I kirken fandt Ana en Far, som ikke svigter

Ana var helt lille, da hun og familien kom til Danmark som flygtningefamilie fra det tidligere Jugoslavien. Hendes mor var katolsk kristen, og hendes far var ortodoks.

Selv om forældrene kom fra forskellige religioner, var det som udgangspunkt ikke noget problem, da man ikke praktiserede sin religion så meget dengang. Den katolske tro betød dog meget i hendes mors familie, så det var også noget, Anas mor havde med sig som en integreret del af sit liv.

På asylcenter i 3 år

Familien boede på asylcenter i 3 år, da der var krig mellem Serbien, Bosnien og Kroatien, hvor hun kom fra.

Mens de var på asylcentret, begyndte Anas far at omgås andre fra det tidligere Jugoslavien. De var meget ekstreme i deres holdninger. Faderens engagement var medvirkende til, at hendes forældre blev skilt, og hun kom til at bo alene med sin mor og storebror. Ana mistede kontakten med sin far, da hun var 11 år.

Valgt fra

– Jeg husker det som, at min far valgte mig fra, og det var en meget smertefuld følelse, fortæller Ana. Jeg var virkelig ked af det helt ind i maven, og som 11-årig havde jeg dengang svært ved at forstå, hvordan min far kunne vælge mig fra.
Det affødte så mange spørgsmål, og det var svært, da jeg blev teenager og forsøgte at finde ud af livet. Jeg forsøgte at opsøge min far, da han boede i nærheden, men det fungerede slet ikke. Det gav alt for mange spændinger imellem os.

Efter nogle turbulente ungdomsår fik Ana en kæreste, som ikke var kristen. Ana definerede sig selv som kultur-kristen på daværende tidspunkt. De havde et dejligt forhold, rejste rundt og snakkede om at blive forlovet i fremtiden. Ana havde dog en dyb overbevisning om, at hun ikke ville sætte børn i verden, før de var gift.

Det skyldtes den tradition, hun kom ud af. Men som tiden og årene gik, ændrede Ana sine holdninger for at passe på forholdet.

– Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det forhold var blevet mit ét og alt, og min identitet lå i min kæreste og ikke andet, siger hun.

Valgt fra igen

På trods af, at Ana sagde ja til at få børn, skete der et brud kort før jul, og da følte Ana, at hendes verden faldt sammen.

– Jeg kunne ikke forstå det, for nu havde jeg givet ALT for det her forhold, og så blev jeg valgt fra igen, fortæller Ana. Først var jeg ked af det, men så blev jeg vred – jeg vidste ikke, hvor jeg skulle søge trøst. Så i min magtesløshed foldede jeg mine hænder og knælede, imens jeg græd. Jeg græd i vrede, for hvordan kunne ”Gud” byde mig så meget smerte?

Måtte i kirke

I denne periode oplevede hun pludselig et behov for at komme i kirke for at finde trøst – men hun havde behov for at søge et andet sted hen, end det, hun var opvokset i. Så hun tog med en af sine veninder i hendes kirke.

– Her mødte jeg en fantastisk varme og imødekommenhed, dejlig musik og gode taler. Jeg oplevede noget helt unikt, og der var bare rart at komme. Jeg begyndte at få et håb.
Jeg var jo stadig vred og såret og håbede jo et eller andet sted, at min tidligere kæreste og jeg ville finde sammen igen. Det var jo en tryg tanke, og alt omkring fremtiden var utrygt.
Jeg talte med en i kirken, som sagde: ”Jeg tror bare, at Gud vil give dig fred i dit hjerte”. Jeg forstod det ikke helt. Senere samme dag, fik jeg at vide, at min eks-kæreste havde fundet sammen med en af mine gode bekendte. Det slog mig ud. Jeg så det simpelthen sådan, at jeg var skubbet ned i en dyb dal imellem to kæmpe bjerge. Jeg prøvede virkelig at finde mening, men intet gav mening, og jeg måtte rette fokus tilbage til at bede, for det var det, der gav mest mening i denne situation.

Gud talte

Men en søndag 2-3 uger efter i kirken skete der noget. Efter gudstjenesten kom gæsteprædikanten og hilste på dem. Ana havde aldrig mødt ham før, og han kiggede på hende og spurgte ”Går du i tro?”

Ana, som ikke lige vidste, hvad hun skulle svare, sagde ”Ja, det er jeg da begyndt på”.

Prædikanten spurgte med at varmt blik, om han måtte bede for hende, og hun sagde ja. Mens han bad, oplevede Ana, at følelserne væltede ud af hende. Hun græd og græd uden at kunne stoppe, fortæller hun, imens hun bliver lidt rød i kinderne.

Så sagde prædikanten nogle ord til hende fra Gud:

”Ana, du går på en sti, fuld af torne, og den sti gør ondt. Du har fået en stukket en kniv i ryggen, og du er virkelig blevet såret. Og ikke nok med at du har fået en kniv i ryggen, men den er også blevet drejet en halv omgang.

Du står ved en skillevej på den sti. Du ved ikke, om du skal hævne dig eller give slip og tilgive. Men jeg ser dig, og jeg har lovet dig et liv i kærlighed og fred, og vælger du at følge min vej, så vil du aldrig være foruden noget”.

– Imens jeg stod der, og han bad, følte jeg, at hele kirken var tom – selv om der var masser af mennesker – og at det bare var os og et stort lys af varme og kærlighed, en følelse, en kraft og energi, som var så virkelig og levende, men alligevel så uvirkelig, fortæller Ana.

Hun vidste, at prædikanten ikke kunne vide, hvad hun gennemgik. Det var jo første gang, hun havde mødt ham, og det hun oplevede, var helt sikkert ikke af denne fysiske verden, tænkte hun.

Tilgivelsen

Ana oplevede, at der var sket noget nyt, at der var en kraft, som hun ikke havde kendt til, og det håb måtte hun bare prøve at følge.

Kort tid efter besøgte Ana nogle venner fra kirken, som fortalte mere om Jesus og hans kærlighed til alle mennesker: At Gud ikke er en, vi skal frygte, fordi Han elskede os først.
Det sagde bare JA dybt inde i hende; der faldt noget på plads. Det var, som om hendes ånd blev vækket.

Men hendes ven i kirken sagde også til hende, at hvis hun ville give slip og følge Guds vej, som prædikanten havde sagt, så indebar det, at hun skulle tilgive først. Men inden hun tilgav sin ekskæreste, skulle hun starte med at tilgive ham, der havde svigtet hende først, nemlig hendes biologiske far.

Ana begyndte at bede og læse i Bibelen, og efter halvandet år kunne hun mærke, at hun havde tilgivet sin far 100%, og derefter var det ikke svært at tilgive hendes eks-kæreste.

”Jeg kunne lige pludselig se, at der var en mening med, at jeg skulle skubbes ud på den rejse, fordi jeg blev svigtet af min far, så jeg kom ”ned i dalen”. For dér mødte jeg det, der er større end smerte, mørke, frygt, negative tanker, ensomhed.

Jeg fandt Jesus, håbet, troen, lyset og kærligheden. Jeg har fået en faderfigur i Gud, som elsker sit barn. Ligesom han elsker dig og alle andre,” udtrykker Ana med et stort smil.

Ny identitet

– Siden har jeg arbejdet meget med, hvordan jeg skulle placere Jesus. Jeg blevet bevidst om, at min identitet ikke er i mit arbejde, i mit hjemland, i traditionen eller religionen, min karriere, familie, eller mine venner. Min identitet finder jeg i Jesus. Religionen havde jeg fået fra barndommen, men nu fandt jeg min egen tro på Jesus, og det blev en del af min identitet og min stolthed.
Førhen skiltede jeg aldrig med min tro for nogen, men i dag skammer jeg mig slet ikke over min tro, fordi det er den JEG ER!
Jeg synes Jesus er det fedeste forbillede, tænk hvis vi alle lignede ham lidt mere… Jeg inviterer i dag gerne mine venner og veninder med i kirke, og når nogen spørger ind til min tro, deler jeg gerne ud af den. For jeg vil gerne være med til at lyse for andre mennesker. Jeg ønsker bare for alle, at de kan opleve den kærlighed, som jeg oplevede, slutter Ana.