Det er bedre at sige tak, tak, tak end ak, ak, ak

Bekymringer og misundelse kan ødelægge taknemmeligheden. Men Lilli Frandsen fra Rønne mener, at der er visdom i Bibelens råd om at sige tak under alle forhold.

(Læsetid: 9 minutter)
Lilli Frandsen er blevet så taknemmelig for livet, at hun er begyndt at fejre halvårsfødselsdag, efter hun fik konstateret kræft for nogle år siden.

Lilli Frandsen sammenligner sindet med et kamera. Man kan ikke stille skarpt på tre ting på én gang, fortæller hun og former hænderne som en kikkert, som hun holder op for øjnene. Hvis man fokuserer på bekymringer, vil det fylde det hele. Men hvis man fokuserer på det, man kan være taknemmelig for, vil det være i fokus. For hvis man beslutter sig til at være positiv og taknemmelig, bliver det andet lidt blævret og sløret. Men hvis man stiller skarpt på sine bekymringer, bliver alt andet uklart, forklarer hun, mens hun naturligt søger øjenkontakt.

– Jeg forsøger at leve et liv i taknemmelighed. Jeg tror, at vi bliver bedre mennesker og medmennesker, hvis vi er taknemmelige.

– Og jeg tror faktisk også, at vi får det bedre med os selv, hvis vi lever i taknemmelighed, siger hun med et smil og peger på blomster buketten, som pynter fint på bordet, og som hun er taknemmelig over at have fået af sin mand på en helt almindelig mandag.

Glad – men ikke perfekt

Som tidligere frisør, dagplejemor og nuværende pædagog på Peter skolen har Lilli Frandsen arbejdet med mennesker hele livet. Og her er hendes optimistiske livsindstilling og udadvendthed kommet hende til gode, når kunder i frisørsalonen, dagpleje- eller skolebørn har krævet hendes nærvær eller empati.

Men selvom hun af natur er en glad person, oplever hun også perioder, hvor hendes selv billede kan spænde ben for hverdags lykken.

– Jeg har altid haft et positivt sind, men mit største problem er, at jeg kan tænke, at jeg ikke er god nok. Nogle gange har jeg nogle sider i mig selv, som jeg synes er dumme eller forkerte, og hvis jeg tænker for meget på det, har jeg svært ved at være taknemmelig, fortæller hun ærligt og fortsætter:

– Jeg er nok den type, der tit tænker, at mit liv ville være nemmere, hvis jeg var anderledes. Hvis jeg bare havde et andet temperament eller andre evner.
Jeg har et lidt hidsigt temperament, selvom det er blevet bedre med alderen. Men jeg kommer tit til at tale, før jeg tænker.

At få at vide man har kræft, er som at kigge lige ned i afgrunden, og når man først har set derned, så vil der altid være en nervøsitet.
Men jeg var ikke alene.
Gud var der.

– Jeg synes faktisk ikke, at det er sværeste at være taknemmelig, når jeg har oplevet sygdom og død. Når jeg bliver grebet af følelsen af, at jeg ikke er god nok, og begynder at blive misundelig på andre, der virker mere talentfulde eller succesfulde, så har jeg svært ved at være taknemmelig, fordi jeg har så meget fokus på, hvad der er forkert ved mig selv.

– Men jeg ved også, at misundelse kvæler taknemmeligheden, og det vil jeg ikke have.

Fred midt i sygdommen

For nogle år siden fik hun for alvor testet sin taknemmelighed, da hun fik konstateret kræft i benet, men her oplevede hun til gengæld en stor trøst i, at Gud var med i det svære.

– Selvfølgelig har jeg grædt over det, og det kan jeg stadig gøre, selvom jeg er blevet erklæret rask. At få at vide, man har kræft, er som at kigge lige ned i afgrunden, og når man først har set derned, så vil der altid være en nervøsitet. Men jeg var ikke alene. Gud var der, og min familie, specielt min mand Flemming, var der for mig.

– Og jeg havde faktisk en fred midt i det. Jeg tænkte: Bliver jeg rask, så bliver jeg lykkelig, men selvom jeg skulle dø, ville jeg have haft et fantastisk liv.

– Det var ikke nemt hele tiden, men i det forløb, hvor jeg skulle være væk hjemmefra, havde jeg det faktisk godt. Solen skinnede, og der var OL i fjernsynet.

– Men jeg er selvfølgelig taknemmelig for at få lov til at beholde livet, og jeg tror også, at det har givet mig lidt mere empati for folk, der er syge.

– Jeg har aldrig lidt af hovedpine, men nu forstår jeg pludselig folk, der har smerter. Ofte når jeg har sagt noget dumt, har det været uvidenhed, og nu er jeg blevet lidt klogere, siger hun og griner.

Fejrer livet hvert halvår

– Jeg er også blevet så glad for livet, at jeg har besluttet også at holde halvårs fødselsdag. For jeg vil gerne fejre livet, selvom der er ting, jeg ikke længere kan. Jeg kan ikke løbe, og jeg kan ikke gå rundt en hel dag.

– Min fysiske begrænsning er nået, når jeg har gået 2-3 kilometer. Men når man går med stok, tager folk også mere hensyn til en. Da vi var i Disney land i sommers, fik jeg for eksempel hele tiden en siddeplads.

Inspireret til at sige tak

I øjeblikket er hun også inspireret af taknemmelige thailændere, som hendes mand lige har mødt under en rejse til Thailand:

– Min mand mødte blandt andet en fattig kristen familie, der begyndte alle deres sætninger med: ’Vi takker Gud, fordi vi har ris nok’. Eller ’vi takker Gud for vores familie’.

– De takkede for alting, selvom de i sammenligning med en bornholmsk levestandard ikke havde noget. De to forældre havde oven i købet HIV, men de var alligevel taknemmelige, siger hun og tilføjer, at det thailandske par ikke altid havde været så taknemmelige.

– Han havde haft et vildt temperament, og hun havde haft meget vrede i sit liv, men da de blev kristne, var det forsvundet. For Gud havde forvandlet dem.

– De er stadig fattige, men nu har de fået en hel ny livsindstilling. Og de er drevet af taknemmelighed. Det synes jeg var meget inspirerende.

– Hvis man er utilfreds og lever hele sin hverdag med at sige ak, ak, ak, så bliver hele hverdagen farvet af det, men hvis man lever sit liv med at sige tak, tak, tak, så bliver livet også påvirket af det. Man bliver simpelthen gladere af det.

Velsignet

Den bornholmske pædagog bliver også bevæget, da hun taler om sit eget gode liv:
– Jeg er meget taknemmelig for mit familieliv med min mand, vores børn og børnebørn. Og for mine søskende og forældre. Ofte tænker jeg: ”Hvad jeg har gjort for at fortjene det?”

Bliver jeg rask, så bliver jeg lykkelig, men selvom jeg skulle dø, ville jeg have haft et fantastisk liv.

– Jeg har hverken været specielt god eller dygtig, men alligevel har jeg fået det bedste af det bedste. Jeg tror også, at jeg bliver mere og mere taknemmelig med årene. For jeg har set mange, der ikke har været så velsignet som mig.

– Jeg laver ikke en taknemmelighedsdagbog, men i mit hoved tænker jeg hver aften på, hvad jeg er taknemmelig for. For der er meget at sige tak for. Men Gud er der også, når jeg tænker ak, han er der på de dumme dage og kedelige dage, jeg er ikke alene.

– Jeg behøver ikke have filter på overfor Gud, og for mig hjælper det at vide, at jeg kan dele alt med Gud. Gud er der altid for mig, også selvom jeg ikke er from. Han slipper mig aldrig og forlader mig aldrig.

– Men han tager altid imod mig, og jeg kan altid være ærlig overfor ham.

Sådan lægger hun sig glad i seng om aftenen, og dagen begynder som regel også med et smil, fortæller hun.

– Hver morgen siger jeg til mit spejlbillede: ”Godmorgen, prinsesse. Godt du er stået op.” Jeg ligner jo ingen prinsesse, men det får mig til at grine, og så er dagen allerede godt begyndt, siger hun og slår et stort smil op, allerede inden fotografen kommer.

Hver morgen siger jeg
til mit spejlbillede:
”Godmorgen, prinsesse. Godt du er stået op.”

Troens kerne

Hvorfor blev du troende?
– Min mor og far blev kristne, da jeg var omkring fem år, og jeg voksede op med at se, hvor meget troen betød for dem.

– Min far bad højt for os, og sommetider bad han også for mig, før jeg gik i byen som ung. Mine forældre tvang os aldrig med i kirke, men de var et forbillede for mig, og jeg tænkte, at jeg også ville have troen i mit liv, så jeg blev døbt som 18-årig.

Hvad er kernen i din tro?
– At Jesus aldrig forlader mig, og at jeg ikke behøver gøre mig fortjent til hans kærlighed. Og han er der, selvom jeg fejler.

– Havde jeg været perfekt, havde jeg ikke behøvet Jesus. Men når Gud ser på mig, ser han på mig gennem Jesu blod, og så jeg er ren. Han ser på os, som en far ser kærligt på sine børn.

Hvad giver det dig at komme i kirke?
– For mig er det en udvidet familie. Det er absolut en nødvendighed for mig.
Når vi er i sommerhus på Sjælland, så længes jeg efter vores kirkefamilie på Bornholm.

– Det er mere end et almindeligt foreningsfællesskab, det er en slags familie, hvor der altid er nogen, der kan lytte til en eller bede for en.

Blå bog
Lilli Frandsen. Født i 1958. Uddannet frisør og senere pædagog. Hun har været dagplejer og arbejder i dag på Peter skolen. Hun er gift og mor til to voksne børn og fire børnebørn, ligesom parret har en plejedatter.

Læs også