En fighter fylder 75 – og gifter sig

Hans Kristian Neerskov grundlagde Dansk Europamission og smuglede bibler ind til de forfulgte kristne i Sovjet.
Han var også med til at oprette Sakharov-komiteen og kæmper stadig for menneskerettighederne.
Hans banebrydende indsats var medvirkende til, at det kommunistiske Sovjet-system brød sammen.Den 12. maj fylder Hans Kristian Neerskov 75 år,
og dagen derpå gifter han sig med norske Unni.

Hans Kristian Neerskov sammen med sin brud, Unni, der er norsk født.

H. K. Neerskov har været en kendt og omdiskuteret skikkelse de sidste 50 år, ikke blot i kirkelivet, men også i det politiske liv.
Få kristne har haft en så dramatisk livsbane, som han. Og få har haft så stor påvirkning, ikke blot i Danmark, men i USA og Sovjet, Østeuropa og mange andre lande i verden.
Neerskov var en vigtig brik, da kommunismen brød sammen, fordi han talte for de forfulgte kristne og andre samvittighedsfanger og påpegede det kommunistiske systems umenneskelighed.
Lad os her forsøge at opridse lidt af hans historie.

Hans Kristian blev født i København 1932 som den 4. og sidste i rækken af søskende.
Hans far var grosserer og ud af en rig bankfamilie. Han havde været god for mange millioner, men i 30’erne slog økonomien fejl, og selv om familien boede flot, ”var vi fattige som kirkerotter”.
Men han kom på Efterslægtens Skole og Gymnasium, hvor man kun kunne komme ind, hvis man havde ug – i gennemsnit.

Familien gik i kirke. Og som ung kom Hans Kristian i forbindelse med den blændende bibellærer Poul Madsen, som først virkede i Folkekirken, men i 1953 dannede frikirken Kristent Fællesskab.
Hans Kristian blev døbt i frikirken, men det varede ikke længe, inden han kom i anfægtelser. Han havde opdaget, at der i Ny Testamente tales om en overnaturlig kraft fra Gud, som de kristne kan få del i. Men Helligåndens dåb var ikke noget, der stemte med Madsens undervisning, så den unge Neerskov blev smidt ud og mistede alle sine venner.
Nu befandt han sig i et ingenmandsland, hvor han ikke havde en kirke at klynge sig til. Han havde kun Gud.
Når han som 75-årig kigger tilbage på sit liv, er han ikke i tvivl om, at det år, hvor han intenst søgte Gud i denne krise, var afgørende for, at han senere blev brugt så overvældende i Guds rige. Det var i denne krise, han besluttede sig til at finde sandheden og følge Guds vilje i erkendelse af bibelordet: ”At leve Gud nær er min lykke”.

Mens han gik på Wiedenest Teologiske Institut i Tyskland (Brødremenigheden), bad han en nat inderligt til Gud om at få Helligånden. Og selv om der ikke skete en synlig begivenhed, så oplevede han det næste halve år, at Gud virkede igennem ham på en helt ny måde. Han havde fået noget i sig eller over sig, som fik mennesker omkring ham til at lytte og omvende sig.
I 1958 skrev Neerskov bogen ”Liv og Kraft ved Helligånden” ud fra sin nye forståelse og erfaring. I bogen argumenterede han for, at kristne kan have Helligånden i sig (til indre forvandling) uden at have Helligånden over sig (til kraft i tjenesten). Og modsat.
Han havde imidlertid ikke råd til at udgive bogen, så han bad Gud om, at han måtte få de 5.000 kr., der skulle til, da hans egen månedsløn kun var 600 kr. Og i 1961 kom pengene, og bogen udkom.

Neerskov var gået ind i Pinsekirken og var først forstander i Blåhøj, senere i Tabormenigheden i København.
Mange af de traditionelle pinseledere var uenige med Neerskov, som imidlertid tiltrak tilhørere, også fra Folkekirken, på grund af sin dynamiske bibelundervisning. Og bogen var med til at forberede den karismatiske fornyelse, som kom i 70’erne.
Alligevel blev han i pinsekirken i 35 år, indtil han i 1996 gik i protest imod herlighedsteologien, som han mente var i færd med at ødelægge pinsekirken på det tidspunkt.

I 1964 begyndte imidlertid et dramatisk kapitel i hans liv. Han tog til Østeuropa og kom i kontakt med de forfulgte kristne, som ikke engang kunne skaffe sig bibler. På mange måder blev de forfulgt af de kommunistiske regeringer. Kirkerne var i nogle tilfælde beslaglagt, præsterne og aktive kristne blev fængslet og mange døde i fangelejrene.
Neerskov begyndte at smugle bibler ind i de lukkede lande og hjælpe de forfulgte.
I starten var det et bijob ved siden af hans præstearbejde, men i 1968 blev det til et selvstændigt arbejde. Et blad blev udsendt og fik efterhånden 30.000 læsere.
De officielle kirkeledere – lige fra biskop Bertelsen til baptisternes internationale sekretær Wümpelman – protesterede imod arbejdet, som de mente skadede deres officielle relationer med de kommunistiske lande.
– Kommunisterne og venstrefløjen stod stærkt dengang og støttede blindt kommunismen. Blandt dem, der kritiserede mig, var forfatteren Hans Scherfig, der stod centralt i DKP. Universitetet i København havde en kommunistisk rektor, Mogens Fog, og på alle universiteter herskede et socialistisk miljø. Lederen af det teologiske fakultet, Jens Glebe Møller, udtalte, at kommunismen skulle redde verden og benægtede, at Jesus skulle have sagt, at ”de fattige har I altid iblandt jer”, husker Neerskov.
– Hvordan havde du det med deres kritik?
– Kritik rører mig overhovedet ikke, hvis jeg blot véd, jeg gør det rigtige, svarer Neerskov, der slet ikke har det så dårligt i blæsevejr. Han er en fighter af natur.
Trods advarsler fra de velmenende kristne ledere blev der nu i stigende grad sat fokus på krænkelsen af menneskerettighederne i de socialistiske lande, og det rystede det mægtige rige.

Bogen ”Hvor Øst og Vest mødes” kom i over en million eksemplarer.

Neerskov udgav i 1974 bogen ”Hvor Øst og Vest mødes” om sine egne oplevelser med det undertrykkende system, og bogen blev hurtigt en bestseller, ikke mindst i USA, hvor den udkom på engelsk under titlen ”Mission Possible”. Snart efter blev den oversat til i alt 16 sprog og udkom i 26 lande.
Samtidig blev et missionsselskab ”Mission Possible” oprettet i Texas med Neerskov som præsident, mens en tidligere politiadvokat ledte det daglige arbejde.

Gang på gang kom Neerskov på tv-kanalerne, især i USA. En morgen ringede Pat Robertson fra CCN til ham og fortalte, at han om aftenen havde været på tv i hele USA, fordelt på 37 forskellige kanaler.
I den russiske partiavis Izvestia brugte man 3/4 side på at advare imod den ”ideologiske fjende nr. 1”, danskeren Hans Kristian Neerskov.
Herhjemme skrev de store aviser jævnligt om arbejdet, ikke mindst når Neerskov blev arresteret.

– Det var den største tjeneste, myndighederne gjorde for mig, når de arresterede mig, morer Neerskov sig. Det gav nemlig god omtale.
Elleve gange blev han arresteret af myndigederne i østlandene for at indføre bibler eller for at samarbejde med ”illegale” kristne.
Europamissionen skaffede bibler på 60 af Sovjetunionens sprog, hvoraf mange havde alle Lenins værker, men ikke et ord fra Biblen.
De resterende seks sprog er der nu også kommet oversættelser på, og missionen er også med i en ny tyrkisk bibel.

En kristen landbrugsorganisation forærede korn til en værdi af 20 mio. dollars, som Neerskov kunne forære til Polen. Han forhandlede med regeringslederen Jaruselski og fik gennemført, at kirken skulle fordele halvdelen af kornet til de fattige og selv nyde gavn af det. Han blev inviteret af den katolske kirkes leder, kardinal Joseph Glemp, og fungerede også som rådgiver for kirken og fagforeningen Solidaritet, der væltede styret i Polen.

---

Artiklen fortsætter efter annoncen:

Blandt Neerskovs medkæmpere i Sakharov-komitéen var Per Stig Møller, som senere blev udenrigsminister.

I 1975 var han hovedmanden bag oprettelsen af Sakharov-komiteen, hvor også den nuværende udenrigsminister Per Stig Møller sad.
Komitéen rettede gennem høringer på Christiansborg verdens søgelys på atomfysikeren Andrej Sakharov, der blev forfulgt af myndighederne, fordi han kritiserede dem. Samtidig blev komitéen brugt – og bruges stadig – til at kæmpe for andre forfulgte menneskers rettigheder, hvad enten det er i de kommunistiske lande eller i Irak.

Efterhånden som arbejdet skred frem, og det kommunistiske rige smuldrede, fik han flere æres-ordener, som f.eks. den polske Røde Kors-orden, den russisk-ortodokse kirkes Arkimandrit-orden og Wallenberg-guldmedaljen for kamp for retfærdighed og menneskerettigheder.
Genem årene har han også mødt kendte personligheder som præsident Ronald Reagan i 1986; den senere pave Johs. Paul II mødte han allerede i 1976, og Tjekkoslovakiets præsident Vaclav Hawel og Georgiens præsident Eduard Shevardnadzhe har han mødt flere gange. (Han har også oprettet en Dansk-Georgisk Venskabs Forening i 2000 og er stadig formand for den.)
Herhjemme havde han flere gange møder med statsministrene Poul Hartling og Anker Jørgensen.

– Det var fuldstændig overvældende, husker Neerskov, der arbejdede døgnet rundt.
Han er udrustet med en enorm energi og en god portion målrettet stædighed.
Normalt går han i seng omkring midnat og står allerede op ved seks-tiden.
Men i den dramatiske start i 1969, hvor han som 37-årig arbejdede i op til 17 timer i døgnet, blev det alligevel for meget for kroppen. Han faldt om på en færge og blev lammet i venstre side.
Med ét blev han sat ud af spillet i syv måneder. Efter hospitalet blev han anbragt i en kørestol på Hjemmet for Vanføre. Han havde også afasi – problemer med at tale. Han blandede alle de sprog, han kendte, sammen.
– Undrede du dig ikke over, at Gud tillod det midt i den hektiske periode?
– Jo, men jeg var ikke i tvivl om, at han var med i det. Ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud véd det.
Når vi arbejder for Gud, så prøves vi også. Gud brugte denne periode til at vejlede mig, mener Neerskov.

Efter at han havde været hjemme en måned, blev han vækket klokken fire om morgenen, og Gud ”sagde” til ham, at han skulle tage til Bulgarien.

– Jeg har flere gange oplevet, at jeg blev vækket netop klokken fire om morgenen med en klar tanke fra Gud.
Jeg har oplevet, at Gud har talt til mig på tre måder: Gennem en stemme, gennem bibelvers og gennem ”tilfældigheder”, som jeg bagefter har kunnet se ikke var tilfældige, men vejledning.
Oftest har jeg hørt Guds stemme som en indre røst. Men to gange i mit liv har jeg også hørt en hørbar stemme.
– Hvad sagde din kone Ninna, da du ville rejse til Bulgarien, selv om du var lam?
– Hun sagde, at hvis Gud havde sagt det, kunne hun jo ikke sige noget imod det.

Så Neerskov rejste og var bl.a. med til at hjælpe seks mennesker fra Jugoslavien ind i Østrig. På et tidspunkt blev de standset i bjergene, og kommandanten beordrede Neerskov til at gå opad bjerget. Men han stod i 10 cm. mudder og kunne ikke flytte sig.
Pludselig slog et lyn ned og ramte ham. Alle så det og var chokerede. Men det utrolige skete: Lammelsen var væk. Han kunne igen gå normalt.
Senere kørte de over græsen kl. 3 om natten. De havde bedt Gud om at gøre vagterne blinde for de hemmelige passagerer. Og da grænsevagterne kiggede ind i folkevognsbussen, så de åbenbart heller ikke de seks passagerer, men lod bilen køre over grænsen.
I Østrig lod man blot bilen passere, fordi den havde østrigske nummerplader.
Sådan har Neerskov oplevet mange mirakuløse hændelser i sit liv. Nogle er nedskrevet i hans i alt 35 bøger. Den bog, der kommer nærmest på en selvbiografi er ”Sejrende Martyrer”.

– Hvad tror du, grunden var til, at du blev brugt til så meget? Hvorfor valgte Gud dig?
– Fordi jeg ingenting var, svarer Neerskov med uvant beskendenhed. Han kan ellers godt lide at prale, men når det handler om forholdet til Gud, bliver han ydmyg.
– Jeg føler faktisk, at jeg har arbejdet i noget, der på forhånd var planlagt og tilrettelagt af Gud. Sådan står der jo også i Efeserbrevet kapitel 2, 10, at vi skal ”vandre i forud tilrettelagte gerninger”.
– Men hvordan kom du ind i de gerninger?
– Jeg tror, det havde stor betydning, at jeg havde et år i min ungdom, hvor jeg søgte Gud intenst. Det var i den forbindelse, at jeg hørte Guds stemme første gang kl. fire om morgenen, og jeg fik svar på et spørgsmål, som havde tynget mig. Jeg tror, det har betydning for, hvor meget vi bliver brugt i Guds rige, at vi indvier os til at følge Guds vilje i stedet for vores egen. At vi beslutter os til at være på det rette sted og gøre det rigtige, svarer den nu 75-årige aktive pensionist.

Han er stadig aktiv på mange måder, f.eks. i Karlslunde Strandkirke, den utraditionelle folkekirke, han nu hører til.
– Jeg brænder for at undervise i Bibelen. Skrive bøger. Have med unge mennesker at gøre, som f.eks. vore 50-60 konfirmander i Karlslunde Strandkirke hvert år. Jeg har også den store søndagsskoleklasse en gang om måneden, fortæller Neerskov.
– Jeg er taknemmelig for at have sjælesorg med mange mennesker – ikke mindst med teenagere, som vil sende bud efter mig gamle mand.
Neerskov arbejder også fortsat for menneskerettigheder i Iran, Nordkorea, Mellemøsten, Kina osv. Og han er involveret i mange enkeltsager hos udlændingestyrelsen.
På grund af menneskerettigheder rejste han i 2006 til Oslo, Stockholm, Geneve, Madrid, Wien, Berlin, Paris to gange, Israel 2 gange, Korea 2 gange. For en gangs skyld var han ikke i USA, hvor han ellers plejer at være hvert år.

– Israel er mit hjertebarn, som jeg har besøgt tyve gange, fortæller han. Og netop kærligheden til det hellige land bragte ham sammen med norske Unni Erichsen, som han nu gifter sig med i forbindelse med 75-års dagen, efter at have været enkemand siden 1995. Skønt hun er norsk født, har Unni boet i Danmark i 34 år. Hun har været enke i 3 år. Hun har også fire børn og børnebørn.
Vennen Helge Pahus skal vie de to i Karlslunde Strandkirke. Dagen efter er der fest for den nærmeste familie, som består af børnene Peter, Marianne, Henning og Carsten, samt børnebørnene Astrid, Christian, Anders, Ida Marie og Alberte.
Og på søndag den 13. 5. tager hele familien i kirke, hvor der er kaffe og kage til 200 mennesker.

– Har du et valgsprog – eller noget, du har lært af livet?
– Ja. Gør ikke det, alle andre gør. Find en niche, og gør det modsatte af, hvad folk i almindelighed gør. Brug tid på bøn og bibelstudie.
Får du en tanke, så skriv den ned og beskæftig dig med den senere, rådgiver han.
– Har du fortrudt noget?
– Jeg har begået en del fejltagelser – det sker, når man er foretagsom. Men det er bedre at komme galt afsted – end slet ikke at komme afsted.