Lyt mere til evangeliet end til politikerne

I forbindelse med forhandlingerne om genåbningen i den forgangne uge stod formand for SF, Pia Olsen Dyhr, frem og sagde, at der aldrig har været så stor efterspørgsel efter håb som nu. Børn og unge har det meget svært. De er ved at miste livsgnisten, og de sårbare elever sakker bagud fagligt.

De gamle sidder ensomme og spørger, hvem der kommer og holder om dem. En psykiater fra et af landets førende hospitaler gav forleden et interview i Berlingske, hvor hun sagde, at et stigende antal danskere har brug for psykiatrisk hjælp som en direkte følge af nedlukningen. Den mentale sundhed er truet, fordi håbet er slukket.

Meget håb er der heller ikke at hente i regeringens udmeldinger, hvadenten det handler om udfasning af nedlukninger, kalkuleret risiko, eksperternes beregninger, epidemikontrol eller forsigtig genåbning.

Onsdagens pressemøde, hvor statsministeren gjorde status over situationen, og hvorfor genåbningen i denne omgang er begrænset, var en lang tomgang af ord. Vi har hørt vendingerne om og om igen de seneste år. I mine ører, og i manges andres, lyder de efterhånden tomme og uden mening.

Hvor skal folk så hente håbet i denne svære tid?

Her i fastetiden har jeg sat mig for at læse så mange religiøse selvbiografier, som jeg kan nå, for at finde håb i andres tro.

Lige nu læser jeg ”Tortured for Christ”, som er den rumænske evangelisk-lutherske præst Richard Wurmbrands personlige beretning om, hvordan han og andre kristne udholdt tortur og isolation i fængslerne i det kommunistiske Rumæmien under den kolde krig.

Det er barsk læsning. Torturen er så voldsom og ondskabsfuld, at Wurmbrand helst ikke vil skrive om det, men hvad han løfter sløret for, er så gruopvækkende, at ingen fatter, hvordan et menneske kan overleve det.

Det, der bar Wurmbrand igennem rædslerne, var kærlighed. En kærlighed, som endda formåede at omvende de kommunister, som udøvede toturen i fængslet. Wurmbrand vender i sin historie hele tiden tilbage til denne kærlighed, som er kærlighed til Kristus. Og som kommer fra Kristus.

Det er ikke sentimental romantisk kærlighed, som vi kender den fra Hollywood, eller den politiske variant, som nu kaldes for samfundssind. Det er en overnaturlig guddommelig kraft, som giver mennesker håb under fuldstændige utålelige forhold.

Wurmbrand skriver, at det er ånden, som er kroppens herre. Det gælder derfor om, særligt her i fastetiden, at lytte mere til evangeliet end til politikernes tomgangs-snak, om man vil bevare håbet eller få det tilbage.