Tilgivelse befrier
Lene blev som 5-årig udsat for overgreb, og bitterheden fyldte hendes liv. Først da hun lærte at tilgive med Jesus Kristus som sin hjælper, blev hun genoprettet.Den 28. oktober 2005 blev Lene Albek udfordret af sin kontaktperson Stine fra hospitalet. Hun konfronterede Lene og sagde, at nu måtte hun bryde den mur ned, som forhindrede hende i at få et godt liv, og sætte sig ud over alle de fortrædeligheder, som hun havde været udsat for – ved at tilgive.
Derfor bad Lene en aften denne bøn:
Almægtige Gud. I Jesu navn beder jeg om, at du vil hjælpe mig med at tilgive min onkel for det overgreb, som jeg var udsat for som 5-årig.
– Jeg bad i halvanden time og fik ordene i mit hjerte: Jeg kan ikke, jeg vil ikke tilgive. Her stoppede jeg og fortsatte næste aften også i halvanden time, indtil jeg fornemmede, at tilgivelsen var fuldbragt.
To dage senere vågnede jeg omgivet af noget, der føltes som en eksplosion. Alt det, der havde været holdt nede, blev nu frigivet. Jeg oplevede f.eks., at jeg begyndte at være bedre til at sætte grænser, stole mere på mig selv, turde mere og stole på min intuition. Derudover blev mit selvværd og min selvtillid styrket. Jeg begyndte at finde mine egne ben at stå på.
Denne tilgivelse åbnede en helt ny verden for mig. Jeg fik brudt et gammelt mønster, der hed: At have det svært – til at have det godt og turde leve.
Men det har også været en proces, hvor alt det nye skulle integreres. Indtil nu er der gået et års tid, og det sker skridt for skridt. Jeg oplever situationer, hvor jeg skal sige fra, men når Gud står bag, så går det meget lettere. Det har været det, jeg skulle starte med at øve mig på. De andre ting lister sig lige så stille på plads. Det ene trækker det andet med sig.
Lene fortæller også, at hun har brugt tilgivelse i mange andre sammenhænge:
– Jeg havde søgt 25 alternative behandlere for at få løst op for en blokering, der gjorde, at jeg ikke kunne huske og havde problemer med indlæring. Det havde gjort mig syg.
Jeg tilgav mig selv under forbøn for at have været uvidende og modtog Guds kærlighed. Jeg har også tilgivet min tvillingbror for at have taget sit eget liv, og ved at tilgive blev sorgen og savnet ophævet. Denne sorg havde jeg båret rundt på i 32 år.
Under forbøn er jeg blevet døbt i Helligånden og har fået tungetalen og velsignelsen til at tilgive ved Helligåndens kraft.
Jeg har fået vist situationer, hvor jeg skulle tilgive mig selv, tilgive andre og selv få Guds tilgivelse. Dette skete over en periode på tre måneder og har været så forløsende, at det er mærkbart. Ikke kun for mig selv, men også for mine omgivelser.
Jeg har tilgivet min første mand (V.) for alle hans svigt og undrede mig over, at han skulle tilgives, før min anden og nu afdøde eksmand (A.), som jeg var gift med i 19 år. Men Gud ved bedst.
Under forbøn blev jeg gjort opmærksom på, at jeg måtte slippe min fortid. Jeg fik et billede af mine fotoalbum, og jeg blev klar over, at jeg skulle rydde ud i mine billeder. Det var en fredag aften. Lørdag gik jeg igen til forbøn. Søndag ryddede jeg ud i billederne af mine ægtemænd – og dem, som jeg ikke havde kontakt med mere.
Mandag morgen tilgav jeg V., og allerede tirsdag mødte jeg ham på Nørreport station. Vi havde ikke set hinanden i 11 år. Det var sekunder, det handlede om, for havde jeg drejet en halv omgang rundt, så havde jeg ikke mødt ham. Onsdag blev mit spisebord og stole, som jeg havde fået, da vi blev skilt, afhentet af Røde Kors. Vi har været gift to gange med 36 års mellemrum.
Under forbøn har jeg mentalt tilgivet A. to gange. For nylig læste jeg igen Helbredelse af sjælen af Paula Shields.
Hun skriver, at vi kan bede Jesus om at hjælpe os med at tilgive. Så satte jeg mig til rette i min stol og bad indledningsbønnen som nævnt og derefter følgende: Jesus Kristus, jeg beder dig hjælpe mig med at tilgive A. for alle de gange, han har taget glæden fra mig. Denne bøn sagde jeg jævnligt i over en halv time, og ordet halleluja kom tre gange i mit hjerte efterfulgt af et amen. Så vidste jeg, at tilgivelsen var fuldbragt. Dagen derpå var jeg mere rummelig i min krop.
Jeg har været igennem 14 års sygdom med frygt, angst og depression, men efter at have tilgivet er jeg blevet fri for al lidelse. Dog har angsten forsøgt at komme til overfladen tre gange, men ved brug af sætningen: Jeg har fortjent at være glad, forsvandt følelsen. Det er ordet fortjent, der er styrke i.
Jeg har fået åbnet op til alt det nye, så det udelukkende er det, som jeg holder fast i og bliver styrket igennem.
For nylig kom ordene Du har lidt nok i mit hjerte.
Vi kan få megen hjælp af Gud, men vi må selv arbejde med. Jeg ved, at med Guds hjælp vil der blive løst helt op for disse blokeringer.
Det vil tage sin tid, så jeg væbner mig med tålmodighed.
Havde jeg ikke tilgivet min onkel, ja, så havde jeg hængt fast i dyndet endnu. Én ting er sikkert, man kan ikke tilgive med hovedet, hjertet skal med.
