Passion: Pink-plante-pasning

Grønne fingre… Man, det har jeg bare ikke. Nærmere pink fingre. Det er såmænd heller ikke, fordi jeg misunder ham Rygeren, Søren, men mine botaniske brist slår ihjel!

Man skulle tro, at planter i det øjeblik, de blev overgivet i min varetægt, fik et uudslukkeligt døds-ønske! Det resulterer i, at jeg ofte nedslået må se på mine hænder og fundere over, hvad jeg dog gør galt!

Når jeg skifter mine knastørre roser ud med en ny springlevende grøn plante, som jeg forsigtigt sætter i vand i en elegant vase med beroligende sceneri omkring, går der omtrent fem dage, før jeg kigger på den igen, og så er det sket!
Bladene hænger!
Dens store svimle-blad-øjne vånder sig efter at blive bortadopteret.
Hvad har jeg gjort???
Intet!
Det kan der ikke være noget galt i, vel?
Er der måske ikke noget med, at tavshed koster guld, og at kvinder skal tie? De ville nok brokke sig en del, hvis de kunne. Altså blomsterne (for det ligger ikke til kvinder at brokke sig.) Så der er visse fordele i, at blomster ikke kan tale!
Og dog!

Taler rest-synet ikke for sig selv? Hvor ofte har jeg ikke haft gæster, der har nærmet sig mine blomster med spændte øjne og flagrende håndbevægelser?! Men (så kommer der to Carlsberg på bordet og) inden længe lyder det kendte udbrud:
”Jamen Maria! Hvad har du dog stillet op med den her stakkel? Har du husket at vande den..?”
Vande den? Hva?? Her kræver man da voldsomt meget af den travle menneskehed!

Hmm, men der er nok noget om det… Hvis man vil have, noget skal være smukt, så skal det vedligeholdes. Ligesom med min åndelige trivsel.

Retfærdiggjorte sind skal vandes! (Johannes 4,11).
Men indtil jeg en dag lærer det med urterne, så fornøjes jeg hver femte dag over min pink plastikplante, der ikke skal gro eller overleve…