Venstre sidebanner eksempel

„Les Misérables“ forkynder nåde og godhed i teatret

Ny flot opsætning med Stig Rossen har haft debut i Århus og København og er snart på turné rundt i landet. Det er både en kunstnerisk og kristeligt set dejlig oplevelse, for Victor Hugo’s roman om revolutions-årene i Frankrig hylder de kristne værdierDet er en vidunderlig historie, som mange af os allerede kender fra bogen af Victor Hugo eller fra filmatiseringen med Gérard Depardieu, som er vist på TV. Men her er den i flot opsætning med vidunderlig sang og flot koreografi – live på Falkonérscenen.Den handler om tugthusfangen Jean Valjean som i 1815 slippes fri efter 19 års strafarbejde. Han var dømt for at have stjålet brød…
Men hans straffeattest gør ham fortsat til en udstødt. Kun biskoppen af Digné tager godt imod ham.
Men den bitre Valjean gengælder biskoppens gæstfrihed med at stjæle hans sølvtøj.

Stig Rossen som Jean Valjean – her med Allyson Brown, der spiller Eponine.

En højere retfærdighed

Da soldaterne bringer Valjean for biskoppen, er han sikker på, at han vil blive sendt tilbage til det hårde straffearbejde. Men så er detbiskoppen handler som en ægte kristen. Han lade nåde gå for ret. Giver endda Valjean det sølvtøj, han ikke nåede at få med og opfordrer ham til at leve et nyt liv.
Det er vidunderlig forkyndelse af Guds nåde!
I næste scene er vi i Montreul-sur-Mer, hvor Jean har skiftet navn og nu er blevet en god borgmester.
Men i et forsøg på at hjælpe, afslører han sig for politimanden Javert, som herefterforfølger ham nådesløst for at få opfyldt „retfærdigheden“.

De elendige – er både gode og onde

Victor Hugo kaldte romanen Les Misérables – de elendige. Og den beskriver samfundets bund i industrialismens Frankrig. Både de gode, men uheldige, og de onde, som også findes.
Det gode er repræsenteret ved Fantine, en enlig mor, som bliver fyret fra Valjeans fabrik – uden at han véd om det. Fantine kommer i sin nød ud i prostitution.
Her afslører det uretfærdige liberale samfund sig; de ‘pæne’ herrer, som udnytter de prostituerede, er under myndighedernes beskyttelse, men den prostituerede selv synker stadig længere ned. Fantine bliver syg og dør. Men Valjean lover hende, at han vil tage sig af hendes barn, Cosette.
Hun er i pleje hos nogle onde repræsentanter for samfundets bund. Et kæltringepar, som altid forstår at komme ovenpå – uanset samfundet.
De snyder og lyver, og de tænker altid på sig selv. Efter at de fattige forgæves har gjort oprør, går de rundt og stjæler de dødes få værdier.
Jean Valjean stilles selv på en svær prøve, da han opdager, at en sølle tosse fejlagtigt er arresteret af politiet for at være Jean Valjean.
Hvis Valjean ikke foretager sig noget, vil han endelig slippe ud af myndighedernes søgelys, og han vil kunne retfærdiggøre sig med, at han derved hjælper alle de elendige på hans fabrik.
Men Valjean vælger at handle ægte kristent. Han giver afkald på sin egen frihed og magelighed for at frelse den uretfærdigt anklagede.
Til gengæld må han flygte ind i et kloster, hvor han får Corsette anbragt som novice.
Men politispionen Javert forfølger nådesløst sit offer.
Selv om han flere gange får bevis for, at Valjean har fortjent at leve, ja, selv da Valjean redder hans liv, er han besat af tanken om „retfærdighed“.
Til sidst rabler det dog for Javert. Måske indser han den højere retfærdighed, som er Guds retfærdighed. Og han styrter sig i kanalen.
Det er for øvrigt et af forestillingens koreografiske højdepunkter, da Javert i slow motion styrter sig ned og det sorte tæppe går ned over hans liv. På scenen dominerer et stort kors gennem hele den næsten tre timer lange forestilling. Og der bliver sagt Gud og Jesus mange gange.

Importeret fra de engelske teatre

Bortset fra Stig Rossen, som spiller Valjean, er de fleste skuespillere / sangere, hentet fra England, hvor Rossen selv har spillet i stykket. Javert er svensk, men alt foregår på engelsk. Det gør det naturligvis lidt sværere at følge med, men man kan så glæde sig over, at den i det mindste ikke spilles på originalsproget fransk!
Men det er en god idé at købe programbladet med handlingen, hvis man ikke har læst bogen eller set filmen. Det indeholder i øvrigt to artikler om de kristne værdier, skrevet af Egon Laursen og Henrik Wivel.

Rossen er en af de store

Sangene er pragtfulde, og Stig Rossen synger bedre end nogensinde. Med varme og naturlig pathos. Når man så samtidig ved fra et tidl. interview i Udf., at han tror på Gud og beder jævnligt, så får sangene des større dybde.
Kolding-drengen er blevet én af de store.
Jo, han ER Valjean, men der er mange andre fremragende præstationer, som vi ikke kan nå at nævne her. Så hvis du har lyst til at gå i teatret, så er her noget at gå efter!
Forestillingen fortsætter i Falconértatret indtil den 24. januar. Derefter får Herning Koncertcenter den fra 2.-7. februar, og Aalborg Kongrescenter fra 28.2. til 6.3. Der sluttes af i Vejle fra 11.-27. marts.
Billetpris ca. 4-600 kr.