Kristne Louise og muslimske Zuhal er bedste veninder

Det afgørende i et venskab er tillid, siger danske Louise og tyrkiske Zuhal.Zuhals familie er muslimer og kommer fra Tyrkiet. Louises familie er kristen og kommer fra Århus. Da Zuhal Kocan og Louise Nord Hansen mødte hinanden på Fredericia Gymnasium for halvandet år siden, troede de ikke, at de ville have noget til fælles. I dag er pigerne veninder på tværs af religion og overraskede over, hvor godt de forstår hinanden – og hvor meget de faktisk har til fælles.
Det var i 2. g, at venskabet mellem tyrkiske Zuhal (17) og danske Louise (18) for alvor begyndte at udvikle sig.
– Vi fandt ud af, at vi bare klinger godt med hinanden. Vi har begge faste holdninger og grænser, hvor vi kan støtte hinanden, siger Louise og fortæller, at både hun og Zuhal helt fra starten meldte klart ud i klassen om deres tro.
Gennem deres venskab har pigerne samtidig lært mere om hinandens tro. Zuhal uddyber:
– På grund af Louise ved jeg i dag meget mere om kristendommen end før. I folkeskolen deltog jeg ikke i kristendomsundervisningen. Det var egentlig dumt, for inden jeg lærte Louise at kende, vidste jeg næsten ingenting om kristendommens historie eller hvad der står i Bibelen. Det har overrasket mig meget, at der er så mange punkter, der ligner hinanden i islam og kristendommen. Det havde jeg ikke troet, fortæller Zuhal. Louise nikker.
– Som kristen kan man godt tro, at muslimer og kristne intet har til fælles. Men det er ikke rigtigt. Selv om det er helt klart, at vi har forskellige religioner, er der mange punkter, hvor man kan genkende sig selv og faktisk identificere sig lidt. Det kan være noget med holdninger og levemåde. For eksempel til det med kærlighed og fyre. Vi er begge meget stærke omkring, hvem vi vil dele livet med.
Zuhal er enig med Louise:
– Man skal altså ikke tro, at kristne og muslimer ikke kan sammen. Det er bare stik modsat! Faktisk er det tit nemmere at være sammen med en kristen end med en ateist. Til Louise kan jeg sige: Husk nu Gud. Husk nu at bede. Det virker absurd for en, der ikke tror på noget.
– Venskab bygger på tillid. Det er det afgørende.
Hvis jeg har nogle hemmeligheder, som jeg deler med en veninde, skal de i hvert fald ikke ud. Fordi Louise er stærkt troende ved jeg, at jeg kan stole på hende.
Hun er meget forsigtig med at sige noget, der er forkert.
Jeg kan være helt åben over for hende. Det er bare så dejligt. Hun deler også nogle ting med mig, som ikke skal ud. Jeg vil aldrig bevidst sige eller gøre noget, der kan gøre Louise ked af det, siger Zuhal med eftertryk.
Og åbenheden er gensidig.
– Zuhal lytter til mig, når jeg har det svært. Hun forstår mine problemer – også hvis jeg har problemer med min egen tro. Jeg kan fortælle hende det hele.
Jeg ved, at hun respekterer mig og min tro, siger Louise med et varmt smil til Zuhal.

Zuhal og hendes tre søskende er født og opvokset i Fredericia. Zuhals far kom til Danmark som gæstearbejder i slutningen af tresserne, og nogle år senere fulgte hendes mor efter. I dag er faren pensionist.
Zuhals mor har arbejdet som pædagog i en årrække.
– Min mor er mit forbillede. Hun har altid været religiøs.
Min far er det ikke så meget. Min mor beder fem gange om dagen. Det var også hende, der sendte os i koranskole i moskéen. I dag kan jeg godt læse Koranen på arabisk, men jeg kan desværre ikke forstå det.
– Jeg beder ikke fem gange om dagen – desværre.
Det bliver måske kun til en gang hver anden måned.
Inden man beder som muslim, skal man vaske sig og tage nederdel og tørklæde på. Men det er jo ikke nogen undskyldning, for det tager kun to minutter og så fem minutter til bønnen. Jeg tror bare, jeg er lidt doven!
Louise har megen sympati for Zuhals dilemma.
– Det kender vi jo også. Der er også mange kristne, der har svært ved at tage sig sammen til at læse i Bibelen og bede. Jeg synes selv, det kan være svært at sætte sig ned og bede. Når jeg er glad eller har det svært, falder det mig mere naturligt. Jeg har også lettere ved at bede, når jeg for eksempel cykler eller laver noget andet.

Louise kommer fra et kristent hjem. Begge forældre er teologer, og kristendommen har altid været en synlig del af hverdagen for Louise og hendes fire søskende.
– Vores forældre fortalte os om Gud og lærte os kristne sange. Jeg har også gået i børneklub og til børnekor. Om søndagen går vi i kirke hele familien. Det er bare noget, man bliver vant til.
– For mig er det vigtigste ved at være kristen at vide, at jeg har en kærlig Gud, som elsker mig og har ofret sin søn for mig. Gud er der altid med sin kærlighed og tilgivelse. Jeg kan stole på ham. Det betyder, at jeg har et ståsted. Det giver mig selvtillid. Mange unge søger efter noget. Jeg kan mærke, at det, de søger, det har jeg fundet.
Zuhal tænker sig om, inden hun sætter ord på, hvad der for hende er det vigtigste ved at være muslim.
– Det er ikke at følge de lyster, som Koranen forbyder.
At holde mine grænser. Jeg ved godt, at der er mange ting, jeg ikke gør, som Koranen siger, at jeg burde gøre. Jeg går for eksempel ikke med tørklæde.
Men det mindste, jeg kan gøre, er ikke at overskride mine grænser. Jeg tror også, at religionen følger med tiden. Jeg ser Gud som en, der kan tilgive. Det håber jeg i alt fald. Man ved jo aldrig. Men så skal jeg nok stå til regnskab.
– Når jeg får bedre tid, vil jeg gerne praktisere min religion mere. Måske vil jeg begynde at bede nogle gange om dagen og så trappe op. Bønnen viser, at man ikke glemmer Gud. Når jeg engang får børn, vil jeg jo gerne have, at de lærer om islam. Men jeg tror, det bliver sværere for muslimer i Danmark at beholde deres religion fremover. Selv mange af mine muslimske veninder er overraskede over, at jeg ikke drikker, selv om det står klart og tydeligt i Koranen, at alkohol er forbudt.

Louise og Zuhal er enige om, at der skal være plads til at give hinanden modspil i et venskab. Men foreløbig har de ikke haft behov for at tale særlig meget om det, kristne og muslimer er uenige om.
– Man kan ikke rigtig missionere over for folk, der er meget religiøse. Jeg er ikke stærk nok i min tro til at få andre til at tro på islam. Og jeg har ikke lyst til at diskutere så meget, at man ikke kan snakke sammen bagefter.
Når jeg respekterer Louise, er det med hendes personlighed og holdninger og religion. Jeg kan ikke lave Louise om til en anden person, siger Zuhal. Heller ikke Louise ønsker at fokusere på forskellene mellem de to religioner.
– Jeg kan godt sidde og forklare, hvad jeg tror på.
Men et venskab som vores kræver, at man accepterer hinanden. Så er det svært at gå ind og diskutere med henblik på at ændre noget. Det er så personligt og følsomt.
Jeg har mere brug for at støtte mig til Zuhal end for at diskutere forskellene mellem vores tro. Respekt handler om at acceptere folk, som de er. Jeg kan jo se, at Zuhals tro betyder noget for hende.

I klassen har de diskuteret de tegninger af profeten Muhammed, som for nylig resulterede i voldsomme pro-testdemonstrationer blandt muslimer verden over.
Zuhal tager afstand både fra tegningerne og fra de voldelige protester.
– Jeg synes, tegningerne var en krænkelse af islam.
Især tegningen med bomben som profetens turban var lidt for grov. Vores profet er jo et symbol på vores tro. Men det var også helt forkert med de reaktioner, der kom. I Koranen står der, at man skal elske alle mennesker – også dem, der hader en.
Louise er meget enig:
– Da tegningerne kom første gang, tænkte jeg: Det var da dumt. Hvorfor gøre det? Jeg kunne godt forstå, at muslimer følte sig krænkede. Men reaktionerne var helt hen i vejret. I Danmark er vi vant til at gøre grin med næsten alt. Folk tager det ikke så tungt.

Selv om Zuhal har boet i Danmark hele sit liv, er hun meget bevidst om sine tyrkiske rødder. Familien har en lejlighed i Istanbul, hvor de tilbringer en måned om året, og Zuhal håber, at Louise og hendes familie vil komme og besøge dem i Tyrkiet.
– Det kunne bare være så hyggeligt! Men jeg skal lige vide lidt mere om byen, før jeg kan vise rundt, griner hun. Louise er helt med på idéen.
– Min far elsker at se et land på en anden måde end som turist. Det kunne bare være superfedt at komme ud og besøge Zuhal!