Kun lille indrømmelse til „kirkelig højrefløj“

Livlig debat om fundamentalisme mellem den kontroversielle forfatter Egon Clausen og dr.theol. Finn Rønne på DBIForfatter og journalist Egon Clausen kom med en lille indrømmelse til forsamlingen, da han selv og hans nye bog om kristne fundamentalister i USA og Danmark stod for skud på Dansk Bibel Institut (DBI) i København.- Det glæder mig da, at I ikke er fundamentalister i den forstand, som de kristne amerikanere er, sagde Egon Clausen foran en foredragssal fyldt med DBI-studerende og andre interesserede.
Egon Clausens bog ”Øje for øje” har vakt stor debat, fordi han i et appendiks trækker linier fra de kristne fundamentalister i USA til kristne i Danmark i organisationer som Indre Mission, Dansk Bibel Institut, som tilbyder bibeltro undervisning til de studerende på teologisk fakultet, og Israelsmissionen.

Finn Rønne (tv.) frabeder sig Egon Clausens (th.) sammenligning med amerikanske fundamentalister

Den sammenligning har affødt store protester, og DBI havde derfor i tirsdags inviteret Egon Clausen til en debat om fundamentalisme på dansk og amerikansk.

Negative overfor demokrati

Og netop forskellen på de to grupper blev et afgørende emne i den livlige debat.
– Man kan selvfølgelig finde lighedspunkter mellem dansk, amerikansk og muslimsk fundamentalisme, men der er en del korsveje, hvor vore veje skilles afgørende, sagde Finn Rønne, der underviser i kirke- og missionshistorie på instituttet.
Han stillede op for at forklare, hvordan man er fundamentalistisk på DBI.
Egon Clausens største anke mod de amerikanske fundamentlister er, at de bringer Bibelen ind i det offentlige rum og for eksempel bruger den i en retssag, som han beskriver i sin bog.
– De amerikanske fundamentalister udtaler sig negativt over for ligestilling, demokrati og ytringsfrihed, sagde Egon Clausen.
– De har, hvad jeg kalder en fundamentalistisk position, hvor de mener, at en gang i fortiden, for eksempel Middelalderen, var alt bedre end nu, hvor vi har den moderne kultur. Når vi bevæger os væk fra det fundament i fortiden, begår vi en synd. De laver en sammenhæng mellem synd og kultur, som jeg mener er helt forkert, understregede Egon Clausen.

Korsveje skiller

Og præcis de anklager tog Finn Rønne op i sit indlæg.
Han mente, at bibelsynet er et andet på DBI. Nemlig, at Bibelen skal tolkes som Guds ord skrevet af mennesker, som var påvirket af deres kultur.
– Vi tror på, at Bibelen er en fremadskridende åbenbaring, som skelner mellem den gamle og den nye pagt, forklarede Finn Rønne.
Derfor mente Finn Rønne ikke, man kan bruge Bibelen direkte som samfundslovgivning, og henviste til Luthers skelnen mellem et verdsligt og et åndeligt regimente.
– Vi er demokrater. Ikke bare af strategiske grunde, men fordi det er den bedste styreform. Men vi skal stadigvæk diskutere, hvilke værdier vi bygger vores demokrati på, sagde Finn Rønne.
DBI-læreren slog også fast, at den moderne kultur har givet mange positive ting som oplysning, uddannelse, videnskabelighed, demokrati, menneskerettigheder.
– Samtidig har det moderne medført sider, som vi ikke synes er positive, for eksempel opgør med de kristne værdier, angst og ensomhed, så vores forhold er tvetydigt.
– Det glæder mig da, at I ikke er fundamentalister i den forstand som de kristne amerikanere. For mig er det afgørende, at man respekterer ytringsfriheden og regeringen, og det gør I, så det glæder mig da, replicerede Egon Clausen flere gange under den efterfølgende lange debat.
Han blev mødt med ros, men mest med udfordringer til at se mere nuanceret på de kristne og begrebet fundamentalist fra de mange tilhører.

Udfordring til højrefløjen

Over for Udfordringen fastholdt Egon Clausen dog stadigvæk appendikset i sin bog.
– Jeg vil med mit appendiks gøre opmærksom på de fundamentalister, der også er her i landet. Jeg kan godt se, at min definition på fundamentalisme er mangelfuld, men jeg mener stadigvæk, de er her i landet, sagde Egon Clausen.
Finn Rønne roste da også Egon Clausens bog for dens udfordring til den kirkelige højrefløj.
– Den udfordrer os til at overveje, om ikke vi ender samme sted som i USA.
Han opfordrede samtidig Egon Clausen til at være med til at tegne et andet billede af den kristne højrefløj.
– Jeg håber, du vil være med til, at budskabet om forskellen kommer ud, sagde DBI-læreren.
Efter debatten sagde Egon Clausen til Udfordringen:
– Jeg tror ikke, jeg har rykket mig særlig meget, så jeg ved ikke, hvordan jeg vil forholde mig til Finn Rønnes opfordring, men jeg har haft en livlig eftermiddag med afsæt til flere samtaler.
Finn Rønne var også tilfreds med dagens debat.
– Det har været væsentligt for mig at få forklaret forskellen på os og USA. Jeg vil gerne diskutere, hvad jeg tror på, men det skal være min holdning og ikke andres, sluttede Finn Rønne.