Kirken svigtede
… men alligevel fandt den amerikanske sanger Eli Gud. Eller med Elis ord: Gud fandt hamElis liv er en trængselshistorie. Selv efter, at Gud har befriet ham fra alkohol og stoffer, oplever Eli store prøvelser som afvisning og skilsmisse.
Eli ligner ikke én, der har været ude i et svært alkohol- og stofmisbrug. Han er en succesfuld kristen musiker, som har givet koncerter gentagene gange i Danmark indenfor de sidste 5 år.
Men han fortæller hele tiden, at han ikke har haft det lige let altid. Fra da han var en lille knægt på 8 år, hvor hans far og mor blev skilt, til i dag som 34-årig, hvor han er skilt og har mistet spilletid på kristne radiostationer.
Og når man spørger Eli, hvad han ser, når han kigger tilbage på sit liv, så siger han først:
Jeg kigger ikke tilbage på mit liv. Men når jeg gør, så ser jeg et smertefuldt liv.
Og intet tegnede særlig godt for Eli, da han blev født: Han kom til verden i et meget hårdt kvarter i Los Angeles, USA, i 1970.
Elis forældre havde store problemer med at få pengene til at række. Og nogle gange gik det ud over ham:
Jeg kan huske, at jeg var et lille barn og rakte ud efter mine forældre. Og de sagde: Skrid med dig. De var for optaget af deres egne problemer. Alle passede sig selv. Og jeg passede mit.
Elis far forlod hans mor, da Eli var lille. Eli fortæller, at han voksede op uden nogen familierelation af betydning. Han kalder sig selv et forældreløst barn.
Elis stedfar prøvede at give Eli noget godt at bygge på. Og det tegnede meget godt. Men Elis mor og stedfar anede ikke, at han levede et helt andet liv.
De vidste ikke, at jeg tog stoffer. At jeg gik i seng med hvem som helst. Og at jeg rendte rundt i gaderne. Jeg klarede mig ikke særlig godt i skolen. Jeg løj meget og stjal.
Eli fik også tidligt et meget belastet forhold til kristne.
Jeg kunne ikke lide kristne. De kristne var blinde. De ville ikke stå ved deres fejl. Der var altid noget, som retfærdiggjorde, hvad de gjorde.
Og Eli så Jesus på en helt uventet måde. Eli og hans mor sad i dyb fattigdom. Og Elis mor ringede rundt til kirkerne i området og bad om mad.
Ud af 30 kirker var der ingen, som hjalp. Det var ikke-kristne venner, som hjalp os.
Men der skete alligevel en forandring for Eli og hans tro. Elis mor var blevet træt af Eli og havde smidt ham ud. Og Elis far tog sig modvilligt af ham.
Jeg var omkring 17 år, da jeg begyndte at tro på Jesus. Min far fortalte mig, at Jesus elskede mig. Og langsomt åbnede jeg mig for det. Og en nat tog jeg imod Jesus.
På det tidspunkt var Eli sluppet ud af misbruget af stoffer og alkohol. Han havde fundet ud af, at det ikke var noget for ham. Og det afgørende for Eli var, at Gud kendte ham. Ned til den mindste detalje.
Jeg viste, at Gud kendte til alt det grimme, jeg havde gjort. Og han elskede mig alligevel, fortæller Eli.
Eli lærte at komme i kirken. Og det skete i en periode, som var meget svær for Eli. Han boede nu hos sin far, men hans stedmor gjorde livet til et helvede for ham:
Det var en ganske svær tid for mig. Min stedmor var ondskabsfuld overfor mig. Jeg måtte bo i garagen. Pengene, jeg tjente, tog hun. Hun gemte mad for mig. Det var en meget vanskelig tid for mig.
Eli lavede ikke noget af betydning. Han arbejdede for sin far og koncentrerede sig om at have et fællesskab med Gud. Og om at undgå at gå i seng med nogen.
En dag var der en dame i kirken, som sagde til Eli, at han skulle spille guitar og synge i kirken. I første omgang gjorde Eli grin med det:
Jeg tænkte bare: Er du skør? Er det noget, som Jesus fortæller dig? Men i mit hjerte tænkte jeg: Ville det ikke være dejligt, at tjene Gud på den måde?
Et halvt år efter rakte damen Eli en guitar og sagde, at nu skulle han begynde at spille og synge. Eli tog imod guitaren, tog den med hjem og øvede sig.
Jeg begyndte at skrive sange for at lære akkorderne. Og det var en god terapi for mig. Jeg skrev om alle de ting, jeg tænkte og så.
Som tiden gik, ønskede flere og flere, at han skulle komme og spille for dem. Kirker ringede efter ham og bad ham om at komme.
Eli indspillede en CD på et lille pladeselskab. Men han forventede ikke noget af det. Men to år efter fik Eli en kontrakt med Forefront Records (et kristent pladeselskab, hvor bl.a. DC Talk og Rebecca St. James også er).
Men det gik ikke så nemt. Først ville Forefront Records gøre en stor stjerne ud af ham. Og det betød, at der var nogle ting, som han ikke kunne gøre.
På hans andet album og tredje fik han lidt mere spillerum. Men han følte stadig, at Forefront Records og han ønskede forskellige ting.
Så i 2002 tog han en beslutning om at stoppe samarbejdet med Forefront Records:
For pladeselskabet handlede det om at tjene penge. Jeg skulle stoppe hos Forefront, fordi at selskabet havde fjernet sig for meget fra sit grundlag.
Han blev også skilt, hvilket betød, at han mistede opbakning i radioerne.
Men der var stadig bud efter ham, så han opgav ikke.
Eli fortæller om alle sine dårlige oplevelser i sine sange. Og han opfatter det som en styrke, at han kan være så ærlig omkring det:
Hvis du ikke har kampe og problemer, så er det godt. Jeg ville ønske, at jeg var mere som dig. Men det er jeg ikke.
Og han forstår ikke, at alt skal være så sukkersødt, som han mener, at nogen kristen musik er.
Gud har givet os en evne til at grine og græde. Og han vidste, hvad han gjorde. Vi har brug for at græde. Det ville være en mærkelig verden, hvis vi kun kunne grine.
Eli tror, at det at have det dårligt hører med til det at være kristen.
Jesus har ikke helbredt os for alt denne smerte. Bibelen fortæller, at vi vil have det svært. Men han siger også, at han vil sende en ånd, som vil trøste os. Og hvis vi ikke har det dårligt, hvorfor skal vi så have en trøstende ånd?
Elis opmærksomhed er rettet mod himlen. Hvad vi oplever hernede af ubehagelige ting, er med til at modne os, mener Eli:
Denne verden er ikke vores hjem. Vores hjem er i himlen. Jesus helbreder, men det betyder ikke, at smerten forsvinder. Smerten forsvinder en dag, når vi er sammen med Gud. Og så bliver det en vidunderlig dag.
