Gud kalder dig nær
Indvandrer- og sognepræst på Amager Jesper Oehlenschläger udlægger søndagens tekst
– Hvad er Jesu egentlige ærinde i de her vers?
– Det centrale i teksten er et omvendelsesbudskab. Det græske ord for omvendelse betyder at skifte sind, og teksten her udfordrer vores Gudsbillede.
– Hvordan det?
– Johannes Døber repræsenterer Guds dom over synd, ugudelighed og ondskab. Han er strammeren og ses i børnene, som vil lege begravelse.
Jesus derimod er slapperen, som i denne tekst repræsenterer Guds nåde – i teksten illustreret gennem børnene, som vil lege bryllup.
Gud kalder os til omvendelse både gennem Johannes og gennem Jesus.
Han er den kærlige far, som har omsorg for os og forstår os, men han straffer også ondskab og synd. Begge dele med det formål at føre os ind i et fællesskab med ham.
Teksten forkynder simpelthen et bredere Gudsbillede, end vi ofte hører. Men det retfærdige og straffende element er en vigtig side af Guds væsen, som vi altså får præsenteret i denne tekst. Vi får en flersidet forståelse af Gud.
– Hvordan kan jeg bruge det i Danmark i 2004?
– De børn i teksten, som hverken vil lege bryllup eller begravelse er et billede på mennesker, som ikke er villige til at omvende sig. Faktisk kan man sige, at de er havnet i en slags forhærdelse, hvor hverken fløjtespil eller klagesang bider på dem. De er fastfrossede og deres leg er gået i stå.
De reagerer med andre ord hverken på Guds dom eller Guds nåde.
For os gælder det om ikke at være ligesom de børn. Vi skal stille os selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg bevare mit hjerte i en åbenhed over for det, som Gud gør?
Som kristne skal vi vide, at omvendelse er en daglig proces, hvor vi vender os til Kristus – eller rettere lader ham vende os til sig.
– Kan du uddybe det?
-De tegn, som Jesus refererer til, er sket i Kapernaum, Horazin og Betsajda skal tjene til, at folk omvender sig.
Når vi ser tegn, er det for at vi skal vende vores hjerte til Gud. Det handler om at blive optaget af Gud og ikke af hans tegn. Giveren er vigtigere end gaverne.
Omvendelse kan være en daglig kamp, og det er let at gøre sig hård over for Gud.
Når vi kommer med et åbent hjerte til Gud er vi sårbare. Vi blotter og udleverer os selv i forholdet til Gud, og det kan være meget krævende for os. Og så er det, at vi kan komme til at gøre os hårde over for Gud.
Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at være bløde og sårbare – også når vi møder Guds dom over ting i vores liv. Det er jo også et kald fra Gud om at komme nærmere til ham.
– Hvad betyder det, at Guds visdom erfares af dem, som følger den?
– Forud for sætningen taler Jesus om Johannes som strammeren og Jesus selv som slapperen. Begge dele er udtryk for Guds visdom.
Dem, som han ikke når med strammerbudskabet, når han måske med slapperbudskabet. Både klagesangen og brudefesten er udtryk for Guds visdom, selv om den kommunikeres på to forskellige måder.
Visdommen i sig selv har en overbevisende kraft. I Visdommens Bog 7:27 står der: Skønt hun (visdommen) kun er én, formår hun alt, skønt hun hviler i sig selv, gør hun alting nyt; i slægt efter slægt flytter hun ind hos fromme sjæle og gør dem rede til at være Guds venner og profeter.
Visdommen får ret ved det, den gør. Dens gerninger er rette gerninger, fordi det er Guds gerninger – også selvom de er så forskellige som begravelse og bryllup.
Og, som der står i Ordsprogenes Bog 9:10, så er det at frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed.
