Afrikansk biskop i Års

Sudanmissionen regner med 600 deltagere i weekendens årsmøde i HimmerlandI weekenden holder Sudanmissionen årsmøde i Aars i Himmerland over temaet: „Vision-Mission“. Emnet hentyder bl.a. til, at missionen lørdag formiddag og eftermiddag holder repræsentantskabsmøde, hvor man skal drøfte bestyrelsens oplæg til strategi for fremtiden.
I foråret har der været en debat om organisationens nye målsætninger, som nu skal konkretiseres i et nyt missions- og målsætningsdokument.
Sudanmissionen har siden 1913 været engageret i Nigeria og er nu også i Cameroun, Mali, Centralafrika og Sierra Leone. Desuden er man med i satellit-TV til arabiske kristne og radioarbejde i hele Afrika.
Udover årsmødet i Messecenter Aars deltager Sudanmissionens medarbejdere også i 25 gudstjenester i området. Sudanmissionen forventer op til 600 deltagere til de to dages årsmøde.
Åbningsdagen lørdag begynder kl. 9.30 med velkomst og foredrag ved domprovst Arndt Jessen Hansen, Viborg. Derefter holdes det årlige repræsentantskabsmøde med formandsberetning, regnskab og bestyrelsesvalg.
I år er repræsentantskabsmødet udvidet, sådan at der vil være god tid til at drøfte mis-sionsselskabets fremtid.

Biskop på besøg

Fra den lutherske kirke i Nigeria deltager biskop Phanuel Agongtara, som er på talerstolen flere gange i løbet af week-enden. Hans foredrag vil være på engelsk, men bliver tolket til dansk. Han deltager sammen med Sudanmissionens formand, provst Vagn Ove Høgild, Struer, også i gudstjenesten i Aars kirke søndag.

Biskop Phanuel fra den store lutherske kirke i Nigeria medvirker

I pauserne kan deltagerne bl.a. tage del i et afrikansk marked, se de forskellige udstillinger, gøre et godt køb i den i hallen opstillede genbrugsbutik eller afgive et bud på en eller flere ting på Sudan Genbrugs Internetauktion.

Missions-marked

Lørdag aften lyder programmet på fest for hele familien. Det betegnes bedst som en kavalkade af vidt forskellige indslag, hvor alle aldre kommer på scenen, og hvor der vil være noget for alle sanser.

Ny form for missionærer

Søndag indledes med års-mødegudstjeneste i Aars kirke og fortsætter om eftermiddagen i Messecenter Aars med temaet: „Missionær og pendler“. Journalist Mette Swartz interviewer den nye type af pendlermissionærer.
Alle er velkomne til at deltage i hele eller dele af week-endens program, også repræsentantskabsmødet. Her er der dog kun stemmeret for dem, der har givet et beløb sidste år.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



På de unges program, som begynder allerede fredag aften, er der bl.a. en film lørdag aften om den dramatiske danske nødhjælp til Biafra (i Nigeria)
Ungt program

Der er også specielle aktiviteter for børn og unge arrangeret af børne- og ungdomsorganisationen Afrika InTouch, bl.a. en afrikansk landsby, Afrika-løb, natcafé og gadegudstjeneste.
Læs mere om det på ungdomssiderne 18-19.