Er du kristen?

Mange gode folk har fået ørerne i maskinen. De kritiserer menigheder for mangelfuld og ubibelsk undervisning, som fører til lunkenhed. Ud fra mange samtaler på gaden er jeg enig i denne kritik. Antallet af uoverbeviste, men bekendende kristne kirkegængere er overvældende. Lad os for nemheds skyld opdele dem i to grupper.

Den ene kategori tror hverken på jomfrufødsel eller at nogen kunne gå på vandet. Til gengæld er man ikke afvisende overfor reinkarnation og har en videnskabelig vinkel på jordens tilblivelse. Kristendommen betragtes som et smukt moralsk koncept, som lærer os at være gode ved hinanden. Størstedelen af denne gruppe tror ikke Gud kan være så ond, at han har skabt et Helvede.

Den anden har en mental accept af Guds levende ord som livsmanual. Den læses ofte, men bliver sjældent taget for pålydende eller anvendt i praksis. ”Men så kan det jo næsten være lige meget,” indvender jeg. ”Som buddhist praktiserer man Buddhas regler og bud. Ellers er man vel ikke buddhist?”

Jeg fortæller ivrigt om gademissionens betydning for mange mennesker, men ingen bider på. Kirketraditioner er svære at gå op imod. I begge kategorier anser man sig selv som oprigtigt troende og giver udtryk for vigtigheden af fællesskabet i menigheden. ”Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os”, spørger Gud.

Hvorfor er man så tilbageholdende? Er forklaringen en forkyndelse, som blander Gud sammen med verdens visdom. Men hvordan kan en ny skabning bruge en falden verdens tankesæt og metoder? Hvis Guds folk tager sit udgangspunkt i individuelle behov og selvrealisering har det bevæget sig langt væk fra evangeliet og mistet momentum.

Vores kald til at være små Jesus’er har aldrig været et tag-selv-bord eller en behovsbaseret helvedesforsikring. Vi er Kristi legeme, som med en indre brand lægger liv og ambitioner ned. Nu er det vores tur til at vandre med Helligånd og kraft, færdes overalt og gøre vel og helbrede alle, der er under Djævelens herredømme; for Gud er med os!