Løn i Himmelen

I aften skal jeg til Praise Party i min kirke, som er en slags ungdomsgudstjeneste, hvor i alt 20-25 frivillige er involveret i et arrangement for cirka 150 deltagere. Jeg har været med til at arrangere disse aftener siden vi startede for tre år siden, og der er to ting, jeg bliver ved med at undres og fascineres over.I denne verden og særligt denne vestlige del af verden, handler livet ikke blot om at overleve, men om at få skrabet så meget til sig som muligt, så livet bliver endnu sjovere at leve. Det synes ofte at være teorien der bliver udført i praksis, at hvis man bare havde lidt flere penge, så ville man være nogle sorger fattigere. Men tror du virkelig på den? Jeg har blaffet cirka 80.000 km igennem 12 år og har kørt med et utal af mennesker, i alt fra den fedeste Jaguar, til den mest ynkværdige Fiat, og jeg ser ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem et lykkeligt liv og ham i den fedeste bil. Én sagde til mig i går, at han ville på deltid, og have mere tid til sig selv og sin familie, for der var alligevel ikke lommer i de bukser, vi skulle have på, når vi forlod denne jord. Tankerne om dette emne er mange, men i forhold til vore Praise Partys, fascinerer det mig, at man kan samle 20-25 mennesker til kvit og frit at bruge 5, 10 eller måske 20 timer af deres tid på at bidrage til et arrangement, fordi de tilsyneladende tror på, at de kan være med til at gøre en forskel i andres liv.

Den anden ting er, at jeg så måske lige kan forstå at bandet, talerne eller nogle af de andre meget synlige på sådan en aften, synes det er ok at bruge tid på det. Men hvad med dem der fjerner stole, styrer PowerPoint, laver mad, flytter gear eller andre mere usynlige ting?
At menneskers tro kan få dem til at give så meget af dem selv, synes jeg er et forbillede for andre. Denne klumme skal dedikeres til alle jer, der lægger et stykke frivilligt arbejde, for at give noget videre til andre – og særligt til alle jer, der tjener i det skjulte. I får resten af jeres løn udbetalt i Himmelen med renters rente!