Dronningen er død – længe leve Kongen!

Torsdag den 8. september døde dronning Elizabeth efter 70 år på tronen. I den anledning blev hendes tid som dronning italesat som en tid, der – ikke mindst de senere år – har været fyldt med kriser i hendes familie, i England, ja i hele verden.

Her har hun stået som klippen, det sikre holdepunkt i en svær tid, hvor alt andet synes at flyde. Midt i tidernes op- og nedture har briterne i 70 år kunnet sætte deres lid til hende som stabiliteten i deres liv. Det er, hvad man hører fra den enkelte brite, der sammen med tusinde andre har trodset regnen for at lægge en blomst ved Buckingham Palads, og det er, hvad man hører fra alle journalister, der i den højtidelige og sorgfulde anledning er kaldt i studiet.

Og, ja, det er udenfor enhver diskussion, at hun med sin pligtfølelse lige til det sidste ikke blot har været et eksempel, men en stabilitetsfaktor i manges liv. Blot den kendsgerning, at hun to dage før sin død tog imod både den afgående og den nye premierminister – trods tydeligt svækket – siger lidt om en jernvilje og en pligtfølelse langt ud over det sædvanlige.

Men jeg kan ikke lade være at studse over det anvendte sprogbrug. Når der her efter hendes død tales om, hvilken betydning hun har haft for sit folk, bruges der således ord og vendinger, der ellers anvendes i beskrivelsen af Kongernes Konge: Han er klippen, mit faste holdepunkt, den som står fast, når alt omkring mig vakler.

Ingen tvivl om dronning Elizabeths betydning. Hun har været en monark uden sidestykke i åremål på tronen, men også i format. Men intet menneske kan i virkeligheden holde til at være andres klippe og eneste holdepunkt – heller ikke en dronning. Dette bliver klart, om ikke før, så når dette menneske dør. Straks dér – på et eneste øjeblik – braser selv den fasteste klippe.

Kun Gud har format til at bære ikke bare mig den enkelte, men hele verden gennem en tid, der på mange måder er fyldt med usikkerhed, farer og forfald. Kun Gud kan give os den kraft, der giver styrke og mod til at se verdens og vores eget indre kaos i øjnene.

Kun Gud kan være den klippe, der holder – ikke bare i 70 år – men for evigt. Derfor er den eneste, man med fuld fortrøstning kan sætte hele sin lid til og med sindsro kan deponere sin tryghed hos – Kongernes Konge. Så dronningen er død, men længe – ja evigt – leve Kongernes Konge.