Samme hammel?

„Træk ikke på samme hammel som de vantro. For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?“Sådan spørger Paulus korrinterne. (2 Kor 6,14)
Måske er de ord værd at overveje i denne tid, hvor nogle kristne mener, de skal støtte de politikere, der er mest imod muslimerne, mens andre kristne mener, vi skal støtte muslimerne imod de ugudelige politikere.
Lige nu trækker vi kristne ikke på samme hammel. Vi trækker i hver sin retning. Tilmed trækker vi sammen med politiske og religiøse folk, som har helt andre motiver end os. Og som slet ikke forstår de åndelige realiteter.
Så er det, at lys og mørke blandes sammen, og vi bliver medansvarlige for noget, som vi egentlig ikke går ind for.

Hvordan går det til, at vi ser så forskelligt på tingene? Jeg tror, det skyldes FRYGT. Når vi bliver bange, overreagerer vi nemt.
De, der frygter at islam er kristendommens fjende nr. 1 vil naturligt nok kæmpe hårdt imod denne falske religion.
De, der ser samfundets verdsliggørelse og umoral som kristendommens største fjende vil se helt andre fjender.
De, der frygter rascisme og intolerance ser igen andre.
Men vi begår i alle lejre den fejl, at vi vil klare sagerne for Gud. Og i frygt handler vi i panik og påvirkes af mørket.

Løsningen er at stole på Gud – uanset omstændighederne. Det er den sværeste lektie at lære… Men den vigtigste.
Og kom så bare an Muhammed og alle andre. Vi ved at Gud vil få ret til sidst. Og vi er trygge i Guds hænder.
Midt i stormen fornemmer vi, at Gud arbejder på at vække alle os danskere af ligegyldighed og vantro, så Danmark kan blive forvandlet og fornyet endnu engang.

Midt i al larmen gælder det derfor om at lytte til „hyrdens stemme“. At vide: „Hvad ville Jesus gøre nu?“
En af de bedste måder at høre Jesus på, er at læse i Ny Testamente og bede dagligt. Og det er meget vigtigt, at vi netop nu bruger god tid på at bede for landet og lytte til, hvad Guds vilje er med os – og med Danmark.
Bed selv – bed sammen med andre.
Så vi trækker på samme hammel.
For det ER en helt speciel tid.