Bofællesskab i stor villa

En gammel velhavervilla tæt på Rungsted havn er blevet rammen om et kristent bofællesskab.

Den store velhavervilla Bel Colle i Rungsted er blevet rammen om et kristent bofællesskab, som Hanne og Carl Anker Mortensen er ledere af.

Det er en del af frikirken Faderhusets medlemmer, der har slået sig ned i „Bel Colle“, som den store gamle villa hedder.
Faderhuset begyndte ellers på Nørrebro i 1990 med Ruth og Knut Evensen som ledere. I år 2000 bød man på Ungdomshuset på Jagtvej og fik det. Det var imidlertid besat af autonome, så man kunne ikke få lov at bruge det. En retssag skal først afsluttes, før menigheden evt. kan slå sig ned her.
I mellemtiden har menigheden rykket teltpælene op og er flyttet ind i lejede lokaler i Rødovre, hvor friskolen Samuelskolen, som Knut med flere havde startet i 1994, også har til huse.
Men allerede for fem år siden flyttede en del af menigheden i bofællesskab i Villa Patris på Skelvej i Hellerup. Her har kirken fortsat sit hovedkvarter.
En del af menighedens medlemmer bor fortsat i deres egne huse, men fællesskabet mellem medlemmerne er så tæt, at mange allerede har andre boende, og da muligheden for at købe den gamle villa i Rungsted for godt et års tid siden viste sig, slog man til.

– Villaen var meget forfalden, da vi overtog den, fortæller Carl Anker Mortensen, som sammen med Hanne (billedet) er de daglige ledere i villaen. Der bor ca. 30 i huset, og der er rift om at få en plads herude i de skønne omgivelser, men beboerne hjælper også til med at restaurere det store hus.
– Vi har brugt megen energi på at restaurere, og der er fortsat en del tilbage, siger Carl Anker, mens vi sidder i den flotte gamle stue og kigger ud over Øresund.
Villa Bel Colle blev opført af Waldemar Glückstadt, som var italiensk konsul. Da Landmandsbanken i forrige århundrede gik konkurs, røg Glückstadt med i faldet, og villaen blev overtaget af forskellige ejere. Senere blev det anvendt også til rekreationshjem, men til sidst var det ejet af en finansmand, som imidlertid gik konkurs.
Nu var villaen så forfalden, at Faderhuset kunne overtage Bel Colle på rimelige vilkår, selv om ejendommen var vurderet til 12 millioner.

– Hvordan er det at bo i et fællesskab?
– Det er både anstrengende og en kæmpe velsignelse!, svarer Carl Anker.
– Fordelen er, at man får mulighed for at være sammen i hverdagen og ikke kun i kirketiden. Men det bliver sværere at leve „i mørket“.
– Er det en betingelse, at man bor i bofællesskab, hvis man er med i Faderhuset?
– Nej, der er mange af vores ca. 120 medlemmer (inklusive børn), som bor i deres egne huse og lejligheder. Men der er forholdsvis mange, der foretrækker at bo sammen.
– Giver man helt afkald på sin personlige frihed, når man flytter ind?
– Nej, man har da fortsat sit eget, og man bestemmer selv over sin indtægt. Vi betaler et bestemt beløb for at bo her, og mange giver også meget til kirken. Men der er ingen tvang, alt er på frivillighedens basis.
– Men man kan vel ikke opføre sig, som man vil?
– Det hører jo ligesom med i et fællesskab, at man tager hensyn til hinanden. Når man er med i vores menighed, indgår man i et nært fællesskab, hvor man også ønsker, at lederne bedømmer og taler ind i ens liv, hvis der er noget, der trænger til at blive ryddet op i.

Faderhuset ledes nu af pastor Simon Peter Evensen, der er søn af Ruth og Knut, som stiftede menigheden og var de første ledere.
De har nu trukket sig lidt tilbage for at koncentrere sig om andre opgaver. F.eks. var Ruth, mens vi lavede interviewet, i Israel, hvor man har lejet et hus, som en stor del af menigheden har tilbragt kortere eller længere tid i, og hvor de også er involveret i tv-arbejde. Knut er også med i lederskabet, men tager sig mere af opgaverne omkring skolen.
– Faderhuset forbindes af nogle med en aggressiv stil på grund af konfrontationerne på Nørrebro.
– Vi ønskede ikke selv balladen om Ungdomshuset, men vi havde jo købt huset, og en afgørelse vil snart endegyldigt stadfæste, at det er vores, fortæller Simon Peter Evensen.
– Bagefter mistede I tilskuddet til friskolen…?
– Ja, og det var en stor urimelighed. Bagefter måtte de give os tilskuddet tilbage. Der var ingen sag. Men det var meget ubehageligt at blive hængt ud på den måde, og ministeriet skrev endda direkte ud til forældrene uden om skolens bestyrelse, at skolen havde mistet sit tilskud.
Men forældrene stolede på os og bakkede os op, så vi mistede kun én forælder på hele sagen.

– Har menigheden ændret sig lidt med den nye leder?
– Nej, det har ikke noget med lederen at gøre, svarer Simon Peter Evensen selv.
– Vi står fortsat for en åndelig radikal forkyndelse, hvor vi tager afstand fra lunkenhed og frafald. Vi har selv et ønske om at blive renset og opbygget. Indtil for et par år siden havde vi en kollektiv fastetid, hvor mange bl.a. frivilligt valgte at afstå fra at se tv i en periode for helt at kunne koncentrere sig om det åndelige. I de seneste par år har forkyndelsen handlet mere om at opdage mere af Faderens kærlighed og vores egen identitet i Ham. Vi ønsker at bygge mennesker op. Mange har allerede lært om discipelskab og er blevet genoprettet, og vi er nu begyndt at sende folk ud i opgaver, som Gud leder os til. F.eks. har vores gadepræst, Kristina, lige været i Indien med et team, hvor de oplevede mange mirakler og undere, fortæller Simon Peter Evensen, som er gift med Jane, der også er meget involveret i menigheden.
Carl Anker tilføjer:
– Simon Peters gave er at være hyrde, mens pastor Ruth har mere af den apostolske gave. Hun er fortsat rådgiver. Vi synes, de supplerer hinanden godt.
Henri Nissen