Stadig håb for de glade amatører
Amatør er ikke et skældsord inden for videnskaben. Eller det burde i det mindste ikke være det, for mange vigtige opdagelser i nyere tid er gjort af dem…
Normalt synes vi, at kun de højtuddannede og professionelle er værd at lægge mærke til, når det kommer til opdagelser inden for deres områder.
Hvis en amatør fremsætter et synspunkt – eller ligefrem en opdagelse – bliver det som regel mødt med skepsis.
På tidspunkter som dette kan man tænke tilbage på juli 1997, hvor en amatør-astronom fra Australien bekendtgjorde opdagelsen af en ny komet. Til denne dato er 71 kometer opdaget af amatører alene i det tyvende århundrede!
Vidste du i øvrigt, at nogle af verdens største arkæologiske opdagelser er blevet gjort af amatører? Da Heinrich Schliemann fortalte, at han havde opdaget den forsvundne by Troja, blev han afvist i årevis.
Så var der John Lloyd Stephens, der gjorde fantastiske opdagelser blandt maya-kulturens ruiner i Centralamerika. Også han var amatør.
Og det var amatøren Champollion, der for alvor fik fart på egyptologien.
Man kan sige, at vores viden er blevet mere udvidet af bedrifter udført af folk som Heinrich Schliemann og Thor Heyerdahl end gennem de autoriserede lærde.
Videnskabens ry fremmes ikke ved at latterliggøre amatørerne. De, der gør det, er i virkeligheden videnskabens fjender. De bliver måske opregnet på listen over, hvem der er hvem, men de ved ikke, hvad der er hvad.
Både Schliemann, der opdagede Troja, og Carter, der fandt Tut-ankh-amons grav, blev kritiseret af akademikerne på deres tid.
Det er imidlertid værd at bemærke, at mens verden i dag husker navnene på de to mænd, Schliemann og Carter, er der ingen, der kan huske navnet på deres kritikere…
Det kan man så tænke over.
