Spørgsmålet er, om vi kan høre

Rie Frilund Skårhøj er sociolog og projektleder ved
Center for Ungdomsstudier og Religions­pædagogik på Frederiksberg. Hun er desuden leder af Café Retro i København, en non-profit café, der bygger på kristne livsværdier.”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” (Johannesevangeliet 10,27)

Rie Frilund Skårhøj

Et af de mest interessante og mystiske områder af troen er kommunikationen med Jesus. Vi kender måske til at bede til Jesus, men spørgsmålet er, om vi kan høre ”Jesu røst” retur og i så fald hvordan?

Jesus fortæller både i søndagens tekst og i den tekst, der går forud, at vi kan høre Jesu eller hyrdens røst eller stemme. For nogle er det at ”høre Jesus” udelukkende forbundet med bibellæsning, men jeg vil påstå, at Jesus taler meget mere til os, end vi er klar over – også ud over bibellæsningen. Men vi tilskriver det ofte menneskelige impulser og tanker, fordi vi slet ikke overvejer, at det kan være Jesus, der taler. Jeg tror, at mange af de indskydelser, vi får, f.eks. til at tale med en bestemt person, at give komplimenter, at få dårlig samvittighed, at få kreative ideer… alt dette kan være Jesus, der taler til os, men vi kalder det bare for ”a-ha-oplevelser”, ideer, intuition osv.

Det var en stor udfordring for mig, da jeg begyndte at tro på, at Jesus også taler til os gennem hverdagsagtige tanker og ideer. Min forestilling om Gud blev udfordret, fordi Gud viste sig at være mere end ”ham oppe i skyen et fjernt sted”. Min personlige historie lyder sådan her:
Jeg var for nogle år siden i Australien på en Bibelskole, og når man er sammen med mange mennesker hele tiden, får man behov for at være alene og tænke over livet. Jeg fandt lykkeligvis en lille katolsk kirke i byen, hvor jeg kunne være mig selv. Uden for kirkens hyggelige mørke rum stod en hvid kristusfigur i næsten fuld størrelse. Jeg kunne godt lide Jesu ansigtsudtryk, og en dag, da jeg stod og betragtede figuren, slog en tanke ned i mig. Det gik op for mig, at jeg ubevidst havde opfattet Jesus som denne stivnede kristusfigur. Han stod der dagligt og trofast, når jeg kom til ham, ligesom jeg kom til kirken i ny og næ. Han var der, når jeg havde brug for det, men samtidig var han en stenfigur. Jesus var en, som jeg kunne komme til, men også gå fra igen, når hverdagens pligter kaldte. Det slog mig, at det ikke er sådan, Jesus var og er. Når Jesus bruger billedet med fårene, der hører hans røst, er det virkelig, fordi fårene kender hyrden og dennes stemme, fordi de går sammen med hyrden hver eneste dag ude på marken. Jesus er ikke som støtten, jeg kan komme til og gå fra – Jesus er som hyrden, eller oversat til nutidens sprog, vennen, der følger dig og mig gennem hele livet.

Jesus kan man ikke gå fra, selv om vi måske gerne vil tro, at det er sådan, det fungerer. Jeg tror, Jesus er med i hver lille detalje, der foregår i vores liv, og han er interesseret i os ud over, hvad vi forstår. ”Ingen skal rive dem ud af min hånd,” siger Jesus i teksten, og det er sådan, det er. Jesus griner sammen med os. Han klapper os stolt på ryggen, når vi elsker vores næste. Han græder med os, når vi er i smerte og holder vores hånd, når vi mangler svar. Hvis Jesus virkelig elsker os så dybt, hvorfor skulle han så ikke tale til os gennem tanker, ideer og indskydelser? Tænk hvis du hver morgen står op og får at vide, at du er værdifuld, ville det ikke være fedt? Det er bl.a. sådan noget, Jesus også siger til os, hvis vi tør og vil lytte efter.

I mit liv har jeg fundet to gode retningslinier: 1) Jesus siger aldrig noget, som strider imod, hvad der står i Bibelen. 2) Jesus ønsker det gode for os og vores næste – dvs. hvis du føler, Jesus siger til dig, at du ikke er god nok eller uelskelig, så er det ikke ham, der taler! At Jesus ønsker det gode for os betyder ikke, at han kun siger behagelige ting. Måske vil han, at du skal ændre noget ved din livsstil. Det betyder heller ikke, at alle dine gode intentioner skal udføres, for så brænder du måske ud. Bed Jesus om vejledning, så du kan lære at lytte, både når der siges ”gå” og ”vent”. At lære Jesu røst at kende tager tid, men det er en spændende udfordring, og det giver glæde og liv i hverdagens trosvandring.
KP