Er Jesus i båden når klimastormen raser?
Klima og bæredygtighed sætter en stor dagsorden i denne tid, det er blevet en mega-trend i vores tid, navnlig blandt de unge. Men som med alle andre trends vi møder, er vi nødt til at stille os selv nogle vigtige spørgsmål, inden vi "hopper med på galejen".
Der er meget, kirken kan gøre, som blot ender med at være en distraktion i forhold til det, som den skal gøre, nemlig forkynde Jesus Kristus som verdens frelser og kalde mennesker til efterfølgelse af Ham. Alt, som kirken gør, siger og engagerer sig i, må knytte sig til det centrum, ellers ender kirken med at blive excentrisk og irrelevant, også selvom den gør gode og gudvelbehagelige ting.
Derfor er det i klimasammenhæng ikke tilstrækkeligt for kirken at tale om Gudfader som skaberen og os som forvaltere, og så lade talen ende der. Jesus må også her på banen som det drivende centrum. Men lader det sig gøre?
Jeg vil forsøge at give nogle få perspektiver, som helt sikkert kan suppleres af flere.
Evangelisten leder altid efter broer
Enhver kultur og kontekst vil have elementer, der er i overensstemmelse med Guds vilje, og elementer, der er imod. Derfor vil en sand forkyndelse altid bekræfte noget i kulturen og modsige andet. Ofte kan de elementer, der kan bekræftes, anvendes som ”broer” til kulturen – som en åbning, noget at knytte an ved, som giver en platform til at bringe det fulde budskab på banen.
I mine øjne er den stigende opmærksomhed på at tage vare på det skabte en sådan bro. Det er et element i vores kultur, som stemmer overens med Guds vilje for mennesket. Der er en fælles sag, og en anledning til at forklare, at den skaber, vi sammen tjener ved at tage vare på naturen, ikke bare er en fjern og ukendt gud, Han har åbenbaret sig i Kristus og ønsker at tage bolig i os ved Ånden.
Nåde til både toldere og farisæere
Det er interessant at observere hvorledes der er kommet et nyt fokus på synd og skyld i klima-samtalen. Ja, man er faktisk tæt på at have indført den middelalderlige aflads-tanke, nu hvor det er muligt at købe sig aflad for sine ”klimasynder” i form af kvoteopkøb mv. Men denne syndsbevidsthed kan være endnu en ”bro”, for evangeliet har noget fantastisk at meddele syndere.
Vi møder faktisk nogle af de typer, som Jesus mødte, da han gik på jorden: ”farisæere” med deres bedrevidende og fordømmende blik og ”toldere” med dyb skyldsbevidsthed og angst for fremtiden.
Jesus kunne håndtere både toldere og farisæere – og det kan han stadigvæk. Han kommer til begge med både nåde og udfordring. Og til begge lyder der befriende nyheder om, at verdens fremtid ligger sikkert i Hans hånd, ikke deres. Han vil gøre alting nyt, og han har allerede betalt prisen for at gøre det.
Jesus kommer igen, og derfor engagerer vi os
Vi tror på, at Jesus en dag kommer igen og fornyer alting. Til den tid fjerner han alle de ar og mærker, som menneskers ulydighed har sat på verden. Han tager det ansvar for verden, vi ikke kan bære. Alligevel kan det ikke være et argument for at være ligeglade eller opgivende. Sådan fungerer Gudsrigets logik ikke.
Når Jesus taler om sin genkomst, sætter han det modsatte fokus: Han ønsker når han kommer igen, at finde disciplene i gang med at gøre det, de er kaldet til – og ikke i gang med at forsømme deres opgave. Jesu genkomst bliver dermed den horisont, der konstant kalder os til årvågenhed.
Men for dem, der er i Kristus, er det ikke frygten for dom, men håbet om forløsning, der driver værket.
For vi venter ikke passivt på den forløsning, der engang skal komme, vi tager aktivt del i at bringe den. Forstå det hvem der kan: Nyskabelsen af verden er allerede begyndt, og fordi den er det, er vores arbejde for retfærdighed og genoprettelse nu og her ikke spildt. Det vil bestå – også selvom den gamle verden skal forgå.
Som guld, der renses i ild
Men det, der består, må vel være de frelste sjæle, eller hvad? Nej, sådan er bibelens verdensbillede ikke. Vi tror på kødets opstandelse og ikke blot sjælens udødelighed. I Jesu opstandelse finder vi den bedste forklaring på, hvad der skal ske ved verdens endelige nyskabelse: Det var den samme, sårmærkede krop, der gik ud af graven, som den, der blev båret ind, men alligevel var den helt ny og iklædt uforgængelighed.
På samme måde med denne verden: den gamle verden skal forgå, og samtidig skal verden fornyes – som guld, der renses med en ild, for at fjerne alt det fra guldet, som ikke hører til.
Vi er ikke bare den gamle skabelses vedligeholdere, vi er i Jesus den nye skabelses medarbejdere. Vi arbejder for nyskabte mennesker, nyskabte samfund og en nyskabt verden.
Og det arbejde er ikke forgæves i Jesus.
Læs også: Klimadebatten
