Skirejser med spirituelt snit

Hvis man gerne vil have lidt åndelig substans indlagt i sin vinterferie, er KFUM og KFUK’s Unitas Rejsers ture til Østrig en mulighedUnitas Rejser i Silkeborg, som er KFUM og KFUK’s rejsebureau, har udviklet deres helt eget koncept for afterskiing på nogle af deres skirejser.

Der er gode forhold for børnefamilier i Zillertal i Østrig

Det gælder blandt andet en tur til skiområdet Zillertal i Østrig i uge 7 med rejselederen Flemming Schrøder, som i år for tredje gang skal servicere skihungrende danskere med stort og småt.

Spirituel afterskiing

Han står også for den alternative afterskiing, som, hvis man går tilbage til ordenes latinske rødder, egentlig ikke er så forskellig fra andre typer afterskiing. Blot handler det i Unitas-regi ikke om spiritus, men om spiritualitet. Rejsebureauet tilbyder nemlig deres gæster en samling hver aften, hvor man kan opleve, hvad Flemming Schrøder kalder „lejrbålsagtig underholdning“, et par syng-med sange og en lille andagt. Og ifølge direktøren for Unitas Rejser, Anker Olsen, er det en af de måder, hvorpå rejsebureauet opfylder KFUM og KFUK’s formål om „… at forkynde evangeliet om Jesus Kristus“.

Konsulent i KFUM og KFUK Flemming Schrøder er rejseleder på Unitas Rejsers tur til Pension Rieder i uge 7

– Vi tilbyder andagter og kirkeligt fællesskab på alle vores katalogrejser, fordi vi er kirkeligt ejede, og fordi danskerne har en kristen kulturarv, som de også skal have mulighed for at have forbindelse til, når de er på rejse. Så for os er det noget helt naturligt, siger han.
Og det er et tilbud, som mange gæster ifølge Flemming Schrøder benytter sig af.
– På de ture, som jeg har stået for, har omkring halvdelen af gruppen deltaget i aftenarrangementerne. Halvdelen af vores skigæster er uden kirkelig tilknytning og har sandsynligvis valgt Unitas på grund af vores priser, den anden halvdel derimod har en eller anden tilknytning til det kirkelige, vurderer han.

Masser af pister og god mad

Unitas Rejser har tidligere haft både gymnasieelever og børnefamilier med på samme skitur til Østrig til begge parters tilfredshed.
– Der er i alt omkring 470 km pister i Zillertalområdet i alle sværhedsgrader, så der er noget for enhver smag. En enkelt dag arrangerer vi også en tur til et nærliggende vandland, så der bliver en mulighed for et lille afbræk i skiture-ne, og det er noget, som mange børnefamilier benytter sig af, fortæller Flemming Schrøder.
Sidste år havde Unitas Rejser udsolgt på begge deres busser til Zillertal i vinterferien (og nej, Unitas Rejser kører ikke med sovebusser!), og i år er alle pladser i „Flemmings“ bus, som går til Pension Rieder, der ligger 10-20 minutters kørsel fra Zillertal, udsolgt.
Der er i skrivende stund dog stadig et par pladser tilbage på en anden Unitas-bus, som også kører til Zillertal i uge 7.
Pension Rieder er familiedrevet, og servicen vurderer Flemming Schrøder til at være på hotelniveau.
– De har også en stor restauration. Pensionatet ligger tæt ved den tyske grænse, og restauranten er så berømt, at mange tyskere bestiller bord i restauranten og kører derover bare for at spise en enkelt aften, fortæller han.

Bussen kører til pisten

Unitas Rejsers bus kører hver morgen ud til et skiområde, og hvis man er øvet skiløber kan man nå at prøve alle pisterne i det pågældende område i løbet af en dag. Bussen kører til pistområderne Kaltenbach, Zell am Ziller og Mayhoften – de fleste dage til Zell am Ziller. Turen byder på i alt seks skidage og har således i alt fem overnatninger i Østrig.
Turen er i øvrigt med halvpension(morgenmad og en treretters aftenmenu) – og der er masser af frokostrestauranter i pistområderne.