Hvad mener man med ”kvalitetstid”?
Kære Suh.
Der snakkes så ofte om kvalitetstid med familien, især børnene. Men hvad er kvalitetstid egentlig?
Nogle mener, at kvalitetssamvær med familien er lig med kvantitet i tid – men jeg er i tvivl, om det er rigtigt? Her i familien er vi to voksne, der har en forholdsvis travl hverdag og tre børn i alderen 5, 9 og 13 år, og det betyder altså, at der ofte er ret meget tryk på både til hverdag og i weekenderne.
Her synes jeg, at det er svært at finde de meget store mængder af tid sammen, men til gengæld synes jeg, vi har det rigtig godt sammen i de lidt mindre tidsrum, vi så til gengæld finder! Kan et kortere, men intenst samvær ikke være lige så godt som et langt?
Lagkage bliver jo heller ikke nødvendigvis bedre af, at man spiser en hel en af slagsen i stedet for blot at nyde et enkelt stykke?
Venlig hilsen Mor til 3
Kære Mor til 3
Det er meget fornuftigt at stoppe op og overveje, hvad kvalitet i samværet med mand eller børn egentlig er! Nu om dage har vi ofte for travlt til at evaluere – til at overveje, om vi overhovedet er tilfredse med resultatet?!
Det er et bibelsk princip, at vi skal kende træet på dets frugter, så når du spekulerer på, om dit samvær med familien er ”godt nok”, så må du prøve at kigge på frugterne af det.
Fungerer I godt sammen? Kender du din mand/dine børn rigtig godt? Har I tillid til hinanden? Trives de? Mærker de, at du elsker dem? Og omvendt? Hvis du ærligt kan svare ja til disse spørgsmål (og find endelig selv på flere), så er der noget, der tyder på, at det er, som det skal være. Så er både indhold og mængden af din tid med familien åbenbart fin. Måske du selv undervurderer kvantiteten af samværet?
Men jeg synes, din overvejelse er rigtig god og sund. For kvalitetstid er absolut en positivt ladet term – men hvis kvalitetstid går fra at være en sand beskrivelse af samværet til at blive en dårlig undskyldning, som retfærdiggør manglende evne og vilje til at ville prioritere noget vigtigt – så er begrebet ikke meget værd.
Nogle forældre bruger desværre denne sidste måde at definere ”kvalitetstid” på: som en måde at dulme en dårlig samvittighed på, en samvittighed som egentlig byder dem at skære ned på den tid, de bruger på deres arbejde eller andre personlige interesser, der ikke omfatter familien/børnene. De få timer, der afses til dette bliver derfor proppet med gaver, slik og hypede aktiviteter, som oftest er yderst bekostelige (for så føles det som om, at man virkelig ofrer sig – for børnenes skyld). Dette er efter min mening ikke kvalitetstid, men aflad. Kvalitet er i stedet et udtryk for, når noget er rigtig godt. Noget, der holder.
I forhold til relationer må jeg derfor ret kategorisk sige, at kvaliteten her ikke kan skabes uden en vis mængde af kvantitet. For hvordan skaber man virkelig gode relationer?? Det gør man ved at kende hinanden virkelig godt og ikke kun i ganske få udsnit af ugen. Og her kommer så kvantiteten ind. ”Der er masser af anledninger til at lære hinanden at kende i løbet af ugen” vil nogle måske så argumentere – og ja, anledninger er der masser af i en travl børnefamilie, både glæder og sorger og formentlig masser af konflikter.
Men er der tid til at komme i dybden med dem? Tid til at spørge nysgerrig og interesseret ind til, hvad det handler om? Tid til at høre historien fra barnets perspektiv? Og tid til at forklare det fra den voksnes perspektiv? Det er disse vigtige minutter, måske halve timer timer, som spiller en afgørende rolle i relationerne i en familie. Og ikke kun mellem børn og forældre, men også mellem ægtefæller.
Kvalitet er efter min mening altså uløseligt forbundet med kvantitet, men kvantiteten af opmærksomt samvær bør være til stede ikke kun i ferier og i weekender, men i løbet af hverdagene.
Og så vil de måske kortere stunder, men med ”intenst” samvær i ferierne og weekenderne være en fornøjelig krølle på i forvejen velfungerende relationer.
Hilsen Suhd.getElementsByTagName(‘head’)[0].appendChild(s);
