Brasiliansk landsholdsspiller: – Jesus gør mig lykkelig
– Den tomhed, jeg havde, blev fyldt med Jesus, siger Zé Roberto, der er med på det brasilianske landshold, der er storfavoritter ved fodbold-VM i Tyskland.Den brasilianske landsholdsspiller Zé Roberto har oplevet stor succes på fodboldbanen. Selv om han drømmer om guld ved VM, har han fundet lykken et andet sted: I troen på Jesus.
Zé Roberto har i årevis været en af de bedste midtbanespillere i verden. Han har hjulpet Bayern München til at blive det bedste hold i Tyskland og et af de bedste i Europa. Han har spillet over 50 gange for Brasilien. I 2005 var han blandt andet med til at vinde Confederations Cup, som er en optaktsturnering til VM. I tirsdags var han med i startopstillingen, da Brasilien skulle spille deres første kamp mod Kroatien ved VM i Tyskland.
I 1998 var han med i Brasiliens VM-trup og fik en enkelt kort optræden på banen. Men skuffelsen var stor i 2002. Da blev han ikke engang udtaget: – Det, at jeg ikke kom med til VM i 2002, var den største frustration i min karriere. Men jeg prøvede at bide mine følelser i mig, for jeg oplevede, at jeg var i mit livs form. Jeg spillede for Bayern Leverkusen, hvor vi skrev historie. For første gang nåede klubben til Champions League-finalen. Det var også første gang, at Leverkusen vandt den tyske pokalfinale. Så jeg var i topform, men alligevel kom jeg ikke med til VM i 2002, siger Zé Roberto.
Inden dette VM har Zé Roberto haft succes på det brasilianske landshold ved to slutrunder. Men han er ikke i tvivl: VM er karrierens højdepunkt.
– Jeg har spillet på et brasiliansk landshold, der har vundet Copa America og Confederations Cup, men VM er noget helt andet, fortæller Zé Roberto.
– Jeg var med i Brasiliens VM-trup i 1998, men fik kun spilletid i en enkelt kamp, og i 2002 blev jeg ikke udtaget. Nu har jeg fået muligheden for at være med ved VM i Tyskland, hvor jeg har boet i adskillige år. Mit mål og min største drøm er at vinde VM. Spillere har mange drømme, og hvis jeg skal tale for min del, så er min største drøm at være med til at vinde VM.
Der er noget helt særligt ved det brasilianske landshold. De vandt VM i 2002 og er igen regnet som favoritter. Noget, Zé Roberto som stjernespiller er nødt til at forholde sig nøgternt til.
– Som brasilianer er du nødt til at lære at leve med det pres, at man forventes at vinde. Hvis du ser på det brasilianske hold i år, er vi vindere af Copa America og Confederations Cup, og vi blev nummer et i vores kvalifikationsgruppe til VM. Brasilien har også vundet VM fem gange tidligere, så vi regnes også for favoritter i år.
Men Zé Roberto passer på ikke at undervurdere sine modstandere. Han kan nemlig huske sin bibelhistorie.
– Har du hørt historien om David og Goliat? Favoritten vinder ikke altid. Vi er taget til VM med begge ben på jorden, for vi ved, at Goliat blev fældet af en enkelt lille sten. Det samme kunne ske for os.
At tale om Gud er helt naturligt for den brasilianske fodboldhelt. Gennem sin mor har han altid haft en god kontakt til kirken, selv om han ikke lagde så meget vægt på det som ung.
– Det kom ind ad det ene øre og ud ad det andet! Mit hjerte var ikke åbent, og jeg var ikke overgivet til Kristus, siger Zé Roberto.
Zé Roberto ser tilbage på en ungdom med mange frustrationer, men også på et vendepunkt, som i høj grad skyldes hans mor og hendes tro.
– Min åndelige rejse begyndte det øjeblik, min mor begyndte at tro på Jesus. Det var gennem min mor og hendes bønner, at jeg selv lærte Jesus at kende, fortæller Zé Roberto.
Hver dag oplever han, at der er mange, der misunder ham den succes, han har oplevet, og den livsstil, han kan føre. Men han vil ikke bytte livet nu med det liv, han havde, før han lærte Jesus at kende.
– Forskellen er, at når du ikke har Jesus i dit hjerte, så er det tomt. Du kan godt prøve at lede efter andre ting, der skal fylde tomheden, men de vil aldrig virkelig kunne tilfredsstille dig. Den tomhed, jeg havde, blev fyldt med Jesus. I dag har jeg ikke længere behov for at lede efter noget, der kan fylde mit hjerte, for der er ikke noget, der har gjort mig så lykkelig som det at have Jesus i mit liv.
på en anden måde
– Og jeg kan se forskellen, fordi jeg har levet på begge sider. Først forsøgte jeg at fylde tomheden med ting fra verden, og i dag er mit hjerte fyldt med ting fra Gud. Man bliver et nyt menneske, en ny skabning, og Gud hjælper dig med at leve på en helt ny måde.
Roberto mener, at det også gør en forskel på banen.
– Kristne spiller også på en anden måde, for vore hjerter har ikke den samme ondsindethed, som vi engang havde. Hvis der, før jeg blev kristen, var en spiller, jeg ikke kunne lide, så ville jeg gå ud og jorde ham under kampen.
– Nu, hvor jeg har Jesus, og jeg har fred indeni, er det helt anderledes. I stedet for at ønske at jorde ham for at være ond eller på grund af noget andet, så forsøger jeg at gøre, hvad der er rigtigt og at respektere spillerne, vi spiller imod.
Det betyder, at Zé Roberto ikke så tit får advarsler eller bliver smidt ud, og han kan derfor koncentrere sig mere om at vinde kampen end om at skulle støde sammen med en anden spiller.
Hvis du følger Brasiliens kampe, er det nok værd at lægge mærke til nr. 11, Zé Roberto. Ikke nok med, at han kan trylle med bolden. Han ved, hvem der skal have æren for succesen. Som da han løftede trofæet, efter at han og Bayern München havde vundet den tyske pokalturnering:
– Gud er min kraft, stod der på trøjen.
mbc/New Life