Hvad siger Paulus om Kirkens bortrykkelse?

I modsætning til den relativt korte beskrivelse af Kirkens bortrykkelse, som vi finder i Joh. 14,1-3, beskriver 1. Thes. 4,13-18, der er et af Paulus’ tidligste breve, langt mere udførligt selve bortrykkelsesprocessen.

Det er måske overraskende for nogle, at Paulus har eskatologien (læren om endetiden) med i sin allertidligste undervisning til menigheden i Thessalonika.

Men det dokumenterer blot, at endetiden, med Kirkens bortrykkelse og senere Jesu genkomst til jorden for at regere som konge i Tusindårsriget, ikke var forbeholdt elever på det sidste semester på bibelskolen, men var med i den første grundforståelse af Kirkens håb, jf 1. Joh. 3,3.

Forventning om bortrykkelse før Trængselen

Det var aktuelt og optog Kirkens medlemmer og ledere og blev behandlet lige fra begyndelsen som en del af menighedens udrustning, så man kunne leve i visheden om ”Jesus, der frier os fra den kommende vrede,” Thes. 1,10. ”For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelse ved vor Herre Jesus Kristus,” Thes. 5,9.

Disse skriftsteder beskriver en imminent begivenhed, hvor både bortrykkelsen og begyndelsen på Herrens dag sker pludseligt, uventet og overraskende, som ”tyvens komme om natten,” 1. Thes. 5,2.

Sand kristen tro inkluderer forventning om Kristi imminente komme. Derfor er den eneste løsning at være klar, at være årvågen i forventning til Herrens komme. Så meget desto mere burde den side af kristenlivet betones i undervisning og forkyndelse.

Paulus præsenterer læren om bortrykkelsen ”med et ord af Herren” i 1. Thes. 4,15-18 således:

”For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede.
For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.
Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.
Trøst derfor hinanden med disse ord.”

De syv trin

Dette er en gengivelse i slowmotion af begivenheden, der består af følgende syv trin:

1) Herren selv vil stige ned fra himlen til vores atmosfære, pludseligt og uden varsel.

2) Dette sker med et højt kommandoråb fra Jesus, der initierer de troendes opstandelse og forvandling – først de døde, dernæst de levende til den tid, begge grupper ”i Kristus.”

3) Med en ærkeengels røst, dvs. Mikaels, der er den eneste i denne kategori. Dette er en gentagelse af det kommandoråb, der har lydt et øjeblik tidligere. Råbene svarer til militære kommandoer, der straks adlydes, og derved iværksættes bortrykkelsen øjeblikkeligt.

4) Nu gjalder en Guds basun. Der blev stødt i hornet for at drage i krig, for at kalde til tilbedelse eller som her til opbrud, og hornets klang stadfæster, at bortrykkelsen skal ske nu.

5) Først skal de døde i Kristus opstå. Dette er det andet led i den første opstandelse, hvor Kristus er førstegrøden, de troende ”i Kristus” andet led og Trængselens martyrer det tredje, 1. Kor. 15,23; Åb. 20,4.5b.

6) Så skal vi, der lever og endnu er her (på jorden til den tid), rykkes bort i skyerne sammen med dem. De dødes opstandelse efterfølges af de levendes forvandling for sammen at ”rykkes op” (harpázō) fra jorden. Det ligger implicit, at de, der ikke er ”i Kristus”, bliver ladt tilbage.

7) For at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren, hvilket bekræfter det løfte, Jesus gav i Joh. 14,3, og efter Trængselen vender vi sammen med Kristus tilbage til jorden, hvor Tusindårsriget oprettes.

I et nu, på et øjeblik!

I 1. Kor. 15 behandler Paulus opstandelsen fra de døde og omtaler i denne forbindelse bortrykkelsen i v. 51-52:

”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”

Her ”køres filmen ikke i slowmotion,” men bortrykkelsen sker ”i ét nu.” Udtrykket er ”en atomō”, som er sammensat af benægtelsen a: ”ikke” og ”jeg skærer” (temnō). Dvs., at det øjeblik er så kort, at det ikke kan deles (bogstaveligt: ”skæres i stykker”) og betyder altså ”en lille, udelelig tidsenhed.”

Dette betegner sammen med udtrykket ”på et øjeblik” den meget korte tid, det tager for Kristus at hente og forvandle Kirken, både de døde og de til den tid levende.

Begge grupper er ”i Kristus;” en betegnelse for dem, som udgør den sande Kirke. De gammeltestamentlige hellige opstår først efter Trængselen og indgår i Tusindårsriget, Dan. 12,1-3.

Jesu komme i skyen er både til velsignelse (bortrykkelsen) og dom (trængselen), for ved det samme imminente komme finder bortrykkelsen af Kirken sted, og umiddelbart herefter begynder den 7-årige trængselstid, Åb. kap. 6-18, som skal komme over hele jorden, men som Kirken reddes fra, 1. Thes. 5,9; Åb. 3,10.
Kirkens bortrykkelse virker altså som ”startskuddet” til Herrens dags begyndelse.

En iscenesættelsestid

Vi lever i en iscenesættelsestid, hvor klimaforandringer sammen med gentagne epidemier med virus fra dyr formodentlig kan ses som tiltagende for at blive katastrofale i den kommende Trængsel.

Samtidig ses en overordnet politisk iscenesættelse til det kommende ragnarok, der vil chokere verden. I bortrykkelsesøjeblikket er der ikke tid til omvendelse, som derfor må ske nu.

Hemmeligheden

Til Korinterne siger Paulus desuden, at han har fået del i ”en hemmelighed” (mystērion), der er en sandhed, som hidtil har ligget skjult hos Gud.

Det er ikke de dødes opstandelse, som er kendt fra Gamle Testamente, men det faktum, at vi ikke alle skal ”sove hen,” hvilket er en eufemisme, dvs. et pænere udtryk for at dø.

Denne hemmelighed består desuden i, at alle ”i Kristus” skal forvandles ved denne pludselige begivenhed.

Den sidste basun

Udtrykket ”den sidste basun” er ofte blevet misfortolket og set som en reference til den syvende og dermed ”sidste basun” i en serie, Åb. 11,15, dvs. den afsluttende domsbasun. Men udtrykket stammer fra Israels Hornblæsningsfest, hvor der lyder 100 stød i hornet, og disse kan inddeles i 4 kategorier:

1. Den første hornblæsning består af ét langt stød i hornet, der symboliserer glæde.

2. Den anden hornblæsning består af tre korte staccato-stød i hornet, symboliserende sorg og klage.

3. Den tredje hornblæsning består af 9 meget korte stød, en slags triolstød, der symboliserer ængstelse og bedrøvelse. Disse 3 former for hornblæsning varierer i afviklingen frem og tilbage, indtil i alt 99 stød har lydt.

4. Den fjerde hornblæsning består af ét enkelt, vedvarende stød i hornet, så længe, som hornblæseren har luft til, og er det 100.stød, der samtidigt afslutter hele hornblæsningen. Det beskrives som ”det store stød,” ”det sidste stød” eller ”det sidste horn.”

Festens profetiske aspekt

Hornblæsningsfesten forudsiger to vigtige, endnu fremtidige, begivenheder, der begge hører endetiden til, nemlig
a. Israels indsamling i tro til Løftets land, Mat. 24,31, og
b. Kirkens bortrykkelse.

Derfor nævner Paulus ”den sidste basun” i sin lære om bort-rykkelsen.

Læs også sidste uges kronik om Bortrykkelsen her