Bro mellem virkeligheden og kirkeligheden
Unge eksperimenterer med at være kirke uden at have fast bygning, fast organisation og fastlagte ritualer. En flydende kirke kan bedre tilpasses en foranderlig verden.På en café i det indre København mødes 40 unge til gudstjeneste næsten hver søndag eftermiddag. De går alligevel tit på café, og derfor er det for dem et oplagt sted at holde kirke.
Foto: Michael Korsgård
Formen er løs, og der veksles mellem meditation, hurtigt skiftende billeder på væggen under prædikenen, lovsang og en DJ, der står i et hjørne og spiller musik.
Re:gen hedder kirken, og gudstjenesten hedder Grace.
– Re:gen kommer af det engelske regenerate at genskabe, for vi ønsker at genopdage kirken i det 21. århundrede. Grace betyder nåde, og det er vigtigt for os, at de, der kommer til Grace, oplever Guds nåde og kærlighed, siger 28-årige Thomas Willer, som er præst i Re:gen.
– Vi vil gerne sprænge rammerne for, hvad en normal gudstjeneste er, siger Charlotte Bekker, som er med i ledelsen.
– Derfor holder vi gudstjeneste på en café i stedet for i en kirkesal, hvor man sidder og kigger hinanden i nakken.
For Thomas Willer handler det også om et opgør med at dele tilværelsen op i et sekulært og et helligt rum.
– Livet med Gud og vandringen med ham er ikke kun knyttet til kirkerummet, men finder sted hele tiden. Vi forsøger at skabe bro mellem virkeligheden og kirkeligheden, siger han.
Re:gen er et dansk eksempel på en global bevægelse, Emerging Churches, der er et netværk for grupper, der prøver at finde nye måder at være kirke på i det postmoderne samfund. Emerging betyder noget, der er ved at blive til.
En af Emergent Churches vigtige stemmer, Brian McLaren fra USA, har netop været i Danmark for at tale om den senmoderne kultur og dens udfordring til at være kirke i forandring.
– Vi er et post-kirkesamfund, siger Thomas Willer, som startede Re:gen i 2003 sammen med en gruppe, der har hentet inspiration i Brian McLarens bøger.
– I stedet for at sige, at den ene kirkeretning er bedre end den anden, lader vi os inspirere af alle kirkelige traditioner. Her kommer nogle med konservativ evangelikal baggrund, andre mere liberale og nogle fra karismatiske miljøer, og vi forsøger at rumme det hele. Det vigtige er, at vi er kaldet af Gud til at være sendt til den her verden for at gøre den til et bedre sted at være.
– Brian McLaren bekræfter og sætter ord på dét at komme fra én måde at være kirke på til at formulere noget nyt. Men jeg har jo tænkt tankerne i forvejen, fordi jeg lever i det postmoderne samfund og forsøger at være kirke i en postmoderne tid, siger Thomas Willer.
For et par uger siden holdt Re:gen releaseparty. Release betyder at udgive, og den dag blev der udgivet en dvd med præsentation af kirken. Release betyder også at give fri, og Re:gen fejrede, at den unge kirke er flyttet hjemmefra. Hidtil har Re:gen været en menighedsplantning fra Roskilde Baptistmenighed, men er nu en selvstændig kirke.
Festen foregik på en café, der var lejet til formålet. Kirkens gospelkor Oikos sang en halv times tid, og der var et kvarters kreativ bøn, men ellers var hovedparten af de fire timers fest tid til at være sammen og snakke og spise, drikke sin café latte eller øl, og høre Re:gens DJ spille musik. Sidsel på 22 var med til at arrangere festen:
– Jeg deler visionen for at være kirke på en ny måde med et åbent og inkluderende fællesskab. Vi gør ting, der er rummelige og åbne, og det er en stor del af min identitet, siger Sidsel, som er teologistuderende. Hun er nærmest overrasket over et spørgsmål om hendes kirkelige baggrund, for selv om hun kommer fra en baptistkirke i Aalborg, er det ikke vigtigt for hende, om hun kommer i et bestemt kirkesamfund.
– Jeg kommer i Re:gen, fordi jeg kan identificere mig med måden, det foregår på, understreger hun.
Branko er festens dørmand. Han kommer fra Slovenien og har katolsk baggrund, men kommer jævnligt i Re:gen, efter at hans bror inviterede ham med for tre år siden.
– Vi har det sjovt, og jeg bliver rørt af Gud og får noget positivt med herfra. Det er vigtigt med en kirke, hvor unge kan lide at komme, og hvor det ikke bare er traditioner, siger Branko. Han er dørmand på farlige spillesteder og bliver tit truet af folk, der går med kniv eller pistol.
– Jeg kan godt lide at tale med mennesker, og jeg kan lide at være dørmand, og jeg er det for Gud. Der opstår af og til situationer, hvor jeg bliver bange, men jeg frygter ingen ud over Herren. Jeg kan blive stukket ned eller skudt, men de kan ikke tage min sjæl.
– Jesus gik også ud blandt mennesker, han var ikke bare i kirken. Og det er ham, jeg følger, siger Branko.
Den unge kirke hylder en uformel og tilbagelænet stil, hvor man kan komme og gå, som man har lyst. Det føler Rune sig godt hjemme i. Han er studerende og er kommet i Re:gen gennem to år.
– Jeg har gået i traditionel kirke hele mit liv i en baptistkirke i Østhimmerland, men her får jeg et netværk med venner, som jeg bruger tid sammen med. Vi går på café, sidder hjemme hos én og ser film, vi spiser noget mad sammen. Ud af de situationer opstår der diskussioner om Gudsriget, om noget fra dagligdagen i forbindelse med ord fra Bibelen, og det giver lige så meget som at være i kirke, siger han.
