Vi har alle brug for en frelser
I Politiken skrev forleden en julestresset småbørnsmor: “Jeg drømmer om at aflyse julen næste år, men hvordan gør man? Jeg holder faktisk af julen. Familien, der rykker sammen, lysene i en ellers evig sort december. Men juleræset og forventninger til juleengagement i december måned i en almindelig børnefamilie dræber efterhånden enhver juleglæde”.
Hvis jeg skulle give den stressede mor et godt råd, vil jeg sige til hende: Aflys for Guds skyld ikke julen. Med den kommer det, du har allermest brug for: en frelser!
Vi har alle brug for en frelser. Hvis ikke vi tror på Gud, så har vi alligevel ofte forventninger om, at noget eller nogen skal komme og frelse os.
Det kan være politikere på Christiansborg, kæresten, konen, manden, ønskebarnet, familien, arbejde, karriere eller sundhed – eller vi vil selv være frelsere for nogen, som vi synes, skal reddes af os. Det ligger meget dybt i mennesket, at vi søger efter frelse eller selv ønsker at være frelser for andre eller vil ofre os for en sag.
Det er smukt og godt, at vi har denne dybe stræben efter frelse, men ofte løber vi sur i det, fordi vi er alene om det. Kræfterne slipper op, og vi kommer let til føle os som fiaskoer i stedet for frelsere.
Det er netop den følelse, som får den stressede mor til at ønske at aflyse julen næste år. Og som vi alle møder på et tidspunkt i livet.
Julen
Men julen kommer os lige præcis til frelsende undsætning, når vi er ved at give op og miste håbet.
Vi holder jul, fordi vi ikke selv klarer frelsen. Julens budskab er, at vi kan få lov til at være fiaskoer uden at behøve at fortvivle over det, for med Jesu fødsel kommer frelsen til os helt uden, at vi selv stresser rundt for at opnå den.
Julen er den tid, hvor vi inviteres til at åbne hjertet for denne frelse, som kommer suverænt fra Gud. Brug derfor juledagene til at tage en pause og gå ind i krybberummet. Hvis du skal finde frelsen, som er kærlighed, må du tilbringe tid sammen med Jesus. Andet behøver du ikke at foretage dig. Kærligheden kommer kun fra Jesus.
Du kan ikke selv skabe den. Hvis du har den – også uden tro på Gud – er det alligevel en gave, som du har fået.
Der er derfor ingen, der behøver at stresse over julen, men i stedet er der al mulig grund til at glæde sig ekstra meget over, at det heldigvis er blevet jul igen.
Glædelig jul.