Fornyet kamp mellem kristendom og hedenskab

Af Iben Thranholm. Cand. teol., journalist og samfundsdebattør.

Da jeg så fotoet af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen klædt ud som en vølve, troede jeg ikke mine egne øjne. Hvordan kan den nyudnævnte kirkeminister som noget af det første stille op som model for den asa-troende Jim Lyngvild og hans udstilling Vølver Guder og Guld på Køge Museum?

Vølver er hedenske kultledere, og når kirkeministeren optræder som vølve, er hun iklædt symboler, som går imod kristendommen. Det, mener jeg, er en hån imod kristendommen, og det gav jeg udtryk for i et opslag på Facebook.

Jeg tænkte, at det selvfølgelig nok ville skabe debat. Men jeg havde ingen anelse om, at det ville ende i en mediestorm, hvor jeg er blevet kimet ned af journalister. Der er over tusinde kommentarer på mit Facebook opslag, og i går begyndte også tyske debattører at blande sig.

Selvom jeg i tidens løb har været vant til lidt af hvert i debatten, så er voldsomheden i denne omgang alligevel kommet bag på mig.

En stor del af reaktioneren kommer fra asa-troende og personer, der sympatiserer med disse. Mange af kommentarerne har en meget aggressiv tone. De bærer præg af en indædt modvilje mod kristendommen, grænsende sig til had. Jeg bliver omtalt som kristen ekstremist, beskyldes for at gå ind for heksebrændinger og får at vide, at jeg tilhører middelalderen.

Flere af kommentarerne har en truende tone: jeg kan bare vente mig, for nu er kristendommens tid forbi. Holdningen er, at Danmark blev tvangskristnet, og kong Harald Blåtand var en forræder. Afskyen for kristendommen og mig som kristen vil ingen ende tage.

Hvad der også chokerer mig, er, at stort ingen forsvarer kristendommen i tråden på Facebook – selvom grundloven fastslår, at Danmark er et kristent land, og vi har en kirke i hver en landsby, og de fleste danskere er døbte.

Hvad er det mon ved mit opslag, som vækker så stærke reaktioner?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Der er ingen tvivl om, at det er den gamle kamp mellem hedenskab og kristendom, som blusser op igen.

Når Jim Lyngvild i samarbejde med museer over det ganske land får frie tøjler til at genopvække asa-troen, og kirkeministeren stiller sig i spidsen for denne mission, bliver det generelt opfattet som ren og skær “kulturformidling”.

Havde det bare været “kultur”, så ville min kritik af kirkeministeren som vølve ikke have vækket så voldsomme og aggressive reaktioner. Jim Lyngvild har tidligere udtalt til BT, at kristendommen er det værste, der nogensinde er sket for Danmark. Det er ikke neutral kulturformidling.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Der foregår en åndelig kamp, hvor kristen tro og kultur er under angreb. Hvis ikke flere kristne begynder at reagere på det og tage kampen op, ja, så vil hedenskabet tage over igen.