Julemandskrisen
Der findes ikke nogen julemand,
forklarede jeg min datter..Så var vi igen nået så vidt: 1. december.Blot havde jeg i år glemt at komme slik i børnenes nyvaskede strømper. Det ville ikke have været noget problem at nå det tidligt næste morgen, hvis det ikke var, fordi min seksårige Stefanie forventningsfuldt var kravlet op i sengen til mig og havde hvisket: Julemanden har ikke været der endnu.
Skynd dig at falde i søvn, hviskede jeg tilbage. Han kommer først, når børnene sover. Mens hun fredeligt slumrede ind, spekulerede jeg over, hvordan jeg ubemærket kunne få de knitrende kræmmerhuse med slik ud fra skabet i soveværelset og placeret i strømperne nede i stuen, inden hun vågnede næste morgen.
Henimod klokken seks vovede jeg forsøget. Fra sengen kunne jeg høre Stefanies regelmæssige vejrtrækning. I mørket fiskede jeg to af de raslende kræmmerhuse ud fra skabet og sneg mig ned i stuen. Jeg kunne til min skræk allerede høre Stefanies stemme oppe i soveværelset: Julemanden er dernede! Jeg stoppede i en fart kræmmerhusene ned i strømperne, og snart efter lød der hurtige skridt af børnefødder på trappen. Jeg nåede det lige med nød og næppe!
Men pludselig forsvandt smilet fra Stefanies ansigt. Hun stirrede på slikposerne. I hånden holdt hun lige netop de slikposer, som vi sammen havde købt dagen i forvejen til hendes små kusiner. I mørket havde jeg snuppet de forkerte kræmmerhuse! Jeg kunne næsten høre, at tiøren faldt for hende.
Efter et par tilsyneladende endeløse sekunder vendte hun sig om, kiggede på mig og sagde: Dem her købte vi i går. Det var ikke julemanden, det var dig, der lagde dem i. – Julemanden kommer slet ikke til mig. Han kommer kun til de andre børn.
Tårerne løb allerede ned ad kinderne på hende. Nej, nej, min skat, han kommer heller ikke til de andre børn, lød mit hjælpeløse forsøg på at trøste. Hvorfor gør han ikke det? Store spørgende øjne. Findes julemanden slet ikke? På dette tidspunkt havde jeg for mig selv truffet følgende beslutning: Nu kan det være nok, nu skal vores datter kende sandheden!
Og så sad vi der i sengen – kort efter klokken seks om morgenen – og diskuterede. Min mand – vågen, men tavs – hørte på. Der findes ikke nogen julemand, forklarede jeg. Det næste spørgsmål var allerede på vej: Og hva så med påskeharen? Findes den heller ikke? Nej, den findes heller ikke. Og nisserne? Nej, lød mit svar.
Det var nu blevet umuligt at tænke på at sove videre. Stefanie var lysvågen – skuffet og ked af det. Findes der heller ikke elefanter? – Eller sommerfugle? spurgte hun alvorligt. Jeg kan ikke lide julen mere, det er bare noget pjat, der ikke passer.
Jeg blev forskrækket. Hvordan skulle jeg få alting på det rene igen? Stille bad jeg Gud om et frelsende indfald – og om at skåne vores datters sjælefred!
Så lo jeg, omfavnede hende og sagde: Jo, der findes elefanter og sommerfugle og også Gud og Jesus. Skal jeg fortælle dig, hvorfor vi fejrer jul?
Så fulgte en snak om sandhed og om at tro. Det lyder dejligt, sagde Stefanie til sidst. Og åh, hvor var jeg glad!
Hvilke juleskikke er til gavn for vores børn, og hvilke skader dem? Stefanie var under sin julemandskrise tæt på at miste tilliden til sine forældre.
Senere fortalte vores voksne søn os, at også han havde været skuffet og rasende, da han fandt ud af, at der ikke fandtes nogen julemand. Han kunne stadig så mange år efter godt huske denne afmægtige følelse af skuffelse.
Set i bakspejlet ville jeg nok hellere have sparet mine børn for det og aldrig sagt: Det er fra julemanden.
Netta Kadach er gift og har fire børn. Hun er engageret i børne- og kvindearbejde.
