Når tandpinen går over

Er det helt tilfældigt, at H. C. Andersen og pave Johannes Paul II er fælles om fødsels- og dødsdag?
Mens en tusindtallig skare stod på Peterspladsen i Rom med tårevædede øjne, i overværelse af mange millioner mennesker verden over, frydede andre millioner sig over festen for H. C. Andersen i Parken i København.
Der kommer en ny pave, men ingen H.C. Andersen. Hvor den ene repræsenterer Gudsriget og taler for det, repræsenterer den anden et fantasirige; begge dele anses af mange for lidt „ud i det blå.“
På selve Kristi Himmelfarts- dag sagde Freud, at „religion er opium for folket.“ Og dermed mente han, at det er folks behov for en dulmende rus, der får dem til at tro. Freud forklarede således religionen som et psykologisk dennesidigt behov, et fantom i vores bevidsthed. Det samme kan måske siges om H. C. Andersens eventyr: et henrivende uskadeligt opium.
Til denne verden, og helt nede på jorden, hører smerter, paven havde mange af, og tandpine, som især H.C. Andersen havde flere af. Smerter er til at forstå. Men den uforståelige troens verden, og fantasiens, varer heldigvis ved.
Hvad der synes tilfældigt, behøver ikke at være det. Det tjener Gud til ære, at han har beriget vores verden med udvalgte personer til at løfte sløret for den evige, vidunderlige verden, hvor begge personer nu befinder sig, og hvor vi skal hen, når tandpinen går over.

Knud Held-Hansen
Th. Staunings Vej 12
9210 Aalborg SØ