Manden med den gyldne stemme

Ved skæbnens forunderlige tilskikkelse skal det blive den selvsamme navnkundige journalist, der som manden med den gyldne stemme viderebringer såvel det tungeste som det lykkeligste budskab i Danmarks historie.

Da Danmark bliver besat om morgenen den 9. april 1940, falder det i Johannes G. Sørensens lod at oplæse den danske konge Christian 10.s budskab i Statsradiofonien til det danske folk, og fem år senere er det også ham, der fra London videreformidler befrielsen til Danmark.

Om aftenen den 4. maj 1945 når frihedsbudskabet til landet gennem BBCs danske udsendelse, der sendes fra et spartansk kælderstudie i London under den historiske gade The Strand.

Johannes G. Sørensen er i fuld gang med at oplæse de danske nyheder, da en stakåndet kollega, Flemming Barfoed, få minutter inde i udsendelsen kommer styrtende ind i studiet og vifter med breaking news. Han puffer ophidset Sørensen i ryggen og stikker ham en seddel i hånden.

Snapper efter vejret

I sine erindringer fortæller Johannes G. Sørensen, hvad der videre sker hin mindeværdige forårsaften i studiet i London, hvor de fleste derhjemme i Danmark har forsamlet sig ved radioapparaterne for at lytte med:

”Jeg læser en Sætning færdig og lukker Mikrofonen. Flemming stammer, mens han snapper efter Vejret: – Montgomery… Kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark… sig det! …

Tør du, tænker jeg, uden et Ord skrevet, hvor har Flemming det fra? Jo, han er god nok, det er rigtigt. Med en voldsom Anspændelse for at beherske Stemmen gør jeg Tegn til Stilhed …”
Klokken er nu 20:36 fredag aften den 4. maj 1945 …

Efter en kort pause for slukket mikrofon, hvor de tyske støjsendere er alene om at fylde æteren, improviserer Johannes G. Sørensen til akkompagnement af historiens vingesus de ikoniske ord, der skal komme til at markere afslutningen på besættelsens fem forbandede år:

”Her er London … I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager …”

Med Johannes G. Sørensens ord:”… aabner Mikrofonen og siger det, gentager det. Langsomt og nøjagtigt, ikke et Ord maa gaa tabt, her maa ikke snubles … Jeg har at bringe Montgomerys Ord til Danskerne, som jeg har faaet dem. Er de ikke store nok? Jo, sandelig, blot et Dusin, men de vender Danmarks Skæbne …”

Johannes G. Sørensen slutter sin beretning:

”Da Danmark blev besat, faldt det i min Lod at læse Kongens Budskab til det danske Folk. Nu havde jeg læst Budskabet om Besættelsens ophør. Jeg var taknemmelig mod Skæbnen, jeg havde oplevet mit Radio-Livs Højdepunkt.”

Fra sidelinien til med livet som indsats

Johannes Gunnar Sørensen har rødder i det vestjyske som søn af købmand Jens Sørensen og hustru Maria Sørensen ved Sønder Omme. Da han den aften i maj 1945 udødeliggør frihedsbudskabet, sidder begge forældre i Ansager og lytter med – og samme dag fylder hans mor 67 år.

I de første år af den tyske besættelse holder langt de fleste herhjemme sig indendøre bag nedrullede mørklægningsgardiner og ser afventende til fra sidelinjen. Danskerne lærer at sno sig og får dagligdag og vante rutiner til at glide med lidt gelinde, list og snilde. Man slutter op om de gamle politikeres formaninger om ro og orden, og forståelsen for sabotage og modstandskamp er ringe.

Men med Europa i flammer spirer modstanden over hele landet og viser sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tager til i styrke og viser sig stadigt mere effektiv. Stadigt flere melder sig med livet som indsats under modstandsbevægelsens faner.

Inkarnationen af ondskab

For ussel mammon træder andre som grosserersønnen Ib Birkedal Hansen fra Strandvejen i Aarhus direkte i det tyske sikkerhedspolitis tjeneste som håndlanger, forhørsleder og stikkerchef.

Birkedalgruppen, besættelsestidens mest frygtede terrorgruppe, gennemfører alene i 1944/45 28 drab på modstandsfolk og spreder med uhørt råhed og brutalitet skræk og rædsel omkring sig.

Selv frem til få timer før befrielsesbudskabet fra BBC om aftenen den 4. maj 1945 huserer Ib Birkedal Hansens bødler rundt omkring i landet. Inkarnationen af absolut ondskab.

I Odense bliver den 16-årige elektrikerlærling Helge Henningsen samme eftermiddag standset af Gestapo, der forlanger at se papirer. Drengen slipper med skrækken, men han tør ikke længere blive i byen. Trods sin unge alder er han med i det illegale modstandsarbejde som kurèr, og nu forsøger han desperat at slippe væk.

Tilfældigt falder han i snak med to politifolk, der er gået under jorden som modstandsfolk. De to, der senere skal vise sig at være Gestapos bødler John Kolling og Helge Keil fra Birkedalgruppen, tilbyder ham prompte kørelejlighed til Jylland og tager ham med i bilen.

Efter Middelfart drejer bilen ind på en lille skovvej, og drengen kommanderes ud af vognen, mens Keils veninde Sonja bliver siddende og venter.

I sin bog Birkedal fortæller forfatteren Peter Øvig Knudsen, hvad der videre sker: ”Efter fem eller ti minutter hørte hun en hurtig serie skud inde fra skoven, og et øjeblik efter vendte Keil og Kolling alene tilbage.” Da Sonja spørgende kigger på dem, løfter John Kolling sin maskinpistol:

Han taler ikke mere, for Sørensen har talt til ham …

Skovarbejdere finder få timer senere det sønderskudte lig …

Både glæde og sorg

I de hektiske befrielsestimer eksploderer hele landet i euforisk glæde og begejstring. Alt er en sydende heksekeddel, de forhadte mørklægningsgardiner bliver flået ned og smidt på flammende bål i gader og stræder, tændte stearinlys sættes i vinduerne.

Man omfavner hinanden, fester og synger It´s a long way to Tipperary og danske nationalsange til langt ud på natten.

I den indre by i København tager en vis Anker Jørgensen – nu 22 år gammel og leder af en større modstandsgruppe – med en af Københavns Sporvejes sporvogne for på nærmeste hold at opleve historiens vingesus og befrielsen. Den unge frihedskæmper har ellers den aften indkaldt sin modstandsgruppe til alarmprøve kl. 22, men kan i stedet notere i sin dagbog:

”Kl. 21 Befrielsen. Panik og vild Jubel. Sporvognene med Passagerer paa Taget. Fuld Blus over det hele … Man græd den 9. April 1940 og sang nu den 4. Maj af Glæde.”

Men befrielsen er iblandet sorg og vemod over dem, der måtte betale den højeste pris i modstandskampen. Man tænker på dem, man savner – dem, der ikke klarede den.

Forfatteren Tage Skou-Hansen, der selv som purung modstandsmand var med i det illegale arbejde, beskriver sine følelser på denne måde:

”Det var da en stor glæde – især om aftenen den 4. maj. Men det var også de dødes aften …

Epilog

64 år senere – lørdag den 4. april 2009 – sover en 90-årig pensionist stille ind efter mange års tilbagetrukken tilværelse i et lille hus i det vestlige Sjælland, der ifølge forfatteren Peter Øvig Knudsen har huset såvel hundesalon som puddelopdræt.

Som inkarneret frimærkesamler og skribent har pensionisten fra tid til anden skrevet artikler i Dansk Filatelistisk Tidsskrift. Han har også modtaget statsfinancierede bibliotekspenge, en kulturstøtteordning bevilget af Folketinget, men kun ganske små beløb – fra 2001 til 2004 godt 6.000 kroner.

På et tidligt tidspunkt har han taget navneforandring, og dykker man ned i de historiske annaler, toner konturerne af en skræmmende historie frem: bag den tilforladelige facade gemmer sig en dyster fortid som en af besættelsens mest afstumpede torturbødler: John Kolling, der stod bag mordet på blandt andre den 16-årige Helge Henningsen …