Hanegal

Vi har som så mange andre medborgere anskaffet os hver en mobiltelefon, så vi hurtigt kan orientere hinanden om, hvor den anden befinder sig i fædrelandet. Det er virkelig smart og vi har haft megen glæde af denne snilde indretning – men også en del forstyrrelse.
En dag, hvor jeg i en fart skulle åbne den for at sætte mig i forbindelse med Fruen, fumlede jeg sådan med knapperne, at det næsten ikke lykkedes. Men det gjorde det, og efter endt snak slukkede jeg for dyret og stak den i lommen.
Kl. 17.00 præcis samme dag, da vi sad i stuen, lød pludselig et skingrende hanegal ude i gangen! Jeg styrtede ud, men kunne ikke se noget fjerkræ nogen steder. Ved at gå efter lyden nåede jeg frem til min jakke, som hang på stumtjeneren – herfra lød der i venstre brystlomme en hidsig galen fra den dér placerede mobiltelefon, som blinkede lystigt under udførelsen af denne terrorhandling.
Først efter 12 vilde skrig holdt den inde – og slukkede.
Jeg var dybt chokeret, men kom til forståelse af, at jeg uforvarende havde sat vækkerfunktionen i gang ved føromtalte fumlemanøvrer – men jeg vovede ikke at begynde på at slukke den igen – deaktivere hedder det på mobilsprog – for hvad kunne jeg så ikke komme til at starte op?
Altså har jeg lige siden levet med denne vilde galen kl. 17.00 hver dag.
Det er slet ikke så slemt, når man bare husker det – men i en stille stund på bibliotekets avislæsesal, hvor det kun er tilladt at føre dæmpet samtale med sidemanden, var jeg en dag så optaget af dagens nyheder, at jeg glemte det. Pludselig baskede hanen ned mellem os med sin afsindige galen, så hele den læsende skare blev chokeret! Jeg styrtede ud med det skrigende dyr med skældsordene fygende om ørerne, og fik det pacificeret, men vovede ikke mere at vise mig dér den dag.
Lyden er egentlig imponerende naturtro. Thøger Larsen skriver i sin skønne sang om den lyse danske sommernat, hvordan ”Hanegal over lyse sind stiger bag gavl og grene, hvæsset som kniv mod stene.” Dette lydbillede er ganske godt ramt, men der er hverken sommernat, gavl eller grene, når min private hane ta’r fat.
Jeg har dog efterhånden fået en vis øvelse i ikke at befinde mig i det offentlige rum, når dyret vågner kl. 17.00. Sidst i oktober var jeg i kirke til et møde, der begyndte kl. 15.00 og helt sikkert ville være forbi, inden der var gået to timer.
Det var et fint møde, og jeg nød roen og stilheden fra venstre brystlomme, mens præsten talte – men jeg havde glemt, at sommertiden ophørte natten før…