Den selvfede glorie blegner hurtigt

Det er ikke nemt at få en god samvittighed. Det er heller ikke nemt at beholde den, hvis man først har fået denGode gerninger giver god samvittighed. Men nogle gange vil folk ikke lade én gøre gerningen ordentligt, og ens lysende selvfede glorie blegner igen…Jeg kørte med et fyldt juletog fra Sjælland til Jylland. Jeg flyttede fra sæde til sæde som en anden skakbrik, da jeg af ren nærighed og tillid til min ungdommelige udholdenhed aldrig køber en pladsbillet. Det var også hyggeligt nok, for folk var rent faktisk i venligt julehumør.

Jeg kom i snak med en dame om Kina, og overfor sad en ældre dame. Hun indskød en bemærkning nu og da og sagde blandt andet, at hun godt kunne tænke sig en kop kaffe, når servicevognen kom. Der gik ikke lang tid, før stemmen i højttaleren skrattede, at der var for mange folk til, at vognen kunne komme igennem. Man måtte komme hen til vognen, hvis man ville købe noget.
Pludselig kom der én og skulle sidde på min plads, så jeg gik ud i mellemgangen og ventede på, at en ny plads skulle vise sig.
Jeg kunne dog ikke slippe tanken om at købe en kop kaffe til damen. Jeg kunne ikke længere se hende, men jeg tænkte, at hun sikkert stadig gerne ville have den.
Tanken om kaffen tog mere og mere form, alt i mens min samvittighed og selvfede glorie begyndte at skinne. Jeg tog en beslutning og masede mig ned gennem rygerkupéen og ned til servicevognen. Her købte jeg en kop kaffe med både fløde og sukker. Der var endda rabat, fordi jeg brugte mit ungdomstogkort!
Hele vejen tilbage til damen snakkede jeg med mig selv. ”Hun får ikke lov at betale for den. Jeg giver den til hende. Det er en julegave. Hun må ikke overtale mig til at få penge for den!”

Endelig nåede jeg hende og straks trak hun pengepungen frem. Jeg nægtede at tage imod penge, men hun nødte mig så meget, at det nærmest ville være pinligt at sige nej… Balladen fortsatte, for hun havde en tyver, og jeg havde kun givet 11 kr. for kaffen. Min glorie begyndte at blegne faretruende, mærkede jeg, og da hun til sidst stak mig en tyver, slukkedes lyset i den førhen så strålende glorie. Nu havde jeg tjent på at gøre en god gerning! Hun var meget taknemlig, men alligevel…
Jeg begyndte straks at filosofere over mulighederne for at tjene på at gøre gode gerninger, men det føltes alligevel ikke helt rigtigt. Men redningen ventede forude.
Om eftermiddagen var jeg til en gudstjeneste i en kirke. De indsamlede penge til en ung fyr, der var på bibelskole. Da kurven gik forbi dumpede en skinnende tyver ned i den. Og ja, den selvfede glorie skinnede igen i al sin stråleglans. Så meget for en god gerning og en god samvittighed!