Julesang med Newsong er mest deprimerende

I 2001 indspillede det kristne band Newsong, hvor blandt andet „Å-festival sangeren“ Michael O’Brien synger med, sangen Christmas Shoes. Selvsamme sang er nu i 2005 kåret som den tristeste sang af den britiske avis The Guardian.Selvom det lyder trist, at „Christmas Shoes“ er den mest deprimerende sang, er historien bag den tvivlsomme ære sådan set underholdende nok.
For Newsong står side om side med store navne som Evanescence (24. plads for My Immortal), „The Boss“ Bruce Springsteen (22. plads for The River), Celine Dion (20. plads for All by myself), Pink Floyd (14. plads for Comfortably Numb) og Metallica (11. plads for One). Uden nogen sammenligning i øvrigt.
Så når det endelig skal være, kan det vel ikke være så dårligt endda.

For sukkersød
Det er forfatteren Tom Reynolds, som har stået for den noget alternative liste. Og han er selv noget af en ekspert i deprimerende titler: Han udgiver til efteråret bogen I hate myself and want to die.
Om baggrunden for den særprægede kåring af Christmas Shoes siger Tom Reynolds:
– The Christmas Shoes er selvgod, sukkersød og deprimerende. Fordi det er en julesang, og vi derfor skal høre den år efter år, får den min stemme som den mest deprimerende sang nogensinde. Download den på eget ansvar!