Velkommen til fremtiden

Vi har netop taget fat på et nyt år. Fremtiden er begyndt. Mange ser med frygt og bæven på fremtiden. Terror, naturkatastrofer, moralsk forfald, dårlig behandling af mennesker: hjemløse, fattige børnefamilier med eneforsørger, udvisningssager af velintegrerede nydanskere, kristne nydanskere, der udvises til en usikker fremtid, der kan føre til døden. Ja, velkommen til fremtiden.Der er god grund til at se sort på fremtiden. Det går jo ad helvede til i ordets bogstaveligste forstand. Og Bibelen har lovet os, at i de sidste tider vil det gå sådan.

Men skal vi bare finde os i udviklingen? Skal vi bare være afventende, vente på Jesu genkomst? Eller skal vi ikke leve livet fuldt ud, så længe det er dag. Luther sagde: Hvis jeg vidste, at verden ville gå under i morgen, så ville jeg plante et træ i dag. Er tiden ikke inde til at sige: Nu vender vi udviklingen? Nu går vi mod strømmen!

Da Poul Schlütter blev statsminister sagde han: Nu vender vi udviklingen. Fra nu af går det fremad. Han skabte optimisme – og den økonomiske udvikling blev vendt.

Lad os sige det samme: Nu vender vi udviklingen. Nu går vi mod strømmen. Nu gør vi op med pornoficeringen. Nu fortæller vi sandheden om abort. Nu går vi mod regeringens helt åbenlyse urimelige udlændingepolitik. Nu fortæller vi de positive integrationshistorier, og dem er der mange af. Massoud er blevet et kendt ansigt i medierne og et eksempel på god integration, men det vrimler med mennesker som Massoud. Nu vil vi gøre noget for de fattigste og de hjemløse, ikke kun til jul. Og når jeg siger vi, mener jeg kristenfolket, ikke bare Frelsens Hær, men kirkerne, dig og mig. Nu må vi vise, at vi er lys og salt i en mørk verden i forrådnelse. Nu må vi gå mod udviklingen.
Nu sætter vi gang i den nødvendige folkelige og åndelige vækkelse i Danmark.

Ora et labora! Bed og arbejd!