Iben Thranholm: Farvel til Stram Kurs

Indrømmer, at ”jeg fik fuldstændig fejlplaceret mig selv”.

– Det er langt vigtigere at udbrede kristendommen i disse år end at bruge krudt på de mange splittelser og konflikter.

“Jeg har forladt Stram Kurs, fordi jeg undervejs mistede troen på, at jeg kunne påvirke partiet i den positive værdimæssige retning, som jeg havde håbet på.”

Det siger Iben Thranholm, som til stor overraskelse stillede op for partiet kort før folketingsvalget. Nu har hun meldt sig ud. Hun uddyber sin begrundelse:

“Dertil kom, at Østre Landsret stadfæstede byrettens dom af Rasmus Paludan, som er blevet dømt for racisme. Det blev også udslagsgivende for min endelige beslutning.

Jeg tager klart afstand fra enhver ytring, som landsretten anser for værende racistisk. Det bliver svært for partiet at komme med opbyggelige budskaber, når der hænger en racismedom over partilederen og dermed over hele partiet.

Jeg indså, at det ville blive for stor en forhindring i, at jeg kunne komme igennem med det budskab, som jeg ville, nemlig at vi skal fylde vores eget åndelige vakuum ud. Der var alt for meget larm fra retssager, konflikter og sammenstød.”

Var det en fejltagelse at stille op for Stram Kurs?

“Ja, jeg må erkende, at jeg fuldstændigt fik fejlplaceret mig selv. Jeg er ked af den forargelse, jeg måtte have skabt i mange kristne kredse. For en gangs skyld skulle jeg have lyttet mere til min tvivl end min tro.

Det var med tøvende skridt, at jeg gik ind i partiet, men samtidigt havde jeg en fast tro på, at jeg kunne ændre noget i positiv retning. Min vej ind partiet var jo også højst usædvanlig. Det var ikke mig, der meldte mig under fanerne. Tværtimod. Det var jo på baggrund af en stærk kritisk klumme om Rasmus Paludan her i Udfordringen, at vi kom i kontakt med hinanden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg skrev: “Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestlig kultur, men ironien er, at de selv er en del af det. Hvis man skal afsløre, hvad der er galt, må man sætte noget andet og mere sandt i stedet.”

Efter at have læst klummen kontaktede Rasmus Paludan mig for at diskutere kritikken og endte med tilbyde mig en plads i partiet, så værdikampen også kunne føres derfra.

Paludans tilbud kom ret meget bag på mig, men efter vi havde snakket frem og tilbage, så jeg en mulighed for at tilføre partiet en positiv og opbyggelig vision til forskel fra den megen negativitet, som har præget højrefløjen i årevis.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg tænkte, at det var forsøget værd. Jeg forestillede mig, at den barske og negative retorik i Stram Kurs var et midlertidigt redskab til at afsløre nogle alvorlige tilstande i Danmark i forhold til indvandring, og at det ville ændre sig efter valgkampen. Men jeg måtte sande, at negativiteten bare fortsatte. Jeg blev hurtigt klar over, at sådant et miljø kunne mine budskaber ikke blomstre i – og tog konsekvensen.”

En politisk opgave

Hvordan kunne du med dine kristne holdninger stille op for et parti, der ifølge Paludans udtalelser ville udvise mennesker med en anden religion eller etnisk baggrund?

“Jeg skal ikke forsvare Stram Kurs’ politik, men som jeg opfatter den, så ønsker partiet ikke at udvise mennesker, alene fordi de har en anden religion eller etnisk baggrund. Det er dem, som udøver deres religion på en måde, så de ikke respekterer danske værdier, demokratiet og grundloven, man vil have ud.

Helt generelt mener jeg, at det er vigtigt at skelne mellem, hvad der er politikeres opgave og kristne borgeres. Politikere skal sørge for, at vores samfundsorden ikke bryder sammen. De skal beskytte det bestående. Det, som vi i Danmark opfatter som godt. For at bevare det, kan de blive nødt til at tage beslutninger, som virker hårde.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ikke kun feminine værdier

“Kristne skal også kæmpe for at bevare og beskytte det gode, især gennem bøn. Men at kristen kærlighed kun består i bløde, feminine værdier, mener jeg, er en misforståelse.
Den har også en maskulin side, som forsvarer og kæmper imod det onde og for det gode.

Kristendom er ikke passivt at lade det, som ødelægger, få magt.

Jeg ved heller ikke, hvor kærligt det er at lade muslimer blive i troen på en gud, der tillader vold og drab. Det skader jo også deres egen sjæl. Kristne burde gå ud i ghettoerne og tale med muslimer om, hvem Jesus er. Fortælle dem sandheden om, hvem Gud er, med kærlighed. Hvis muslimer skiftede deres tro på Koranen ud med tro på Biblen, ville mange problemer blive løst af sig selv.”

Islam er ikke en race

“Man skal også huske på, at islam ikke er hverken en race eller genetisk bestemt, men et moralsk valg. Når muslimer kommer til Danmark, er det deres valg, hvordan de vil praktisere deres tro.

Vi har også et moralsk valg. Vi har lov til at sige nej til en trosudøvelse, som nedbryder det, vi har kært. Set i det lys føler jeg ikke, at jeg har kompromitteret mine kristne holdninger.
Men jeg erkender, at Stram Kurs ikke var det rette sted for den kamp. Der tog jeg fejl.”

Tro er vigtigere end politik

Vil du fremover holde dig ude af politik og koncentrere dig om at skrive?

“Jeg har ingen planer om at gå tilbage til politik lige nu, men jeg ønsker fortsat at være en stemme i debatten.

Valgkampen har også lært mig, at vi i Danmark har langt mere behov for en tro på noget højere end blot politik. Politik er blevet en ny religion, som fylder alt. Vi klynger os til politikerne, fordi troen på Gud er gledet ud. Det er enormt farligt. Hvis ikke der er en fælles tro i en kultur, som står over staten, så banes vejen for det totalitære.

Derfor er det langt vigtigere at udbrede kristendommen i disse år end at bruge krudt på de mange splittelser og konflikter, som vor tids politiske grupperinger skaber,” slutter Iben Thranholm.