Tro, tvivl og mirakler

Af Jonathan Bisgaard, Præst, Mariager Fjord Frikirke

”Du har MS – multiple sklerose”. Sådan lød en spand koldt vand, jeg fik i hovedet for to år siden. Man tror aldrig, at det sker for en selv, har jeg så ofte hørt det sagt. Men hvad så, når det sker? Det pludselige, som rammer og lammer os, eller en vi har kær.

Hvad sker der med troen? Bliver det bitterhed, tvivl eller håbet om mirakler?

I dagens tekst kommer en mand med sin søn til Jesus, i håb om et mirakel. Jesus er i første omgang ikke til stede, og derfor må hans disciple forsøge sig. Resultatet: En kæmpe fiasko, en skuffet far, en plaget dreng og en frustreret Jesus.

Vantro?

”Du, vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud”? Udbryder Jesus, da han bliver opdateret på situationen. Han virker en anelse presset. Interessant nok ikke på grund af disciplenes arrogance eller uvidenhed, men deres vantro – eller ikke-tro.

Omvendt så ”undrede” han sig og var forbløffet, når han mødte eksempler på det modsatte: stor tro fra uventede steder (Luk. 7:9; Mt 8:10). Reaktionen fra Jesus er et lille praj til os om, at han er optaget af mere end drengens udeblivende mirakel.

For mange af os, så skærer det i ørene som en pivfalsk tone, når vi hører noget, der bare minder om ”hvis vi bare tror nok, så kommer miraklet”. Derfor ender Jesus med at virke nærmest provokerede, når han svarer mandens ”hvis du kan, så forbarm dig over os”, med ”hvis du kan”. Kan hvad? Tro? Men ville Jesus ikke kunne helbrede drengen, selv hvis manden ikke tror? Afgjort jo.

Faderen bad Jesus forbarme sig over dem. Netop det har Jesus tænkt sig at gøre. Han vil give drengen frihed og give faderen tro. Tro synes ikke at være et middel til målet, for Jesus, men selve målet. Siden troen må vælges i lige så høj grad, som den gives og modtages, så spiller manden selv en rolle. ”Hvis du kan”. Manden hører invitationen og udbryder det mest oprigtige gensvar muligt: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

I teksten der prædikes over i denne uge, kommer en far til Jesus med sin tro – og sin vantro.

Kun de troende er vantro

De troende er altid den vantro slægt, som Jesus kæmper for at måtte udholde. Netop fordi de troende er dem, der naturligvis burde have tro. Meget naturligt er de troende også dem, som har vantro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ikoniske Charles Spurgeon skriver: ”While men have no faith, they are unconscious of their unbelief; but, as soon as they get a little faith, then they begin to be conscious of the greatness of their unbelief.”

Først med nogen tro kan vi se alle de måder, hvorpå vores tro ikke slår til. Hver gang vi bekymrer os for vores økonomi, helbred, eller kære, så ligger der i virkeligheden vantro. Spørgsmålet om Gud nu virkelig er god og sørger for os. Når vi søger at dække vores behov andre steder end hos Gud, så er det dybest set et udtryk for en vantro indstilling: er Gud virkelig nok?

Dermed er ingen mere vantro end de troende. Derfor bliver faderens fantastiske bøn vores bøn. ”Vi tror, hjælp vores vantro”, er de troendes bøn til alle tider.
Jesus svarer ved at helbrede både drengen for sine uhyggelige gysersymptomer, og faderen for sin vantro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det største mirakel

Da kronisk sygdom blev min nye virkelighed, fortalte mange trosfyldte kristne mig, at jeg ville blive helbredt. Selv var, og stadig er, jeg mere i tvivl. Ikke om at Gud kan, men mere om det er lige dét, han vil.

Kort efter jeg blev udskrevet fra min indlæggelse, slog det mig meget stærkt: Jeg har allerede fået det største af alle mirakler: troen på Jesus Kristus. Jeg oplevede en dyb tillid til Gud, midt i meningsløsheden.

Der står jeg så. Midt imellem dyb tillid og klar erkendelse af, at jeg mangler tro i mine følelser, indstillinger og handlinger. Der står jeg sammen med alle troende. Jesus, vi tror, hjælp vores vantro!

Bibeltekst: Mark. 9,14-29

Helbredelsen af drengen med den urene ånd


Artiklen fortsætter efter annoncen:



14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem.*

15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham.

16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« 17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum.

18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.«

19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.

21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn.

22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.

« 23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«* 24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!«

26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« 27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« 29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Bibelen. Den hellige Skrifts kanoniske Bøger. (1992).
Det Danske Bibelselskab.