Ugens højdepunkt – søndagen

Søndagen startede med motionscykel og Bibelens perle – Efeserbrevet – på cykelstyret. Et særligt ord blev levende. Dagen forinden var jeg vågnet med salmeverset: ”Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde, og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde”.

Grundtvig, der skrev denne salme, havde en bipolar lidelse og kæmpede ind imellem med melankoli. Glæden ved at leve til Guds velbehag overstiger klart livets humørsvingninger, sorger og modvind, hvorfor han elegant afslutter med ordene: ”om end vi måtte græde”.

I dag skulle jeg hverken prædike eller lede gudstjenesten. I bønnemødet før gudstjenesten søgte jeg ind i Guds nærvær med bønnen: ”Har du en hilsen, jeg skal bringe, så er jeg her”. Helligånden kom først med ét billede og en forklaring hertil. Lidt senere kom der et nyt billede og en forklaring hertil.

Gudstjenesten var fyldt med dejlig lovsang og forkyndelse, og afslutningsvis delte jeg disse billeder og forklaringer, som Biblen kalder kundskabsord. Mange responderede med løftede hænder. De oplevede Guds tale ind i deres livssituation. Vi bad sammen.

Til kirkekaffen talte jeg med flere, som var nye i vores kirkesammenhæng. Det summede af liv, eksistentielle spørgsmål og ønsker om at få uddybet Helligåndens virke. Min bog ”Kære Hr. tyv” blev uddelt til højre og venstre.

Om eftermiddagen så Susanne og jeg en tv-gudstjeneste fra Brabrand Kirke. Så smuk og fin forkyndelse samt salmer med stærk lyrik og nutidigt sprog skrevet af moderne salmedigtere.
Om aftenen var vi fem fra Svendborg, der kørte til gudstjeneste i Rudkøbing Pinsekirke. Det blev en særlig aften, hvor man kunne fortælle, hvad Gud gjorde i ens liv. Stærkt at høre ikke blot to, men seksten fortællinger fra mennesker i vidt forskellige situationer. En var blevet helbredt for en tarmsygdom. Lægerne skulle operere, men mod deres forventning var der ikke noget sygt væv at finde.

En anden fortalte om, hvordan Gud havde hjulpet hende med at tilgive. Det var tydeligt, at hun havde været igennem mange kriser. En tredje fortalte om et syn ind i himlen; det var helt særligt. En fjerde var for to uger siden under gudstjenesten blevet lam i den ene side, hun kunne ikke huske noget. Der var blevet bedt og ringet 112. Med 170 km i timen gik det mod Odense. Kvinden var vågnet op i ambulancen, og symptomerne på blodproppen var væk. Sådan blev aftenen ved med livshistorier og lovsang. En stærkt berørt kvinde kom frem og takkede for, at hun kunne få lov at være med. Der var så meget nyt og vidunderligt her på dette sted, syntes hun.

Til sidst fik Susanne en tungetale, og en anden fik en tolkning af tungetalen – Gud virkede og talte til os alle.

Tænk hvad vi fik lov at opleve bare på én søndag.