Og det VAR Frejas sal…

Når vi i nationalsangen ”Der er et yndigt land” i hvert vers gentager: ”Og det er Frejas sal – og det er Frejas sal”, så erklærer vi faktisk Danmark for at tilhøre denne hedenske frugtbarhedsgudinde.

Freja var ikke blot gudinde for markernes frugtbarhed, men også for vellystige seksuelle udfoldelser. Og som en ekspert, professor Leif L. Albertsen, nævnte i sin bog fra 1978 ”Lyrik”, så er betydningen af Frejas sal i den hedenske mytologi nærmest ”et bordel for afdankede vikinger”.

Freja var i mytologien en valkyrie. Disse kvindelige guder (eller dæmoner) kunne udpege, hvem der skulle falde i kamp, og de var i øvrigt så krigernes elskerinder i Valhal.

Hvordan gik det dog til, at dette hedenske sludder kom ind i vort dejlige lands nationalsang…?
Det skyldtes, at digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) sværmede vildt for oldtiden og de hedenske guder.

Selv Grundtvig faldt i benovelse over den nordiske hendenskab, før han selv oplevede Helligånden.

Oehlenschläger havde fået stor berømmelse med sit digt om Guldhornene, og det var den tids trend at tale højstemt om det, man troede var en svunden storhedstid.

Oehlenschlägers digt om Danmark havde oprindelig 12 vers, og de fleste af dem er pinlige i deres skamros af fx vikingernes brutale hærgen, ligesom den er indeholder fejl om ”brede bøge” og ”salten østerstrand”. Bøge er jo ikke brede, men slanke, og Østersøen er et af verdens mindst salte have. Også melodiens manglende harmoni med ordene er blevet kritiseret. Og meget andet.

Trafikminister Arne Melchior (CD) foreslog i 2004, at nationalsangen blev skiftet ud med vores verdenskendte landsmand, H.C. Andersens følsomme ”I Danmark er jeg født”. Melchior mente, at at Oehlenschlägers tekst var både utidssvarende og orientalsk.

Vi må bryde med ’Frejas ånd”

Desværre hænger vi på den gamle gudesang.

Og hvis man som kristen har en smule åndelig forståelse, så véd man også, at det betyder noget i praksis for et land, om man bekender sig til kristendommen eller til en anden religion – eller ligefrem forskriver landet til en mytologisk afgud og bordelmutter som Freja.

Danmark blev ikke større i de år, der fulgte national-romantikkens lovprisning af Freja og de hedenske guder.

Tværtimod mistede vi i 1864 næsten halvdelen af riget (nemlig Slesvig, Holsten og Lauenborg) til Tyskland. Kun det nordlige Sønderjylland kom tilbage i 1920. Da havde vi også solgt ud af De Vestindiske Øer – hvor danske skibe indtil 1848 bragte slaver fra Afrika til sukkerplantagerne.

Senere mistede vi også Island helt.
Men Frejas ånd hersker fortsat. Danmark gik foran med indførelsen af fri porno og fri abort – og vores politikere går ofte foran med andre moral-opløsende politikker.

Så måske betyder det mere, end de fleste tror, hvad man bekender i sin nationalsang. Noget tyder på, at vi også mister Grønland og Færøerne – hvis befolkninger i øvrigt er langt mere kristne, end de fleste danskere er.

Indtil vi får en anden nationalsang, kan vi personligt synge ”Og det VAR Frejas sal” – og dermed bekende ind i den åndelige verden, at vi bryder med Frejas ånd.

Hvis du er kristen og forstår noget af det, jeg her antyder, så vær med til at bede imod Frejas ånd – og lad os se, om ikke Danmark kommer ind på et bedre og kristent spor i den kommende tid.