– Gud råber ’Ohøj!’

s22_ohoejÅrets missionskonference på Luthersk Missions Højskole i Hillerød har fokus på mission og livet som kristen i hverdagen – og det foregår (næsten) til søs!

”OHØJ! Sådan lyder råbet fra Gud. Han ønsker at få din opmærksomhed, for han ved, at uden Jesus i båden kuldsejler du. Lader du derimod ham blive kaptajn, er du på vej til en sikker havn.”

Sådan lyder opfordringen til at deltage på ’Mission16’ i Hillerød, som foregår i weekenden d. 18.- 20. november. Temaet tager udgangspunkt i symbolikken med at sejle og være på havet.

– Kom ombord – han har beredt en kahyt til dig, står der på hjemmesiden. Og den kreative stil fortsætter med sessioner med maritime titler som ’Vi er alle i samme båd’, ’Kursen er lagt’, ’Mand over bord’, ’Min båd er så lille’ og som til sidst slutter af med ’Land i sigte’.

Jakob Rahbek, præst fra Agerskov Valgmenighed, Peter Techow, præst fra Bornholmerkirken samt Ulrich Buch, som er musiklærer på LMH, er hovedtalerne, som skal formidle budskabet til de 3-500 forventede deltagere.

Livet som kristen

Derudover vil der være seminarer, som – ud over det grundlæggende tema om mission – også vil behandle generelle emner som nådegaver, gadeevangelisation, trosforsvar, sociale medier, homoseksualitet, frelsesvished m.m.

For dem, som gerne vil have ekstra undervisning, er der mulighed for fredag eftermiddag at høre Cassells Morrell fortælle om glæde og vækst i det kristne lederskab. Han vil komme ind på, hvordan man kan holde fast i glæden, når man er leder.

Morrell har i mange år været ansat i IFES Europe og har ofte besøgt KFS i Danmark. Nu er han præst syd for Dublin i Irland – men er stadig med til at inspirere ledere i det kristne studenter- og ungdomsarbejde.