E. Stanley Jones:
Jesu offervillighed

Det offervillige sind er det skønneste i livet. Vi kender intet ædlere sind end selvopofrelsens. Ved det når livet sin største højde. Dette er så sandt, at vi ved hjælp af følgende vigtige lov kan afgøre, om vi har med et højt­ eller lavtstående liv at gøre: „Et levende væsens – og naturligvis ethvert frit moralsk handlende væsens – åndelige stade kan ufejlbarligt bedømmes efter den grad, i hvilken den ofrende kærlighed er bestemmende for dette væsen.“
Her har vi altså en lov, hvorefter livet bør bedømmes. Hvor det offervillige sind mangler, har vi med det lavest stående liv at gøre; hvor det er delvist udviklet, står livet højere; og hvor det har vundet fuldkommen skikkelse, har vi livet på det højeste trin af tilværelsen.

Hvis det er en almengyldig lov – og det synes den at være – så kommer vi til den slutning, at Gud, som indtager det højeste trin i al tilværelse, må besidde det offervillige sind i sin mest udviklede form. Hvis denne lov gælder for alt liv, så må Gud eje det offervillige sind og give det til kende i større, højere og mere fuldkommen grad, end vi kan forestille os det.
Hvis det ikke er tilfældet, bliver resultatet, at der findes selviskhed så vel i den højeste som den laveste form for liv; i begge yderpunkterne vil der være selviskhed; men i midten – hos det højest udviklede menneske – har vi det offervillige sind. Hvis denne ufejlbarlige lov gælder, så længe vi bevæger os opad fra de lavere til de højere væsner, endogså når vi kommer til mennesket, men hører op med at gælde, når vi kommer til Gud, så er loven meningsløs og uden hoved.
Men på den anden side: dersom denne lov gælder fra det allerlaveste til det allerhøjeste, således som tanken om korsofret forudsætter, så er universet et hele: Love er ikke gåder; Gud er ikke nogen skuffelse, og universet har et hoved med et offervilligt sind.

Vi havner i forvirring, hvis vi prøver at opfatte Gud uden den lidende kærlighed. Bushnell gør os opmærksom på den kendsgerning, at vi jo opfatter Gud med evne til at lide, idet vi siger, han føler mishag, for er mishag ikke smerte? Vi siger, at Gud „afskyer” al urenhed og ondskab; er afsky ikke en smertefølelse? Gud „hader” det onde; er ikke had en flammende lidelse? Han er „langmodig”; er der ingen lidelse i langmodighed? Han er „tålmodig”; er ikke tålmod behersket lidelse?
Så langt fra, at det offervillige sind skulle findes mere hos mennesker end hos Gud, lærte Jesus os lige det modsatte. Han forkyndte sine disciple, at han var på vej til korset. De blev bestyrtede. Peter tog ham til side og sagde alvorligt: “Gud bevare dig, Herre! Dette skal ingenlunde ske dig.” Bedrøvet vendte Jesus sig til ham og sagde: „Du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad menneskers er.” Peter forsøgte at hindre Jesus i at være selvopofrende. Derfor sagde Jesus: Din betragtningsmåde er ikke i samklang med Guds. Du tænker som et almindeligt menneske; Guds tanker er offertanker.
Eli Stanley Jones (1884-1973) blev født i Baltimore, USA, og fik en universitetsgrad i jura i 1906. I 1907 blev han kaldet til at være missionær i Indien, som blev hans „andet hjem”.

Stanley Jones talte hele sit liv for fred og forsoning og forkyndte evangeliet uden at angribe andre religioner. Han lagde vægt på at præsentere evangeliet løsrevet fra vestlig påvirkning.
Stanley Jones var respekteret blandt alle samfundsklasser i Indien, og han var gode venner med Gandhi.
Artiklen her er fra bogen Den lidende kærlighed, udgivet af De unges forlag, 1941.