Hvorfor er det så skræmmende at forpligte sig?!

Underskrifter er ikke særligt rare. Når jeg skriver under, forpligter jeg mig. Lidt anderledes er det med mit dankort – der skriver jeg tit under på kvitteringen uden at tænke over det. Men når det kommer til underskrifter på mange andre ting, tøver jeg.
Da jeg flyttede til Århus i efteråret, meldte jeg mig ind i en ny kirke. Det krævede en underskrift. Men da jeg på præstens kontor holdt kuglepennen i hånden, var der alligevel noget i mig, som strittede imod et kort sekund. Alligevel skrev jeg under. Jeg nåede at tænke på, hvad jeg mon sagde nej til, når jeg skrev under. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis der nu dukkede noget op, så jeg fortrød min underskrift. Jeg blev skuffet over mig selv, for jeg har hørt om den moderne tendens til ikke at ville forpligte sig. Nu har denne tendens også påvirket mig.
At forpligte sig er skræmmende for mange. Hvad nu, hvis jeg afskærer mig selv fra noget bedre, som jeg opdager senere? Det er det samme i kirken. Mange unge foretrækker at være med på en uforpligtende måde. Det handler om at få en oplevelse. Men at være med til at tage ansvar og forpligte sig til at være med i det, der sker i lang tid, er skræmmende. Det gør, at mange initiativer ofte løber ud i sandet. Der er nemlig ikke mange unge, der vil engagere sig. Det er nemt at komme med en idé, men når det handler om at gøre noget ved det, er der pludselig ikke mange, der vil hjælpe.
Der står en sten ved vandet på Nordsjælland. „Hvad er livet andet end en leven for en idé?“ står der på den. Det er den danske filosof Søren Kierkegaard, der sagde det. Mange af dem, der har gjort en forskel i historien, har givet hele deres liv. Hvis man virkelig vil forandre noget, er det ikke gjort på en uge. Det handler om måneder, år og hele liv. Filmen ’Braveheart’ handler om William Wallace, som giver sit liv for Skotlands frihed. I Ringenes Herre koster det Frodo hans liv at bære ringen til Mordor. Han kan ikke leve et almindeligt liv bagefter, men må tage med båden over havet. Film om folk, der lever for noget større end dem selv, sælger godt. Mange mennesker længes efter at leve efter noget, der er stort nok til, at det er værd at give deres liv for. I kirken har vi noget, der er stort nok. Vi har den mest spændende fortælling om verdens Skaber og en fortabt verden i Bibelen, som vi kan blive en del af. Hvorfor lever vi så ikke, som om vi var klar til at ofre alt? Også alle de lyster og indskydelser, vi pludselig får?
Jeg tror tit, at jeg er den vigtigste i hele verden. Det er jeg ikke. Det er Jesus. Så lad os give hele vores liv til Ham. Igen.