Det var aldrig, hvem vi var

I øjeblikket er jeg bosat i Moldova, hvor jeg arbejder med og skriver speciale om menneskehandel.

At leve hernede kunne ikke være mere anderledes end livet i Danmark. For eksempel er en del af livet for mange her i min landsby at gå til brønden hver dag efter vand og velfungerende Wi-Fi er en sjældenhed. Èn ting, man ikke kan undgå at lægge mærke til, er, hvordan ethvert hjem og tilmed bare enhver bygning har mindst én hund.

Denne hund er ikke, som vi kender det i Danmark, et kæledyr, men er en hund, der fungerer som både tyverisikring og alarmberedskab. Disse vagthunde puttes i lænker fra fødslen af, hvilket hurtigt resulterer i en ekstrem god (og meget aggressiv) vagthund, der kan beskytte hjemmet og har et meget stærkt tilhørsforhold til den bolig, den har været lænket ved. I mange af hjemmene er det at have en lås på sin dør nemlig lige så fjernt, som det danske sommervejr er lige i øjeblikket.

Samtidig med at private benytter sig af disse vagthunde og sætter dem i lænker, tager de sig ikke rigtig af hundene og holder af dem. Jeg bemærker igen og igen, hvor meget denne lænke påvirker hundene negativt. Den fjerner deres følelse af frihed og opmuntrer dem til en ekstrem aggressivitet, mens de er i lænken. Men ofte med det samme, de slippes fri af lænken, stopper de med at gø og løber i stedet rundt af glæde med 120 km/t.

Hvor ofte har vi ikke også lænker, vi ikke tænker over, men som forhindrer os i at leve det liv i frihed, vi er skabt til? Vi glemmer, at vi ikke var født i lænker, og at tingene kan være anderledes og bør være anderledes. Det kan endda være, at vi kommer til at glemme den frihed, Gud har skabt os til at leve i. Det kan være i forhold til vores verdenssyn, selvbillede, drømme for fremtiden eller et liv uden Jesus.

Vi lader os selv være i lænker, der endda er skabt af folk, der slet ikke holder af os eller vil os det bedste. Hvilke lænker har du ladet andre mennesker eller verden sætte dig fast i, som aldrig var ment for dig at være i?