der skulle forrette begravelsen – eller rettere: hvem der ikke skulle.
– Jeg var ikke i en depression, for jeg var bestemt ikke apatisk. Indvendig var jeg meget aktiv, for jeg var vred, så det mørke, som jeg levede i, var snarere en åndelig kamp, hvor jeg efterhånden vænnede mig til den konstante smerte, så jeg kunne leve med den, erindrer Muhlig.

– Vendepunktet kom tirsdag den 6. april 2004 mellem 20.30 og 21.00. Jeg var alene hjemme og sagde halvt henvendt til Gud og halvt til mig selv: „Hvorfor ser vi så få mirakler?“. Og så kom der pludselige et meget klart svar fra Gud i mine tanker: „Fordi så få mennesker forstår genoprettelsen“. Og jeg forstod med det samme, hvad det betød. Da Adam og Eva syndede i Edens have, mistede vi mennesker det, som Gud havde planlagt for os. Men når vi omvender os og kommer tilbage til Gud, så kommer vi tilbage til den oprindelige position, som mennesket havde før syndefaldet. Lignelsen om den fortabte søn er et godt billede på dette.
– Mens jeg sad og grundede over dette, så oplevede jeg med ét Guds nærvær meget kraftigt i stuen. Jeg havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende tidligere i mit liv, selv om jeg som nævnt har haft mange åndelige oplevelser. Det var så vidunderligt, at jeg tænkte: „Det her vil jeg have altid“.
– Oplevelsen af Guds nærvær tog til i intensitet – det blev kraftigere og kraftigere, og så skete det forfærdeligste, som nogensinde er sket i mit liv: Jeg så mig selv, som Gud ser mig.
Det var så ækelt, så rædselsfuldt. Jeg så noget, som jeg aldrig havde drømt om eller erkendt, eksisterede i mig. Det var så voldsomt, at jeg smed mig på mit ansigt på stuegulvet og råbte til Gud om nåde over mit liv. Og det var ikke bare noget, som jeg kunne få overstået på et par timer, og så var det bare i orden. Det var noget, som jeg måtte tage kraftigt fat på. Jeg så blandt andet, at jeg ville styre alting, og at jeg var overbevist om, at min mening var den rigtige – og det er jo Satans væsen. Jeg skal ikke styre andres liv. Jeg så splinten i min broders øje, men overså fuldstændig bjælken i mit eget øje.

Den aprilaften i 2004 satte gang i en lang proces i Johannes Muhlig, hvor han har taget kontakt til en del mennesker, som han enten har givet en undskyldning eller også blot har fået redet nogle tråde ud med. Datteren og svigersønnen og Johannes’ kone er naturligvis blandt de mennesker, som Muhlig har fået talt ud med:
– Der har været ting, som jeg har måttet lave fuldstændig om. Et banalt eksempel er, at jeg ikke kunne tåle, at min kone talte med sine veninder, fordi jeg var bange for, at de ville snakke om mig. Jeg kunne ikke tåle, at andre talte om mig. Sådan er det ikke mere. Folk må gerne vide alt om mig – også om mine ufuldkommenheder. Jeg er stadig ikke fuldkommen.
– Jeg har måttet tage kontakt til folk og bede om undskyldning for min væremåde. Jeg har fået genoprettet forholdet til min datter og svigersøn og til min kone. De havde ikke slået hånden af mig, men jeg havde følt, at der ikke var mere at bygge på der. Men jeg fik talt ud med dem, og i dag har vi det godt sammen. Det var heller aldrig min kone, som arbejdede på, at vores ægteskab skulle gå i stykker. Det var mig, som følte, at det var forbi.
– Jeg har målrettet måttet gøre op med dem, jeg har været gal på. Det var jo ikke dem, der var problemet. Det var Johannes. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis mener, at de har gjort det rette, men det er ikke længere mit problem. Det er ikke mit ansvar at tugte mennesker; det er Guds ansvar. Jeg har jo selv været en stud, og når jeg ser, at jeg er 10 gange værre selv, så har jeg ikke rigtig noget at sige til andre.

Efter sin skelsættende oplevelse ønsker Johannes Muhlig nu at dele sine oplevelser med andre, for han mener, at han gennem sine erfaringer har noget at byde på.
– Der er i mig kommet et ønske om at gøre noget for andre mennesker og om at dele denne åndelige erfaring med dem. Nu kan jeg søge Gud på en helt anden måde end før, for nu har jeg oplevet ham på en helt anden måde end tidligere.
– Jeg har derfor på mit hjerte at begynde at holde nogle møder her i Horsens, og pastor Henrik Holm fra frikirken Cornerstone i Randers har lovet at hjælpe mig med dette. Det er ikke målet at danne en ny menighed, men hvis det bliver naturligt at gøre det, vil jeg ikke på forhånd afvise, at det vil ske. Jeg er ikke blevet menighedsforskrækket, erklærer han.