Fri abort er en hedensk skik med konsekvenser

Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg er modstander af loven om ”fri abort”.

Det er jeg både af kristen overbevisning og humanistisk begrundet, selvom jeg i øvrigt anser kristendom og humanisme som uforenelige og konfliktfyldte modsætninger (men det er en anden sag).

Jeg vil formulere mig meget skarpt, da jeg ikke har til opgave at få kristen og hedensk opfattelse til at mødes eller forenes.

Jeg skal alene som kristen fortælle, hvordan jeg som kristen ser på forslaget om abortus provocatus. Derfor vil jeg under indlægget henvise til Bibelens ord og vidnesbyrd.

At være en kristen er ganske enkelt at være genfødt og være kommet ind i ”den omvendte verden”, hvor alting faktisk står på hovedet. Derfor er det ikke sikkert, at alle mine udsagn kan stå for logisk tænkning.

Det er jeg også ligeglad med, for i konsekvens af at være en kristen har jeg en bestemt holdning til livet og døden. Det skriver apostlen Paulus meget om i sine breve.

Mit syn på abortus provocatus vil jeg så vidt muligt begrunde med henvisning til de bibelske skrifter, og det holder jeg fast ved under hele foredraget.

Kun symptombehandling

Ofte er jeg blevet angrebet for, at jeg ikke forstår, at mange kvinder er i en ulykkelig situation, når de søger abort: uddannelse må afbrydes, faderen er løbet sin vej, der er dårlige boligforhold, hun har i forvejen flere/for mange børn, faderen presser hende, og der er også de eugeniske og medicinske indikationer for abort.

Nuvel! Jeg kender alle argumenterne. Alligevel ser jeg ikke nogen konflikt mellem mit kristne syn og det professionelle syn som socialrådgiver. Bl.a. fordi en abort kun er symptombehandling. Kausal behandling er det i alle tilfælde ikke. Nærmest skinbehandling.

Man siger, at det er socialt umoralsk at hindre en kvinde i hendes ”ret til selv at bestemme over egen krop”. Men hvordan er det så med den allersvageste part? Den med det største behov for social indsats – nemlig det kommende barn.

Det er noget sludder at påstå, at mange sociale problemer i samfundet vil kunne løses gennem provokeret abort. De mest rabiate socialmedicinere og socialarbejdere vil nok tilslutte sig mit angreb på velfærdssamfundets sociale lapperier omkring nødstedte kvinder, men alligevel er vi fuldstændig uenige i abortspørgsmålet.

Retten til at bestemme

Som sagt fremføres det ofte, at kvinden skal have ret til at bestemme over sit eget legeme. Denne ret skal jeg ikke fratage hende. Hun kan jo bestemme, hvem hun vil stå i forhold til, have samleje med, hvilken antikonception hun vil bruge osv.

Det er jo ikke det samme som at have ret over det ufødte barn, men hendes ret er også retten til at tage ansvar for sine egne handlinger.

Der er nok også grund til at tvivle på menneskets ret til at bestemme over eget legeme, for hvordan er det med selvmordsforebyggelse eller tvangsbehandling af psykisk syge?

Salme 119, vers 13-16 fortæller tydeligt, at et foster er et guddommeligt resultat, som vi ikke har ret til at ændre på. Guds retsorden gælder for alle – uanset om man er troende eller ej. På samme måde gælder tyngdeloven for alle, selvom man ikke anerkender denne lov. Det kan være farligt at afprøve tyngdeloven.

Det fremføres ofte, at et uønsket svangerskab kan medføre depression og suicidium – men en svensk undersøgelse for flere år siden viser, at der gennemsnitlig er èt selvmord for hver 100.000 gravide. Det svarer til mindre end èt tilfælde i Danmark pr. år. Kan det retfærdiggøre 15.000 fosterdrab årligt? Jeg spørger bare!

1.Mosebog fortæller, at Gud har indblæst livets ånde i os. Ved konceptionen begynder en udvikling af mennesket, men hvornår er livets ånde en virkelighed? Det sker vel ikke på et eller andet senere tidspunkt.

Måske kan det lægeligt/medicinsk begrundes, at grænsen mellem foster og barn er 12. eller 16. svangerskabsuge. Ville det ikke være mere logisk at bruge fødselstidspunktet som skel? Det vil ingen være med til, men der jo ingen skarp grænse mellem foster og en for tidlig fødsel.

Hedensk skik

Ud fra min kristne tankegang begynder mennesket sin evighedsbestemte tilværelse ved konceptionen, og derfor er det rigtigt, når læge Ernst Jacobsen, Holbæk kalder ab.pro. for ”mord på bestilling”.

Der er ikke tale om selvmord eller mord på en del af kvindens krop/organisme; men om mord – mord på bestilling. Fosterets død er jo abortens resultat.

Forslaget om ”fri abort” er brud på Guds retsorden, og dette brud hører hjemme i et hedensk samfund.

I den ældste eller ældre romerret var provokeret abort tilladt som en slags familieplanlægning. Det var konsekvens af det hedenske syn, der betragtede fosteret som en del af kvindens organisme. Det er det samme biologiske syn, der køres frem som argument for genindførelsen af denne hedenske abortret.

En græsk historiker skrev i det første århundrede efter Kr.: ”Denne skik, at begrænse familiens størrelse, er hovedgrunden til den sociale og politiske tilbagegang i min tids Grækenland”. Lad os være på vagt for, at det samme ikke kommer til at ske i Danmark.

Med kristendommens udbredelse ændrede det hedenske syn sig, og Danske Lov af 1683 samt straffeloven fra midt i 1800-talet gjorde svangerskabsafbrydelse strafbar.

1937 kom den første lempelse, der opremsede nogle indikationer for abortindgreb. Det var en af årsagerne til oprettelse af Mødrehjælpen i 1939, hvis opgave først og fremmest var at hjælpe kvinden til at gennemføre svangerskabet med den hjælp, man kunne yde hende.

Det lyder meget besnærende, når det bliver sagt, at ”det under nogle omstændigheder er bedre at blive en abort end at blive født”. Dette syn er i virkelighed en konsekvens at, at Gud er afskaffet (Friedrich Nietzsche).

Kong Salomon skildrer i Prædikerens Bog en verden uden guddommeligt indhold – Prædikerens Bog kapitel 6, og det fører til meningsløshed (Præd.2.17-23).

At abort kan være bedre end fødsel, er en hedensk og ugudelig tanke. I øvrigt er ønsket om abort ofte rationelt og materialistisk begrundet (dårlig økonomi, dårlige boligforhold og uddannelsesproblemer osv.) – der er overordentligt sjældent tale om en åndelig vurdering.

Bekvemmelighedens alter

I Danmark er det ulovligt at foretage mord på bestilling (herunder medlidenhedsdrab), men nu er det lovligt at ofre det ufødte barns rettigheder på bekvemmelighedens alter – altså af hensyn til moderens, faderens eller samfundets tarv. Men ve de kvinder, der venter med barnemordet til efter fødslen, for så er straffen op til 4 års fængsel. Det er vist nok det, der kaldes logik!!

Hvordan harmonerer abortloven med FN’s erklæring af 1959 om barnets ret, artikel 4: ”Barnet skal have ret til vokse op og udvikle sig under sunde forhold. Med dette for øje skal der gives både barnet og dets moder særlig omsorg og beskyttelse, herunder hensigtsmæssig pleje både før og efter fødslen”.

I Guds husholdning har alle mennesker værdi – både store og små, rige og fattige. I Jeremias’ Bog, kap.1.5 står der ”Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;..”

Derfor må jeg som kristen socialrådgiver fastholde menneskets ukrænkelighed i overensstemmelse med Guds retsorden. Mennesket (og fosteret) er skabt af Gud i Hans billede.

Hvis der hersker tvivl om fostrets menneskeværd, bør denne tvivl komme den svage part til gode.
Mange steder i GT møder vi den opfattelse, at undfangelsen er en guddommelig akt – se fx Salme 22.11 ”Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst”. Derfor en provokeret abort et voldsomt angreb på Gud Herren.

I Det Gamle Testamente synes der ikke at være forskel på fostertilstand og liv, og i Den Nye Pagt er mennesket ikke et mere eller mindre tilfældigt led i historiens gang. Mennesket er sat ind i en evig sammenhæng. Gud har ikke alene givet os livet, men sandelig også evigheden.

Det er også interessant at konstatere, at loven om børns retsstilling §§ 1 og 2 og § 19., stk.1. tager udgangspunkt i undfangelsen.

I samme udstrækning, som vi verdsliggøres, forskydes vort syn fra det naturlige til det unaturlige, og så kan vi bekvemt gøre, hvad Gud ikke vil.

Professor Ingerslev skriver i en lærebog for medicinske studerende og praktiserende læger (1969): ”Årsagen til de inducerede aborters hastige tiltagen er dybest set en forskydning i moralbegrebet, idet moral defineres som skik og brug. Betydelige dele af den danske befolkning synes ret ubevidst og derfor sikkert uden dyberegående overvejelser at have ændret synspunkt med hensyn til fostrets retsstilling i forhold til moderen, familiens og samfundets tarv”.

Derfor bliver lovforslaget om fri abort vedtaget af Folketinget og stadfæstet af Hendes Majestæt Dronningen.

Det er ikke for at være bagstræberisk, men det er evident, at enhver ændring i de bestående forhold er led i en dramatisk udvikling. Jeg mener, at konsekvensen af den frie abort må blive en lempeligere vurdering af barnemord og menneskets ret til at begå selvmord.

Lad dette være et opråb til kamp mod den frie abort og for den svage part: Fosteret og det kommende barn!