Poul Dissing: Min mor sang Grundtvigs salmer
Men det opdagede Poul Dissing først mange år senere, da han blev han spurgt om at synge noget af Grundtvig.De er ved at holde lydprøve i kirken, da Udfordringens udsendte kommer for at få et interview med Poul Dissing inden koncerten.
Troubaduren Poul Dissing synger Grundtvigsange og salmer. Han optræder i forskellige kirker sammen med organisten Iver Kleive fra Oslo Domkirke og den kendte norske bluesguitarist Knut Reiersrud.
Vi går udenfor med Poul Dissing for at få ørenlyd og trække lidt frisk luft. Solen kikker frem her til aften, og vi taler om det skiftende danske sommervejr. Så anderledes end Australien, hvor hans bror bor. Vi sætter os på en næsten tør bænk ved springvandet.
– Har der altid været musik i dit liv, Poul Dissing?
– Ja, så lang tid jeg kan huske tilbage. Der blev sunget meget hjemme, når der kom nogen, husker Dissing.
– Min mor sang meget. Hun kunne flere salmer udenad. Og det er meget interessant, for de sange, min mor kunne lide at synge, var netop af Grundtvig.
Og så sang hun også skillingsviser, som f.eks. Giv mig en hest, mor! Den var min første sang på plade.
Min far sang også. Det var i Skytteforeningens kor, hvor han sang tenor.
Og så kom gramofonen jo. Jeg var 10 år. Jeg husker, jeg var vild med en sang, og jeg øvede mig i at optræde.
Da jeg var 14, spillede jeg sammen med nogle drenge. Jeg spillede kornet, men senere blev det guitaren, der tog over.
– Var det musik alt sammen, eller fik du en uddannelse?
– Ja, jeg kom ud af skolen efter 7. kl. Jeg kom så i lære i en farvehandel. Jeg kunne sige: Hvad skulle det være?
Indtil de opdagede, at jeg var farveblind, det var jo ikke så godt…
Bagefter ja, alle mine kammerater i Farum ville være automekanikere, så jeg kom i mekanikerlære. En dag kom en mand i en rød sportsvogn med en flot dame siddende og to langhårede gravhunde. Ham blev jeg gode venner med – nok fordi jeg var så god til at vaske hans bil. Han var reklametegner
Jeg har altid været glad for at tegne, og så kom jeg ind på Kunstakademiet, hvor jeg gik i 4 år.
af grønlænderne
– Men musikken…?
– Ja, musikken var der hele tiden. Mange år sang jeg andres sange. Men så var jeg på Grønland.
Jeg fandt sammen med nogle grønlændere, og vi sad der og snakkede. Så stak de mig en guitar og bad mig spille en melodi. Og det udviklede sig til rundesang. De sang, det der faldt dem ind. Ligesom vi sidder her ved springvandet, så sang de: Se springvandet, hør hvor det plasker
Og så blev det min tur Og så kunne jeg bare ikke!
Jeg skiftede til en anden melodi og sang en andens tekst. – Men næste dag gik jeg hjem og skrev min første sangtekst.
– Hvordan kom du så til at synge Grundtvig?
– Jeg havde lige været ude med Benny Andersen, og kaffen havde været klar hver aften. Og nu sad jeg og nød en kop te, da telefonen ringede. Det var Iver Kleive og Knut Reiersrud. De optrådte i Skt. Knuds Kirke i Odense og inviterede mig til at komme over og synge I al sin glans... – Og så opdagede jeg, hvad der egentlig stod i de linier
-Hvordan har du det med at synge Grundtvig?
– Ja, han har jo altid været der. Vi sang også morgensang i skolen, men der tænkte vi nok ikke så meget over teksten. Det gør jeg nu, og de giver mening.
Jeg har ikke gået så meget i kirke ellers, men nu kommer vi rundt og synger i en masse kirker, og det er religiøst og højtideligt i de smukke rum. Og jeg synger nogle tekster, jeg kan stå inde for.
Har du en yndlingssalme af Grundtvig?
– Jeg har ikke besluttet mig. Måske min mors yndlingssalme: Kirkeklokke! Mellem ædle malme.
Det er en dejlig melodi og en fantastisk smuk tekst.
En time senere er der koncert. Orgelet begynder stille, og så fanger vi melodien til Kirken den er et gammelt hus – den elektriske guitar falder ind. Vi nyder de kendte toner, men pludselig er der fuld lydstyrke, og øregangene udfordres næsten som jeg husker Poul Dissings hæse stemme fra mine unge dage, bare meget højere og Dissing er slet ikke på scenen endnu
De to nordmænd kan noget med deres instrumenter! Senere får vi et par af deres egne spændende kompositioner.
Så kommer Poul Dissing ind på scenen. Med sin karakteristiske sorte hat, lysebrun ruskindsjakke og et langt bleggrønt halstørklæde på. Han synger Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme – den skinner på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme! Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme!Stemmen er stadig karakteristisk, men knap så særpræget. Er det ham, der har forandret sig, eller os?
Thi takke vi Gud, vor fader god, som lærken i morgenrøde, – for dagen, han os oprinde lod, for livet, han gav af døde.
Den signede dag i Jesu navn os alle vort liv forsøde!
